Skriften

Startside

2025-06-12T00:35:00.000+02:00

Velkommen til Skriften
Velkommen til en blog der er under opbygning og sikkert vil være det i lang tid efter som dette er et fritids projekt. Der vil langsomt men sikkert blive gjort mere og mere tilgængeligt på denne blog så kig gerne herind med jævne mellemrum for at tjekke om der er kommen nogle opdateringer. Mit navn er Nicki Andersen og jeg er ansat som missionær af Indre Mission og tjener pt. Ud fra Bethesda i hjertet af København.

Formålet med Skriften
At lede til Jesus og leve i Ham. Dette søges gennem artikler og lyd filer og opnås kun ved Den Hellige Ånd. (1Kor 12:3) Jeg vil selv stå for en række artikler og lyd filer men det er mit håb at jeg med tiden får lov og lejlighed til at udgive en række indlæg fra mennesker der på den ene eller anden måde har autoritet til at tale ind i mit liv, mennesker der ved ord, kraft og ånd betyder meget i mit liv med Herren Jesus. og derfor forhåbenlig også vil gøre det i dit kære læser.

Dette vil nødvendigvis medføre at der vil være visse modsigelser i Skriftens indlæg, her handler det om for den kristne at være ”Berøaner”

Men straks samme nat sendte brødrene både Paulus og Silas af sted til Berøa. Da de var kommet dertil, gik de hen i jødernes synagoge. Jøderne dér var mere retsindige end de i Tessalonika, de tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således. Apg 17:10-11 [DA48]

Bibel og Verdenssyn
Personlig er jeg god gammeldags bibelfundamentalist dvs. jeg tror på at bibelen i sin original form er Guds rene, sande og ufejlbarlige ord, at vores oversættelser så blot at netop det, oversættelser. Det er jo hvad det er.
Dette gør også noget ved et menneskes verdenssyn, nemlig dette: at alt bliver tolket gennem skriften, lad det være kultur, videnskab, religion, mysterier, menneskelivets værdig eller andet. At tænke at vi er i stand til at tolke fakta udenom vores tro og verdenssyn er i bedst fald selvbedrag.

Nicki Andersen

Profetisk Lys fra Israel til os (GT’s Domsprofetier)

2012-03-05T16:15:00.001+01:00

Det Gamle Testamente er fuld af domsprofetier mod Israel. Hvad skal vi stille op med den slags domsprofetier i dag?

I august 586 f.Kr. var lidelserne i Jerusalem blevet uudholdelige. Mere end to år havde byen været belejret. I en kort periode var de babylonske soldater forsvundet for at føre krig mod en egyptisk hærstyrke, men nu var de tilbage.

Al færdsel ind og ud af byen var stoppet. De, der forsøgte at slippe ud, blev nådesløst slået ned. Inde i byen led de tilbageværende af sult og sygdomme. Små, fortvivlede glimt af den ufattelige menneskelige lidelse i byen får vi gennem beskrivelserne i Klagesangene: »Den spædes tunge klæber til ganen af tørst; børn tigger om brød, ingen rækker dem det,« fortæller digteren. Og nøden ramte alle samfundsgrupper: »De, der før spiste lækkerier, ligger forkomne på gaderne; de, der blev båret i purpur, trykker sig nu i skarnet« (4:4-5). Hvor ekstrem hungersnøden var, bliver antydet gennem følgende hårrejsende glimt fra situationen hen mod slutningen af belejringen: »Med egne hænder må mødre nu koge deres børn; det er blevet deres føde« (4:10).

I august 586 f.Kr. ebbede livet i byen ud. Bymuren var blevet gennembrudt. Kong Sidkija og hans stormænd havde forsøgt at flygte, men var blevet taget til fange. Babylonerkongen Nebukadnesar tvang Sidkija til at se på, mens hans sønner blev halshugget. Bagefter fik Sidkija stukket øjnene ud. Han blev lagt i lænker, slæbt til Babylon og smidt i fængsel dér.

De babylonske soldater plyndrede Jerusalem. Og en tragisk dag i august satte de ild til templet, kongens palads og alle husene i byen. Jerusalem brændte ned. Enkelte steder har udgravninger afsløret sporene af den katastrofe, der overgik byen på dette tidspunkt. Og den 9. i måneden av i den jødiske kalender faster fromme jøder stadig til minde om blandt andet Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.

Domsprofetierne

Bibelen er skarp i sin forklaring af, hvorfor det gik Jerusalem så forfærdeligt. »Det var på grund af Herrens vrede, det gik Jerusalem og Juda sådan,« hedder det i 2 Kong 24:20. Og i Klagesangene formuleres det endnu stærkere: »Herren var som en fjende, han ødelagde Israel, han ødelagde alle dets borge og tilintetgjorde dets fæstninger. Han fremkaldte suk og stor klage hos Judas datter« (2:5).

Jerusalems ødelæggelse var Guds dom.

I årevis havde Gud advaret Israel gennem profeterne. Han havde nærmest tryglet israelitterne om at vende om og holde sig til ham. Profet efter profet havde advaret om, at uden omvendelse ville Israel blive ramt af katastrofen, miste landet og blive fordrevet og spredt blandt folkeslagene. Men det store flertal af folket havde ikke lyttet. De afviste de sande profeter og holdt sig til de mange præster og profeter, der forsikrede dem om, at Gud ikke tog det så nøje, og at han nok skulle redde dem til sidst.

Men de falske præster og profeter tog fejl. I 586 f.Kr. kom Guds dom over Jerusalem. Under frygtelige omstændigheder gik profetierne i opfyldelse. Profetierne om Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. fylder rigtigt meget i Det Gamle Testamente. Flere steder i Mosebøgerne. Det meste af Jeremias’ Bog. Halvdelen af Ezekiels Bog. Og en række af de små profetbøger forudsiger, at Jerusalem en dag vil blive ødelagt og folket fordrevet.

Hvad skal vi som kristne stille op med disse domsprofetier, når vi læser dem i dag? Side op og side ned med forfærdelige trusler om dom og ødelæggelse, om sygdom, sult og sværd. Hvis man virkelig læser, hvad der står i disse profetier, kan man ikke andet end gyse.

Men disse mange sider i Bibelen vil meget mere end give os gys over den rædselsfyldte historiske begivenhed for små 2.600 år siden. To ting i domsprofetierne viser, at Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. har mere at sige os.

1. For øjnene af folkene

For det første understreger flere af profeterne, at Gud ville, at Jerusalems ødelæggelse skulle vække opmærksomhed hos andre folkeslag. Ikke mindst profeten Ezekiel lægger stor vægt på det. Meget markant udtrykker han det i følgende udsagn, der blev fremsat ganske få år før katastrofen i 586 f.Kr.: »Derfor siger Gud Herren: Nu kommer jeg selv over dig og holder dom over dig for øjnene af folkene« (Ez 5:8).

Kort efter uddyber han meningen på denne måde: »Jeg lægger dig i ruiner, så du bliver til spot blandt de omboende folk, for øjnene af alle, der kommer forbi. Du skal blive til spot og spe for de omboende folk, ja, til skræk og advarsel, når jeg bringer straf over dig i vrede og harme, en frygtelig gengældelse. Jeg, Herren, har talt!« (Ez 5:14-15).

Gud gav Israels folk den skæbne, de fortjente. På vegne af hele Jerusalem konstaterer forfatteren til Klagesangene midt i katastrofen, at »Herren er retfærdig, for jeg har trodset hans ord« (Klages 1:18).

Og profeten Daniel lægger ikke fingrene imellem, når han nogle år efter Jerusalems ødelæggelse bekender sit folks synd over for Gud: »Hele Israel overtrådte din lov og veg bort fra dig i ulydighed. Så vældede forbandelseseden, der står i Guds tjeners Moses’ lov, frem mod os; for vi havde syndet imod ham. Han førte den trussel ud i livet, som han havde udtalt mod os og mod dem, der var dommere over os, og bragte en stor ulykke over os. Og der er aldrig under himlen sket en ulykke som den, der ramte Jerusalem« (Dan 9:11-12).

Men samtidig med, at Jerusalems ødelæggelse var Guds retfærdige dom over Israels folk, var den en advarsel til alle andre folk. Den skete »for øjnene af folkene« og til »skræk og advarsel«.

Den historiske begivenhed, der ramte Jerusalem i 586 f.Kr., skal demonstrere for alle folk på jorden, at Israels Gud er en levende Gud, der dømmer og straffer al synd, der ikke er blevet tilgivet. Hvis Gud dømmer sit eget udvalgte folk så hårdt, hvordan vil han så ikke dømme hedningefolkene for deres synd?

De mange domsprofetier i Det Gamle Testamente om Jerusalems undergang i 586 f.Kr. indeholder altså et stærkt budskab til os ikke-israelitter. De skal tjene til »skræk og advarsel« for os. Minde os om, at uden tilgivelse for alle vore synder er der ingen redning. Uden tilgivelse kommer Guds dom uafvendeligt.

Det er sådan, Ny Testamente bruger de historiske beretninger fra Israels historie. Israels historie skal lære os, at Israels Gud virkelig er Gud. Eller som Paulus formulerer det om beretningerne om Israel i Det Gamle Testamente: »Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået« (1Kor 10:11).

2. Som profeti om dommedag

Men domsprofetierne om Jerusalems ødelæggelse taler ikke bare til os som advarende eksempler. De indeholder også et direkte budskab henvendt til os. Det bliver tydeligt i for eksempel profeten Sefanias’ Bog.

Sefanias virkede omkring 630-620 f.Kr. – altså 30-50 år før Jerusalems ødelæggelse.

Hans bog indeholder tre store domsbudskaber fra Gud (1:2-6; 1:7-2,3 og 2:4-3:8). Disse budskaber er skrevet på en meget bemærkelsesværdig måde.

Hvert af Sefanias’ tre domsbudskaber indeholder to dele: én profeti om den kommende dom over Israels folk og Jerusalem og én profeti om en kommende dom over alle folk på hele jorden. Det bemærkelsesværdige er, at der ikke er noget skel mellem de to domshandlinger. Teksten beskriver dem som én sammenhængende begivenhed!

I Sef 1:7-13 er der en detaljeret forudsigelse af den ulykke, der nogle årtier senere skulle ramme Jerusalem. Beskrivelsen er så detaljeret, at byens forskellige porte og kvarterer nævnes ved navn: Fiskeporten, den nye bydel, Maktesh-kvarteret og højene i byen. Alt vil blive ødelagt. Byen Jerusalem står over for sit fald.

Men så »glider« teksten. De følgende vers handler stadig om Guds dom, men her er der intet, der direkte peger på Jerusalem! Sef 1:14-18 er en domsprofeti ikke blot mod Jerusalem, men mod »de befæstede byer« (flertal) og »hele jorden«. Og budskabet er rettet ikke bare til Jerusalems indbyggere, men til »alle jordens beboere«.

Sefanias’ tale begynder med en domsprofeti mod Jerusalem. Men umærkeligt glider teksten over i en domsprofeti mod hele jorden. I 586 f.Kr. gik Sefanias’ profeti om Jerusalem i opfyldelse. Fiskeporten, Maktesh og den nye bydel blev virkelig ødelagt. Men resten af jorden gjorde ikke! Jerusalems indbyggere blev dømt af Gud. Men alle andre mennesker på jorden blev ikke! Hvordan skal vi forstå Sefanias’ profeti – og alle de andre profeter, der sagde det samme som han?

Vi står her over for et særdeles vigtigt princip, som profeterne i Det Gamle Testamente gang på gang gjorde brug af. De forudsagde to eller flere begivenheder af samme type, som om der var tale om én begivenhed.

Nogle gamle bibelfortolkere kaldte fænomenet for det profetiske bjergprincip. Profeterne ser frem i tiden. Her ligger de kommende store begivenheder som mægtige bjergtoppe i et bjerglandskab. Men profeterne ser kun toppene og ikke dalene mellem toppene. Præcis som en bjergvandrer, der når en bjergtop, kan blive overrasket over, at der er endnu en bred dal, før han har nået den højeste top.

Sefanias profeterede om Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. For de mennesker, der oplevede begivenhederne i 586 f.Kr., var det en altomfattende katastrofe. Men set i verdenshistoriens store perspektiv var Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. »kun« en lille forsmag på den langt mere omfattende dom, der en dag vil komme over hele jorden.

Jerusalems ødelæggelse er en bjergtop i »det profetiske bjerglandskab«. Men bag den ligger der en langt større bjergtop – dommens dag over alle folkeslag på hele jorden.

Sefanias profeterer på én gang om begge bjergtoppe. Men han siger intet om den brede dal, tidsperiode, der ligger mellem de to begivenheder.

Og så alligevel! Faktisk antyder Sefanias, at der er en forskel på de to begivenheder, han profeterer om. I afsnittet om den detaljerede ødelæggelse af Jerusalem kalder Sefanias begivenheden for »Herrens dag« (Sef 1:7). Men i det afsnit, hvor perspektivet er udvidet til at omfatte hele jorden, taler han om »Herrens store dag« (Sef 1:14).

Sefanias hjælper os med at forstå, hvordan vi skal læse Det Gamle Testamentes profetier om Jerusalems ødelæggelse. De indeholder nemlig på én gang to budskaber: Dels en advarsel om den dom, der i 586 f.Kr. ramte Israel og Jerusalem. Og dels en advarsel om den dom, der kommer over hvert enkelt menneske og hele jorden, når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde.

Det profetiske bjergprincip er brugt mange steder i Det Gamle Testamente. Men Jesus bruger det også. I den store tale i Matt 24 taler Jesus på én gang om tegnene på Jerusalems ødelæggelse og tegnene på verdens ende. Jesus kæder altså Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. sammen med verdensdommen – på præcis samme måde som profeterne i Det Gamle Testamente kædede Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. sammen med verdensdommen.

Guds dobbelte handling

Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. er altså en meget vigtig begivenhed i historien. Den er en forsmag på verdensdommen. Gud lod på forhånd en miniudgave af dommedag ramme Jerusalem. På den måde åbenbarede han »for øjnene af folkene«, hvad han har planlagt en dag at gøre med hele verden.

Gud gør det altså først i lille udgave på Israel. Senere gør han det i altomfattende forstand på hele verden.

Sådan er det med Guds dom. Først Jerusalem, så hele verden.

Men sådan er det også med Guds frelse!

Det Gamle Testamente nøjes ikke med at profetere dom over Israel. Domsprofetierne bliver gennem hele Det Gamle Testamente fulgt af frelsesprofetier. Forudsigelser af, hvordan Israels folk en dag skal vende hjem til deres gamle land. Hvordan det ødelagte land skal blive genopdyrket og genopbygget. Hvordan folkets forhold til Gud skal genoprettes, når de kommer til tro på Messias.

De fantastiske profetier om Israels kommende frelse bliver mange steder hos profeterne sammenfattet i et bestemt udtryk. Ezekiel formulerer det på denne måde: »Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk« (Ez 37:27).

Der kommer en dag, hvor Israels folk skal blive frelst fra deres syndige frafald og få Messias til konge (Ez 37:23-26). Den dag vil Gud selv tage bolig hos dem, og de skal i fuld forstand blive »Guds folk«.

Men ligesom dommen over Jerusalem i 586 f.Kr. er en forsmag på dommen over hele verden, bliver Israels kommende frelse her på jorden en forsmag på de herlige tilstande på den nye jord efter dommens dag.

Når Ny Testamente skal beskrive den nye jord efter Jesu genkomst, bruger den præcis samme udtryk: »Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem« (Åb 21:3).

Når Israels folk kommer til tro på Messias og bliver frelst her på jorden, vil Gud tage bolig hos dem. Når hele verden er blevet nyskabt efter Jesu genkomst, vil Gud tage bolig hos menneskene. Israels forløsning er en lille forsmag på den endelige og evige forløsning.

Gud gør så at sige tingene dobbelt. Når han dømmer, holder han først dom over Jerusalem i lille omfang og derefter dom over hele verden i stort omfang. Når han genopretter, gør han det først med Israel i lille omfang og derefter på den nye jord i altomfattende omfang.

Alt det, Gud gør med Israel – både i dom og i frelse – bliver derfor til et budskab til os om, hvad Gud har tænkt sig at gøre med alle mennesker.

Bibelens mange sider om Israel indeholder derfor et stærkt budskab til os!

Aktuelle domsbudskaber

De bibelske tekster om Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. er hårrejsende læsning. Men de er mere end det. De er en påmindelse til os i dag om, at Gud har fastsat en dag, hvor han vil dømme verden lige så konkret, som han dengang dømte Jerusalem.

Når vi læser profeternes rædselsfyldte advarsler om, at dommen vil ramme Jerusalem, hvis de ikke omvender sig og får tilgivet deres synder, så skal vi læse det som en advarsel til os.

Når vi læser forudsigelserne om Jerusalems ødelæggelse, skal vi samtidig læse dem som forudsigelser om dommens dag efter Jesu genkomst.

Derfor er de mange sider i Det Gamle Testamente med domsprofetier højaktuel tale. De kaster profetisk lys ind over os og vores situation.

Lad os læse dem – og tage budskabet til os!

Kilde: www.ordetogisrael.dk

Ole Andersen

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

2012-03-03T01:09:00.002+01:00

Fra Event08

Del 1

Del 2

Kilde: http://blip.tv/imu

Jesper Iversen

Guds navn: hemmeligheden i Israels historie

2012-03-02T23:40:00.001+01:00

Hent mp3 filen her:

Guds navn: hemmeligheden i Israels historie

Ole Andersen

Kilde: www.ordetogisrael.dk

Det Jødiske Påskemåltid og Evangeliet

2012-03-02T23:36:00.001+01:00

Når jøder i dag fejrer påskemåltid, sker det stort set, som da Jesus og disciplene gjorde det skærtorsdag aften. Ligheden kaster et overraskende lys over den kristne nadver.

Den 19. april er der fest. (2000) Den aften samles jøder over hele jorden nemlig til det traditionelle påskemåltid. Aftenen er et af de helt store højdepunkter i den jødiske festkalender, som børn og voksne ser frem til med forventning.

Også for kristne er det jødiske påskemåltid spændende. De dramatiske begivenheder skærtorsdag aften i Jerusalem omkring år 30 foregik netop ved et jødisk påskemåltid. Og i påskemåltidet er der gemt en nøgle, der kan åbne for en dybere forståelse af noget, Jesus den aften sagde til sine disciple. Hvad mente Jesus egentlig, da han midt i måltidet sagde den kendte sætning, der bruges ved den kristne nadver: »Gør dette til min ihukommelse«? Nøglen til den sætning ligger gemt i det jødiske påskemåltid.

Jødernes påske

Jøderne havde fejret påske længe før det år, hvor Jesus døde og opstod.

For 3.500 år siden var israelitterne slaver i Egypten. Men efter 430 års slaveri sendte Gud Moses for at befri folket. En dag hen på foråret, nemlig den 14. nisan efter den jødiske kalender, skulle alle israelitiske familier slagte et lam og smøre lidt af dets blod på dørstolperne i deres huse. Samme aften, den 15. nisan (i den jødiske kalender skifter døgnet ved solnedgang), skulle israelitterne spise lammet med usyret brød og bitre urter.

Mens israelitterne sad rejseklare i deres huse og spiste, gik Gud gennem landet og slog alle førstefødte egyptere ihjel. Kun hvor der var smurt blod på dørstolperne, gik han forbi. Denne plage gjorde egypterne så rædselsslagne, at de nærmest drev israelitterne ud af landet.

Til minde om udgangen af Egypten befalede Gud, at israelitterne hvert år skulle fejre »påske«, på hebraisk pesach, dvs. »forbigang«. De skulle slagte et lam og spise det sammen med usyret brød og bitre urter, og i syv dage efter påskeaftenen måtte de kun spise usyret brød (2 Mos 12).

På Det Nye Testamentes tid blev påsken omhyggeligt fejret efter forskrifterne i Mosebøgerne. Påsken var en af årets tre vigtigste højtider. Tusindvis af jøder fra hele verden strømmede til Jerusalem for at fejre påsken. Også Jesu forældre havde tradition for hvert år at rejse op til Jerusalem og fejre påskefesten dér. Vi ved ikke, om Jesus var med hvert år, men som tolvårig var han i hvert fald (Luk 2:41ff).

Jesu sidste påskemåltid

Påskemåltidet var en helt central del af påskefejringen. Det rabbinske skrift Mishna, der blev samlet omkring år 200 e.Kr., fortæller detaljeret om, hvordan påskemåltidet skulle forløbe. Selvom der kan være sket enkelte ændringer fra Jesu tid til år 200, er der ingen tvivl om, at påskemåltidet på Jesu tid i hovedtrækkene er blevet fejret, sådan som Mishna fortæller. Endnu i dag fejrer jøder påskemåltid efter samme forskrifter.

Påskemåltidet fulgte et ret fast ritual. I løbet af aftenen drak man fire glas vin blandet med vand. I forbindelse med det andet bæger blev hele beretningen om israelitternes ophold i Egypten og Guds udfrielse af dem genfortalt. Påskeberetningen blev afsluttet med første del af Lovsangen, nemlig Salme 113-114.

Under selve måltidet blev der spist usyret brød, bitre urter og kød fra det slagtede påskelam. Efter måltidet fulgte de to sidste bægre vin sammen med en takkebøn og anden del af Lovsangen, nemlig Salme 115-118.

Det Nye Testamente fortæller, at det var under påskemåltidet, Jesus indstiftede nadveren. Om morgenen den 14. nisan havde Jesus bedt Peter og Johannes om at ordne de praktiske forberedelser til påskemåltidet om aftenen (Luk 22:7-13). Peter og Johannes skulle dels finde et lokale, hvor de kunne spise påskemåltidet, og dels forberede de bitre urter, det usyrede brød, vinen og de andre ting, der skulle spises. Midt på eftermiddagen har de skullet op i templet og slagte lammet og derefter stege det i hel tilstand.

Efter solnedgang samledes Jesus og disciplene, og Jesus indledte måltidet med at sige: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer« (Luk 22:15).

En lang række detaljer i evangeliernes beretninger kan kun forstås, når vi husker, at der var tale om et jødisk påskemåltid. Lukas nævner udtrykkeligt, at Jesus begyndte sammenkomsten med at velsigne et bæger vin, præcis som man gjorde ved påskemåltidet. Og både Matthæus og Markus fortæller, at Jesus og disciplene først på aftenen »dyppede i fadet«, hvad der sikkert hentyder til den forret, der blev spist mellem første og andet bæger vin.

Første del af nadverindstiftelsen fandt sted under selve måltidet. Jesus tog et af de usyrede brød og velsignede det. Velsignelsen af brødet var en fastformuleret bøn, der lød: »Lovet være du, Herre vor Gud, verdens Konge, der lader brød fremspire af jorden«. Efter velsignelsen brækkede Jesus brødet i stykker og delte det ud med ordene: Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Og netop her fortsatte Jesus så med de kendte og meget brugte ord: »Gør dette til ihukommelse af mig«.

Anden del af nadverindstiftelsen fandt først sted noget senere. Både Lukas og Paulus fortæller udtrykkeligt, at det var »efter måltidet«, at Jesus tog bægeret og sagde: Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod. Der må altså her være tale om enten det tredje eller det fjerde af påskemåltidets bægre. Paulus omtaler et sted nadvervinen som »velsignelsens bæger« (1Kor 10:16). Det er netop den betegnelse, rabbinerne brugte om påskemåltidets tredje bæger. Det var altså i forbindelse med takkebønnen efter måltidet og det tredje bæger, at Jesus indstiftede anden del af nadveren.

Matthæus og Markus fortæller, at påskemåltidet sluttede med Lovsangen, præcist som det skulle ifølge den jødiske tradition.

Jesus var jøde. Hans sidste måltid inden korsfæstelsen var helt igennem præget af forskrifterne i Det Gamle Testamente og af de jødiske traditioner. Det var det jødiske påskemåltid, der dannede rammen om indstiftelsen af nadveren. Og det er det, der giver os nøglen til forståelsen af ordene »Gør dette til min ihukommelse«.

Nøgle og lovsang

Påsken var en mindefest om befrielsen fra slaveriet i Egypten. Gennem Moses understregede Gud, at israelitterne skulle fortsætte med at fejre påskefesten, også efter at de var kommet ind i det forjættede land (2Mos 13:3-10).

Først kom de dog på 40 års ørkenvandring. Og da de endelig kunne drage ind i Kana’ans land, var alle voksne israelitter, der havde oplevet udvandringen af Egypten, døde. Eneste undtagelser var Josva og Kaleb.

Det er bemærkelsesværdigt. For Gud siger udtrykkeligt, at når Israel er kommet ind i Kana’an, skal den enkelte israelit forklare sin søn, at påskefesten skyldes »det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten« (2 Mos 13:8).

Hvordan kan Gud befale israelitter, der først var født på ørkenvandringen eller senere, at de skal tale om »det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten«? Allerede på Josvas tid havde flertallet af israelitterne jo ikke selv oplevet udvandringen af Egypten. Og få årtier senere var der ingen tilbage, der selv have været med den første, dramatiske påskenat. Hvorfor skulle de så ved påskemåltidet tale om, dengang »jeg« drog ud af Egypten?

Allerede de gamle rabbinere undrede sig. Den forklaring, de nåede frem til, lød således:

I enhver generation skal mennesket betragte sig selv, som om han var draget ud af Egypten. (Mishna Pesahim 10,5)

Rabbinernes forklaring blev en del af det faste ritual for påskemåltidet. Deltagerne i påskemåltidet mindes ikke bare, at Gud førte Moses og hans generation ud af Egypten. Men i og med at de deltager i påskemåltidet, er de selv delagtige i det, der skete dengang. Enhver jøde, der spiser påskemåltidet, skal derfor anse sig selv for at have været med i udvandringen af Egypten den første påskenat.

Dét er nøglen til Jesu ord om nadveren. »Ihukommelse« betyder ikke bare minde, men delagtighed. Nadveren er ikke bare et mindemåltid om en kær afdød. Nadveren er delagtighed i det, der skete med Jesus i påsken i Jerusalem.

Når Jesus siger, at vi skal fejre nadver til »ihukommelse« af ham, betyder det, at vi skal regne os for delagtige i hans død. Den, der deltager i nadveren, skal anse sig selv for at have været med i Jesu død. Han skal sige til sig selv: Jeg hang på korset sammen med Jesus, da han døde. Det var min straf, han bar; hans død var min død (2Kor 5:14). Derfor er jeg i evighed fri for fordømmelse og straf.

Ordene om, at enhver jøde skal regne sig selv som delagtige i udvandringen af Egypten, fik de gamle rabbinere til at bryde ud i lovprisning. Kristne, som har del i Jesu død, har ikke mindre grund til at deltage i den lovsang:

Derfor må vi takke, prise, herliggøre, ære, ophøje, lovsynge og love ham, som har gjort alle disse undere for vore fædre og for os. Han bragte os fra trældom til frihed, fra bekymring til glæde, fra sorg til en festdag, fra mørke til et stort lys og fra slaveri til forløsning - så lad os synge for ham det store Halleluja! (Mishna Pesahim 10,5)

Ole Andersen

Kilde: www.ordetogisrael.dk

Oversigt Over Personer

2012-03-02T18:17:00.001+01:00

Egild Kildeholm Jensen

Egild har forkynderens nådegave, han taler til menneskers hjerte, taler om alt det der binder, om synd og selvretfærdighed og om HAM der elsker os og ønsker at løse os, Herren Jesus Kristus der leder os ind i nådens og kærlighedens rige. Jeg har lært Egild at kende som en bibel glad person, der ydmygt bøjer sig for Guds ord og lader det stå som det står som Sandheds ord, og som samtidig har fået givet en indsigt, der gør ham i stand til at forkynde at Jesus er med, også der hvor livet gør ondt Det er befriende at høre Egilds forkyndelse der er tæt bundet til bibelen og han formår det som meget få er i stand til: at gøre bibelkundskab til en hjertesag.

Person:	Titel:	Type:
Egild Kildeholm Jensen	Jesus Stiller Stormen På Søen	Mp3 Lydfil
Egild Kildeholm Jensen	Kom Jesus For Sent?	Mp3 Lydfil
Egild Kildeholm Jensen	Tempelrensningen	Mp3 Lydfil

Eskild Særkjær

Person:	Titel:	Type:
Eskild Særkjær	En populær kristendom uden korsets kraft	Artikel
Eskild Særkjær	Juleevangeliet i stjernerne	Artikel
Eskild Særkjær	Hvad er sandhed?	Mp3 Lydfil
Eskild Særkjær	Pilgrimsvandringen	Mp3 Lydfil

Jesper Iversen

Jesper er bibelnørd og det der gør ham til bibelnørd er, at han elsker Jesus, Iversen har set, at det er i bibelen vi hører om Jesus, det er i bibelen vi møder Jesus og det er i bibelen vi bruger tid sammen med Jesus. Iversen har fokus på det centrale, Jesus på korset, og er ikke bange for at tale om helvede og fortabelse og opgør med selv ”de mindste synder” og han kalder til lydighed mod ordet ved nådens kraft. Men en af Iversens stærkeste sider er at han bekymrer sig og at han er oprigtig interesseret i andres folks liv, da han har fået formaningens nådegave.

Person:	Titel:	Type:
Jesper Iversen	Super S-day: Galaterbrevet	Mp3 Lydfil
Jesper Iversen	Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?	Video

Nicki Andersen

Person:	Titel:	Type:
Nicki Andersen	Om Bortryggelsen og Den Store Trængsel	Artikel
Nicki Andersen	Vidnesbyrd bragt i IMT	Artikel
Nicki Andersen	Åb 3:14; Jesus et skabt væsen?	Artikel
Nicki Andersen	Abraham ofre Isak	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Bartimæus	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Bibelen, Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	De Sidste Tider	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Den Store Trængsel, det fremtidige holocaust	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Ezekiel	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Forkyndelse der frigør	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Fundament der fastholder	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Fællesskab der favner	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Glæde	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Helligånden - Et frisk pust	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Helligånden den 3 person i Treenigheden	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Jeg har noget at sige dig Simon	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Jesu frelsergerning	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Jesus i Adams Slægtsbog	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Jesus vor ypperstepræst	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Judas´ Brev	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Korsets Dårskab	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Livet I Ham (Efeserbrevet)	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Hvorfor en bortrykkelse før den store trængsel ?	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Markus - En Konges Sind, En Tjeneres Hjerte	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Mormonerne	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Nådegaverne	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Når Troen Prøves	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	os, som har så stor en sky af vidner omkring os	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Salige Vished	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Simeons Lovsang	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Splittelse og Korset	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Super S-day: Galaterbrevet	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Sådan skal man betragte os: Kristen ledere	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Tjen Herren med glæde	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Tro ikke, at I kan sige ved jer selv	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Vores opstandelse og det evige liv V2	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Åbenbaringen	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Åndernes Verden	Mp3 Lydfil
Nicki Andersen	Hjælp til bibeloversættelser	Video

Ole Andersen

Person:	Titel:	Type:
Ole Andersen	Det Jødiske Påskemåltid og Evangeliet	Artikel
Ole Andersen	Profetisk Lys fra Israel til os (GT’s Domsprofetier)	Artikel
Ole Andersen	Guds navn: hemmeligheden i Israels historie	Mp3 Lydfil

Preben Dahl

Preben er velsignet med evangelist nådegaven, og han besidder et utrolig stort hjerte for Guds riges sag. Jeg har lært Preben at kende som en mand der elsker Jesus og har fået en lille flig af hans kærlighed til den fortabte verden, og det er den kærlighed der driver Preben til at gå på gademission, ringe på døre og uddele det lille blad ”et ord med på vejen” for at få den samtale om Ham, der døde for denne fortabte verden. Preben ønsker at lede til Jesus, for at forsone os med Gud og lade os få del i den kærlighed, Preben selv har mærket og når han forkynder skinner denne kærlighed tydeligt igennem. Selv når Preben udlægger svære stykker om Guds dom formår han at pege på Guds kærlighed og sorg over synden.

Person:	Titel:	Type:
Preben Dahl	Gud vil at alle mennesker skal frelses	Mp3 Lydfil
Preben Dahl	Laodikea	Mp3 Lydfil
Preben Dahl	På besøg hos pottemageren	Mp3 Lydfil
Preben Dahl	Troens Triumf Sang	Mp3 Lydfil

Samuel Roswall

Person:	Titel:	Type:
Samuel Roswall	Jesu Genkomst – hvad fortæller tegnene os?	Artikel
Samuel Roswall	Tusindårsriget – menneskers eller Guds værk?	Artikel
Samuel Roswall	De ti ord i jødisk og kristen forståelse	Mp3 Lydfil
Samuel Roswall	Har vi helt misforstået Jesus?	Mp3 Lydfil

Hvorfor en bortrykkelse før den store trængsel ?

2012-02-21T23:33:00.001+01:00

Hent mp3 filen her:

Hvorfor en bortrykkelse før den store trængsel ?

Nicki Andersen

Juleevangeliet i stjernerne

2011-12-29T14:35:00.001+01:00

Læs Matt. 2:1-2

De vise mænd kom fra Østerland (Sinear, nuværende Irak) og havde været på rejse i mange måneder, måske endda 2 år, jfr. v. 7 + 16. Men hvad var årsagen til, at de havde taget af sted? En ting er sikker. Man tager ikke på en så lang rejse, bare fordi man har hørt rygter om en eller anden konge, som skulle fødes så langt væk. Hvis de ikke havde en overbevisning om, at denne konge var en speciel konge, som havde STOR betydning - også for dem, så ville de være blevet hjemme og sagt: Hvad kommer denne fødsel os ved? Men de vidste det. Han var ikke bare jødernes konge, men også verdens frelser! Derfor havde de taget kostelige gaver med. Og derfor tilbad de ham, da de fandt ham, v. 11.

Men hvor havde de deres viden fra? Lidt forhistorie

Gud har givet alle stjerne/stjernebilleder navne, Es. 40:26. Astronomer ved, at der også er galakser 2000 millioner lysår ude i verdensrummet. Samt, at der mindst er 70 trillioner stjerner derude (Berlingske Tidende 24/7 03).

Mange af disse stjerners og stjernebilleders navne har Gud ifølge (ældgammel) persisk og arabisk astronomi, skabelsesberetninger og historie givet til mennesker gennem vismænd, som forstod sig på tiderne og som kunne gøre rede for ’Guds tale’ i stjernerne. De blev meget tidligt kaldt for astronomer (Astron+nomos = stjerne+ lov).

Der er altså særdeles god grund til at antage, at vismændene (de vise mænd) i Matt. 2 var astronomer, som kendte stjernernes navne og stjernernes beretning om,

hvem der skulle fødes (jødernes konge og verdens frelser).
hvor han skulle fødes, nemlig i Israel. De havde dog ikke den bibelske viden om, at det var i Bethlehem, og tog derfor som en selvfølge til Israels hovedstad.
hvornår: Kongen er nyfødt, jfr. v. 7.

Mange tror, at alt det med stjerner og stjernebilleder er et hedensk påfund. Her er det vigtigt at skelne mellem astronomi, som har en gudsgiven oprindelse, og astrologi, som er en forvansket og fordrejet efterligning, som påstår at være ’læren om stjernernes og himmellegemers betydning for det enkelte menneskes skæbne og livsløb’, jfr. Es. 47:12-13.

Det ser man, hvis man undersøger de enkelte stjerne/billeder på nattehimlen. På den nordlige halvkugle er Karlsvognen, Store og Lille Bjørn, Sydkorset, Slangen, osv. de mest tydelige og kendte. Men desværre kender de fleste ikke de enkelte stjerners navne og betydning, som på forskellig og enestående måde fortæller evangeliet om Jesus Kristus. Som udgangspunkt kan vi se på nogle vers fra Job:

Job 38:31-32 (Grundsproget): Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker? Kan du føre dyrekredsens stjernebilleder frem i rette tid. Eller kan du lede Store Bjørn med sine unger? .

Pointen er, at det ikke er os, men det er Gud, som binder og løser i himlen og på jorden. Det er ham, som fører dyrekredsens stjernebilleder frem. I forhold til jorden skifter de position på himlen, både i løbet af året, hvor solen bevæger sig rundt gennem de 12 stjernebilleder (huse), men også i løbet af 2000 år, hvor man i dette tidsalder ser et nyt stjernebillede fra samme jordiske position. Når dette sker, er der andre stjerner, som kommer mere i centrum end tidligere, fordi Gud ’i rette tid’ fortæller sin frelseshistorie på himlen billede for billede, som når man bladrer i en bog. Dvs., at det enkelte stjernebillede fortæller sin del af evangeliet. Gud har skabt dem alle for at de skal være et synligt vidne for menneskeheden. Det var således stjernebilledet ’´Fisken’, som varslede Jesu fødsel for 2000 år siden, og stjernebilledet ’Vandmanden’, som beretter om en Messiansk tidsalder, som snart bryder frem. Mere om dette senere.

I Job nævnes Orion, som betyder ’Han kommer frem som et lys’. Orien vises som en jæger med et bælte om lænden, som har sin v. fod på sin fjende. Orion har stjernenavne som: ’Han som kommer fra kvisten’ og ’han som er såret i hælen’.

’Bjørnen med unger’ refererer sandsynligvis til ’Store Bjørn’ og ’Lille Bjørn’, som tydeligt kan ses fra den nordlige halvkugle. Stjernebillederne fortæller, at ligesom bjørnen våger over sine unger, således våger ’den store hyrde’ (som en af stjernerne i Lille Bjørn hedder) over sin hjord. Store Bjørn betyder ’Den store flok’ og dens stjernenavne henviser til hyrdens får som ’det, som er talt, ’det som er købt’ og ’fåreflokken som er udvalgt’

Lille Bjørn betyder ’Indhegningen’ eller ’sikkerhed’. Dens stjernenavne fortæller om at ’vente på ham som kommer’ og ’den forløste forsamling’.

Job 26:13 … med sin hånd gennemborede han den flugtsnare slange’.

Når man studerer stjernebillederne, er det tydeligt, at ’Slangen’ på himlen er er lig med Satan, som på en bestemt tid gennembores af Skytten (oprindelig Bueskytten), som sigter på den med bue og pil. Skyttens stjernenavne er ’den stærke’, ’han, som er såret’, ’han som træder under fod’, osv.

Guds information i stjernerne er utrolig spændende ’læsning’ og giver et klart budskab om Jesus. Det vil være for langt at nævne alt det, som jeg har samlet om stjernebillederne og stjernenavne, og vil derfor nøjes med at give nogle få stikord:

Stenbukken hed oprindeligt ’lammet’ og ’lammet som slagtes’.
Vægten fortæller om frelse eller dom. Stjernebilledet viser den ene vægtskål vende opad og den anden nedad. I den øverste vægtskål lægges et lam for at tynge den ned. Stjernernes navne vidner om betydningen af denne handling: ’Lammet slagtes’, ’Giver sit liv’, ’Prisen for konflikten’, osv.

Et af de mindre stjernebilleder i Vægten hedder ’Crux’ (korset) på latin. På hebraisk Adom: ’at blive udryddet/afskåret’. Et andet stjernebillede hedder ’Victima’ (offer) på latin, og på hebraisk ’Atarah’ (den kongelige krone) og har stjernenavne som ’Han sejrer’. Stjernerne i ’Corona’ (kronen) er meget tydelige og fortæller om sejr.

I fiskens tegn findes ’Andromeda’ den lænkede kvinde, som i stjernebilledet ’vædderen’ løses af Cepius, ’den kronede konge’.
Tyren beretter om kongen, som kommer for at genoprette retfærdighed.
Tvillingerne beretter om forening (bryllup) mellem kongen (Kristus) og hans brud.
Løven beretter om sejrherren, som til sidst får al magt i himlen og på jorden
Til sidst vil jeg nævne stjernebillede Jomfruen, som konkret har med julens budskab i Matt. 2 at gøre, og som derfor i forbindelse med Jesu fødsel fortjener opmærksomhed. Stjernebilledet består af 110 stjerner. På hebraisk kaldes hun Bethulah (Jomfru), og på græsk Parthenos (pigen med jomfruelig renhed, og på arabisk Adarah (den rene jomfru). Alle traditioner forbinder stjernebilledet med en jomfru. Ligesom jomfruen bliver med barn står centralt i kristendommens historie, 1.Mos. 1:15, Es. 7:14 og Luk 1:30, således står det også centralt i Guds billedbog på himlen. En kort gennemgang:

I jomfruens stjernebillede er der 43 stjerner, som danner stjernekonstellationen Coma, som betyder ’Den ønskede’ eller ’Den, man længes efter’. I gamle stjernebilleder (f.eks. i ’Denderah’ 2000 år før Kr.) viser jomfruen med et barn i sine arme. Shakespeare kendte til det og taler om stjernebilledet som ’den gode søn i jomfruens skød’ (’the Good boy i Virgo’s lap’, Titus Andronicus, 1V, scene 3). Desværre er stjernebilledet lavet om, så det har mistet den evangeliske betydning. .

Jomfruen gengives i gamle stjernebilleder med en kvist med blade og rod (rodskud) i højre hånd og et neg med hvedeaks i venstre hånd (på græsk hed jomfruen ’Ceres’. Det er i øvrigt herfra, at ølfabrikanten Ceres har deres navn, og bruger stjernebilledets hvedeaks som deres symbol. Rodskuddet og hveden fortæller om 2 sider ved det barn, jomfruen skal føde. Han er et nyt skud på en gammel stamme, og han er den fuldmodne frugt.

Rodskuddet ’Netsær’

Rodskuddet i h. hånd hedder ’netsær’ og leder selvfølgelig og med god grund tanken hen på de bibelske profetier om Jesus, hvor nævnte rodskud på hebraisk hedder det samme, Es. 11:1, 10. Han er det friske skud, som skyder frem fra den gamle rod. Ordet ’nazaræer’ stammer fra dette ord. På græsk hedder stjernen da også ’Naz-eir-ere’, Nazaræren.

Es. 11:1 kan derfor også oversættes til: ’En nazaræer vil vokse (komme) frem fra Isajs rod’. Es. 53:2 er der et ordspil, og kan konkret betyde, at det ’skud’ som profeterne talte om, skal vokse op og bo i Nazareth. Det stemmer med, at der i Matt. 2:23 står, at Jesus voksede op i Nazareth og blev kaldt en nazaræer, jfr. Jødernes konge 4, side 226. Ordet ’nætzer’ betyder også at ’pleje’ og ’beskytte’. Det lille (guddommelige) skud behøvede pleje og beskyttelse, for det kom som et barn.

En af stjernerne i rodskuddet hedder på arabisk ’Al Murredin’, som betyder: ’Den som kommer ned’, eller, ’Den som skal herske’). På kaldæisk hedder stjernen Vindermiatrix, som både kan betyde ’Sønnen’ og ’Rodskuddet, som kommer’.

Spiren ’Zemak’

I venstre hånd ses som nævnt et neg med hvedeaks. Jesus omtaler sig selv som hvedekornet:

John. 12:24 ’Hvis hvedekornet ikke falder til jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold’.

En af stjernerne i neget skiller sig ud ved at være meget klar, og er derfor den man fokuserer mest på. På arabisk hedder stjernen ’Al Zimmach’ (rodskud, spire, gren), på hebraisk ’Tsemach (oversat Zemak). Zemak bliver i GT brugt som et selvstændigt navn på Messias, Zak. 6:12.

Der er altså to navne, som specielt gør sig bemærket, nemlig ’Netzer’ og Zemak, som begge peger på den samme frelser, der ’skyder frem’. Men der er alligevel stor forskel. Rodskuddet ’Netser’ beskriver nemlig Jesus som et menneske, som skyder frem fra Isajs rod, mens Zemak i Zak. 6:12 beskriver hans guddommelige oprindelse, at han er den sande Gud, som derfor kommer fra sin egen rod, jfr. Zak. 3:8, Jer. 23:5-6, Es. 9:6.

- - - - - - - - - - - - -

Dette er en del af den himmelske beretning, som de vise mænd helt sikkert har kendt. Det er muligt, at de derudover havde indsigt i den jødiske tro og overlevering, f.eks. fra de jøder, som i 722 før Kr. blev bortført af Assyrien og kom til at bo landflygtighed i netop det område, som de vise mænd kom fra. De har i alle fald grundet over budskabet – og har spejdet efter hans (specielle) stjerne. Når den viste sig, så ville jødernes konge og verdens frelser fødes, og det ville de selvfølgelig ikke gå glip af. Og da de så stjernen, tog de straks af sted. Kan det være den samme stjerne, som GT siger, vil komme til syne, når Messias kommer?

4. Mos 24:17 Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En stjerne opgår af Jakob, et Herskerspir løfter sig fra Israel!

I Bibelen har stjerner ofte en overført betydning, men kan også mange gange være en konkret henvisning til himlens stjerner, Salme 19:1, Luk. 21:25, Åb. 12:4-5. Omkring den tid, hvor Jesus blev født, var der i alle fald to helt specielle tegn i stjernerne, som sandsynlig har spillet en vigtig rolle (hovedrolle) i forbindelse med de vise mænds rejse.

Som nævnt skifter de enkelte stjernebillederne position i forhold til jorden for hvert 2000 år, så man ved Jesu fødsel kom ind i ’Fiskens stjernebillede’ (og tidsalder). Ifølge gamle jødiske overleveringer (fra Gud) var ’Fiskens tegn Israels og Messias tegn’, og når man kom ind i dette stjernebillede, ville Messias komme til syne. Da det skete, var de vise mænd klar til at tage af sted.

(Som parentes kan nævnes, at vi ca. år 2000 er på vej ind i ’Vandmandens’ eller mere korrekt Vandbærerens (Aquarius) tidsalder. Stjernebilledet afbilledes af en mand med 2 spande, som udgyder vandet (som ’Fiskene’ drikker). Stjernebilledet beretter om ’ham’, som kommer (igen) fra det fjerne som frelser og som dommer – og vil skabe fred og retfærdighed for alle. New-Age har totalt fordrejet dette budskab til at betyde, at den nye tidsalder vil medføre, at der i stedet for kristendom vil komme en ny verdensreligion, som styres af en global verdensleder (Antikrist).

Meget tyder på, at år 7 før vor tidsregning kan være året for Jesu fødsel. I det år skete der det, at de 2 planeter Saturn og Jupiter ’smeltede sammen’ i ’Fiskens stjernebillede’, og udgav et stærkt lys, så det bogstaveligt så ud til, at en ny stjerne blev født. I dette år havde disse 2 planeter hele 3 sammensmeltninger. Dette kan forklare, at de vise mænd tilsyneladende så stjernen flere gange, Matt. 2:2, 9.

Den jødiske forfatter og rabbiner Abarbanel havde fx skrevet, at ’i konjuktionen mellem Jupiter og Saturn i Fiskenes stjernebillede skulle Messias fødes’. Mange jødiske forskere har beskrevet det samme. Det stod helt klart, at fremkomsten af disse 2 planeter skabte en stor forventning om, at en konge ville fødes i Israel. Men det var ikke bare jøderne, som tillagde tegn i disse planeter en stor betydning:

Jupiter var hos alle folk og til alle tider lykke- og kongestjernen.
I babyloniske astronomi var Saturn Syriens og Palæstinas specielle stjerne. Efter gamle jødiske overleveringer var Saturn Israels skytsstjerne.

Det kan som nævnt være ’denne stjerne’, som sammen med de andre himmelske ’tegn’ fik de vise mænd til at tage på den lange rejse til Jerusalem for at finde ’jødernes nyfødte konge’. Og da de nåede frem blev de fyldt af en stor glæde. De vidste, de var ved målet, at de havde fundet ham, som de har læst om (i stjernerne).

Eskilds Kilder:

Udfordringen, 23/1 1997
Oskar Edin Indergaard: Jesu Gjenkomst, bind 5, s. 28-135.
E. Raymond Capt: The Glory of the Stars, a study of the Zodiac.
Gamle optegnelser fra tidl. studie fra div. bøger
http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=1208
http://www.froebelsem.dk/stjerner
http://www.astronomi.no

Eskild Særkjær

Kilde: www.jesus-lever.homepage.dk

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

2011-12-01T15:01:00.001+01:00

Open publication - Free publishing - More bibelen

Hent bogen som pdf her

Tusindårsriget – menneskers eller Guds værk?

2011-11-29T15:37:00.001+01:00

Tusindårsriget skaber ofte splid og forvirring hos kristne. En stor hjælp til afklaring er at undersøge tusindårsrigets art. Hvem er det egentlig, der opretter tusindårsriget? (Fodnoter er anbragt under artiklen)

Det ligger i menneskets natur, at vi gerne vil ændre tingenes tilstand til det bedre. Og uanset om vi tænker på det eller ej, så er vi i det forehavende Guds medarbejdere.

Da skabelsen var til ende, betragtede Gud sit skaberværk, og »han så, hvor godt det var«¹. Herren gjorde mennesket til sin medarbejder i varetagelsen og bevarelsen af skaberværket ². Og han er ikke karrig med at bistå mennesket med det nødvendige i opgaven og skelner i den forbindelse ikke mellem onde og gode³.

Men efter syndefaldet er vi ikke tilfredse med at være medarbejdere. Vi er blevet besatte af tanken om at rejse en ny verden – uafhængig af Gud. Første forsøg blev gjort med bygningen af Babelstårnet⁴. Derefter er det gået slag i slag.

Efter Jesu første komme har nogle kaldt målet med arbejdet for en ny og bedre verden for »tusindårsriget« – naturligvis inspireret af, at der i Bibelens sidste bog tales om »de tusind år«. Samtidig må vi konstatere, at det, som Bibelen lærer om tusindårsriget, er blevet misbrugt – lige som så meget andet i den hellige skrift.

Misbruget

I alle de forsøg, som mennesker har gjort for at oprette tusindårsriget, er der et gennemgående træk: Man har ikke taget højde for en grundlæggende forudsætning for det tusindårsrige, som Bibelen taler om, nemlig at i de tusinde år er Djævelen bundet⁵.

Når mennesket med sine egne kræfter forsøger at oprette et tusindårsrige, mens Fanden stadig er løs, bliver resultatet en karikatur. Så kan man nok så meget kalde drømmen for tusindårsriget – det er og bliver et menneskeligt misfoster.

Lad os kort betragte tre sådanne misfostre.

En af oldtidens kættere, Kerint, skrev om tusindårsriget cirka år 100 e.Kr. Vores kendskab til ham stammer fra kirkefædrene Irenæus og Euseb. Kerint beskrev tusindårsriget som en tid med materiel overflod og kødelig lyst. Det måtte kirkefædrene naturligvis tage afstand fra.

For det andet kan vi nævne, hvad der skete på reformationstiden. Her møder vi tanken om et tusindårsrige blandt andet hos en gruppe, som hed melkioriterne. De ville oprette et sådant rige med vold og magt. I byen Münster indførte de et blodigt og usædeligt styre. Historisk er det på den baggrund, at de lutherske bekendelsesskrifter tager afstand fra, at »de fromme forud for de dødes opstandelse skal overtage herredømmet i verden, efter at de ugudelige overalt er undertrykt«⁶.

For det tredje kan vi nævne et træk fra det 20. århundredes missionstænkning. I 1910 blev der i Edinburgh holdt en stor missionskonference. Her var visionen »verdens evangelisering i dette slægtled«, forstået som arbejdet med at føre mennesker til frelsende tro. Men en anden strømning fik hurtigt stor magt, nemlig tilhængerne af det såkaldte sociale evangelium, i international sammenhæng kaldet »Social Gospel«. Tilhængerne af det mener, at det er kirkens opgave at forandre det nuværende samfund til et demokratisk idealsamfund. Kirken skal ikke formidle frelse, men bidrage til at skabe retfærdige forhold. Nøden i verden skal afhjælpes. Ja, og årsagerne til nøden skal bekæmpes. Synd er ikke en tilstand hos det enkelte menneske, men i samfundet. »Social Gospel« kan siges at være en liberal udgave af postmillennialismen – altså den opfattelse, at Kristus først kommer igen, når tusindårsriget er oprettet.

Fælles for alle tre »udgaver« af tusindårsriget er, at dette opfattes som et resultat af menneskets indsats. Udgaverne er hentet fra tre forskellige tidsepoker (oldtid, middelalder og moderne tid), men de har et fællestræk. De tager ikke højde for den virkelighed, at »Djævelen går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at opsluge«⁷.

Når mennesker arbejder for at afhjælpe nød og elendighed og bedre forholdene for Guds skabninger, er det udtryk for, at vi tager kulturbefalingen og dermed vores forvalteropgave alvorligt. Derfor vil vi i et sådant arbejde også være i pagt med Skaberens tanke.

Noget helt andet er det, hvis vi bliver indfanget af en tanke om, at det er vores opgave at etablere det, som i virkeligheden hører fremtiden til, nemlig at oprette det rige, som kun Gud selv kan oprette. Så risikerer vi at blive indfanget af Den Ondes lyst til at efterligne Gud og sætte vort eget produkt i stedet for Guds - og så går vi ikke længere Guds ærinde.

De tusinde år i Bibelen

Jamen, hvad er det så, der er så karakteristisk i Bibelens tale om de tusinde år?

De tusinde år i Bibelen er ikke et resultat af menneskelige anstrengelser, men af Guds indgreb. I virkeligheden kan vi sige, at Gud opretter dette rige på ruinerne af menneskehedens værk. Lad os prøve nærmere at undersøge dette.

Vendingen »og jeg så« bliver af Johannes brugt otte gange i kapitlerne 19, 20 og 21 i Bibelens sidste bog⁸. Vel for at understrege, at der er en kronologisk sammenhængende udvikling i de ting, han så⁹.

Guds indgreb består i, at Jesus kommer igen. Hans navn er »Guds ord«, og han fremstilles som rytteren på den hvide hest. Hans komme bliver beskrevet i dramatiske vendinger, og det kan kun blive dramatisk, når det kommer til konfrontation mellem Kristus og hans modstander, der her træder frem i skikkelse af sine repræsentanter (Dyret og Den falske profet).

Vi kan altså sige, at det alene er Jesu komme og ikke menneskers indsats, der giver mulighed for, at de tusinde år kan virkeliggøres.

Djævelen bliver bundet. Billedet med bindingen bliver af teksten selv fortolket på den måde, at Kristus får en engel til at fratage Satan hans magt til at forføre folkeslagene¹⁰. Endnu er tiden ikke til, at han bliver en del af fortabelsen, som netop er beredt ham og hans engle¹¹.

I en vis forstand har Satan altid været »bundet«. Det var vist Luther, der omtalte ham som »Guds lænkehund«. For eksempel var det Satan, der stod bag det, som ramte Job. Men bagest stod Gud, som havde givet tilladelsen til, at Satan rørte Job¹². Når Satan afsluttende fører krig mod de hellige, kan han kun gøre det, fordi der bliver givet ham magt til at gøre det¹³. Hidtil har Djævelen været bundet i den forstand, at der har været grænser for hans magtudfoldelse. Men samtidig har han været »løs«. Som allerede nævnt skrev apostlen Peter, at han »går omkring«. Og det gør han, efter at Jesus har fået al magt … på jorden¹⁴. Satan har således ikke indtil nu været frataget magten til at forføre mennesker. Det er, hvad Paulus udtrykker med den forfærdende beskrivelse af Guds modstander som »herskeren over luftens rige, der virker i ulydighedens børn«¹⁵.

Menneskets forsøg på grundlæggende at ændre vilkårene i denne verden – enten ved sværd eller på anden magtfuld måde – kan ikke føre til tusindårsriget. Tusindårsrigets nye verdensorden kan først blive til virkelighed, når Satan er bundet. Og der er kun én, der har magt til at iværksætte den binding, nemlig ham, der i den usynlige verden allerede har stillet Satans magter offentligt til skue¹⁶.

Resultatet af Kristi komme og Satans binding fører til, at der i de tusinde år bliver en ny »magtstruktur«. Der er nogle, der bliver »konger med Kristus i tusind år«¹⁷. De er konger sammen med Kristus. Han er altså den egentlige hersker, for alle Guds løfter har deres ja i ham¹⁸. Da Jesus kom til jorden første gang, var det som »det slagtede lam«. Og det præger Kristi rige i dag. Når han kommer anden gang, bliver det som »løven af Juda stamme«. Og det kommer de tusinde år til at bære præg af.

Men Kristus vil altså regere sammen med sine hellige, som får givet domsmagt, det vil sige regeringsmagt¹⁹. I Åbenbaringsbogens tekst om de tusinde år nævnes særligt martyrerne, som med livet som indsats ikke har bøjet sig for Djævelens repræsentant, Dyret.

De, som skal herske sammen med Kristus, bliver levende og bliver konger med Kristus i tusinde år²⁰. I teksten siges, at denne levendegørelse sker i forbindelse med »den første opstandelse«. Den omfatter kun dem, som er døde i troen på Kristus. Det hedder nemlig i teksten, at de, som opstår, er salige og hellige²¹. De andre døde opstår altså først senere, når de tusinde år er omme. Det svarer til, hvad Paulus skriver om opstandelsen i forbindelse med Herrens komme, nemlig når han taler om en opstandelse, der omfatter dem, »der er døde i Kristus«²².

Israel i de tusinde år

Endelig vil vi vende os til spørgsmålet om Israels rolle i de tusinde år. Den er ikke direkte nævnt i Åbenbaringsbogens tekst. Men for det første er der grund til at nævne, at Djævelen efter de tusinde år forsøger et hævntogt, et sidste oprør mod Herren. Og i den forbindelse vil han sammen med sine folk omringe »den elskede by«²³, som ikke kan være nogen anden end Jerusalem.

Dernæst kommer man ikke uden om at måtte vurdere sammenhængen mellem Åbenbaringsbogens tekst og ordene i Det Gamle Testamente om det rige med fred og retfærdighed, som Gud vil oprette ved Messias.

Gud søger gennem hele frelseshistorien at arbejde frem mod, at »Jorden skal fyldes med kundskab om Herrens herlighed, som vandet dækker havets bund«²⁴. I dette arbejde gør han brug af Israel, som han også kalder sin tjener²⁵. Ja, Herren ønsker faktisk at vise sin herlighed ved Israel²⁶. Og i sidste instans vil kendskabet til Herren blive fremmet ved Israel²⁷.

Det er hele den tankegang, der ligger til grund for Peters ord i Salomos søjlegang, hvor han taler om, at »de tider skal komme fra Herren, da vi kan ånde frit, og han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer [dvs. jøderne], og det er Jesus; han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund«²⁸.

I disse ord understreger Peter, at der er en sammenhæng mellem

1) Israels frelse, 2) Jesu genkomst og 3) opfyldelsen af profetierne om fredsriget.

Et evangelium

I denne artikels overskrift blev der spurgt, om de tusinde år vil være menneskeværk eller Guds værk. Forhåbentlig har artiklen besvaret spørgsmålet. I hvert fald har det været hensigten at understrege, at talen om de tusinde år er et evangelium om Guds kommende, store gerninger.

Lad os slutte med nogle ord om de tusinde år af den betydelige tyske missionsteolog, professor Peter Beyerhaus²⁹:

»Israels omvendelse vil markere forandringen fra verdens-evangelisering til verdens-kristianisering. Den opgave, som for nærværende er overdraget kirken, er ikke politisk at bringe folkeslagene ind under Kristi lov, som den er udtrykt i bjergprædikenen. Under de nuværende forhold, hvor Satan ikke er bundet, er dette simpelthen ikke muligt. Men i det messianske rige bindes Satan og vil ikke mere være i stand til at forføre folkeslagene (Åb 20,3). Derfor vil også fredens herredømme, udøvet gennem Israels virksomhed fra Zions bjerg, oprette en lang, varig politisk fred«.

--------------------------------------------------------------------------------

Noter

1 Mos 1,31.
1 Mos 1,26ff.
Matt 5,45.
1 Mos 11,1ff.
Åb 20,2.
Den augsburgske bekendelse, artikel 17.
1 Pet 5,8.
19,11, 19,17, 19,19, 20,1, 20,4, 20,11, 20,12 og 21,1.
At der historisk er en rækkefølge i det, Johannes så, understreges yderligere ved at sammenholde 19,20-21 med 20,10. Nedstyrtningen i 19,21 sker før de tusinde år, medens nedstyrtningen i kap 20,10 sker efter, idet der her gøres den tilføjelse, at dyret og den falske profet var i ildsøen fra før.
Åb 20,3.
Matt 25,41.
Job 2,6.
Åb 13,7.
Matt 28,18.
Ef 2,2. Forskellen fra nu og til tusindårsrigets nye virkelighed har Asschenfeldt-Hansen beskrevet på denne måde i sin bibelforklaring Fra Guldgruben, bind 8, side 725: »At Djævelen nu indespærres i tusinde år, vil tydeligt nok sige, at han udelukkes fra al umiddelbar virksomhed på jorden, han kan ikke længere føre an i kampen mod Guds rige, ikke længere ophidse og samle folkemasserne til den onde strid, ikke længere pine og plage de enkelte sjæle med sine gloende pile. Dermed er dog ikke sagt, at al fristelse og synd er forsvunden fra jord. Men syndens og vantroens magt vil i høj grad være svækket og lammet. Medens vi nu bestandig i hver eneste fristelse have med Djævlehæren at gøre (se Ef 6,12: »Vi have ikke kamp mod kød og blod, men mod fyrstendømmer og magter«) vil det i tusindårsrigets dage hedde: Vi have kun kamp mod kød og blod, og det vil mærkes som en lykkelig omskiftelse.«
Kol 2,15.
Åb 20,4.
2 Kor 1,20.
Kristus og hans hellige som herskere er en sammenstilling, vi møder flere steder i Bibelen. Se f.eks. Åb 5,8-10, hvor der tales om mennesker af alle folk, som bliver et kongeligt folk, præster for Gud, som skal være konger på jorden. Endvidere kan henvises til Dan 7,22, hvor der tales om den Højestes hellige, og om at de hellige overtager kongedømmet.
Åb 20,4.
Åb 20,6.
1 Tess 4,16 og 1 Kor 15,23.
Åb 20,9.
Hab 2,14 – se også Sl 72,8, Zak 9,10 og Rom 8,19-23.
Es 41,8-9; 43,10; 44,1 og 45,4.
Es 44,23.
Ez 37,28.
ApG 3,20-21.
Bogen Guds plan med Israel og folkene s. 24 (Ordet og Israels forlag 1976).

Kilde: www.ordetogisrael.dk

Samuel Roswall

Jesu Genkomst – hvad fortæller tegnene os?

2011-11-29T14:49:00.001+01:00

Jesus lovede, at han en dag vil vende synligt tilbage til jorden for at stoppe alt ondt og oprette Guds rige synligt. Samtidig gav Jesus sine disciple nogle tegn, så de kunne fornemme, når dagen for hans genkomst nærmer sig. Samuel Roswall gennemgår disse tegn.

Når vi læser evangelierne, ser vi, at Jesu disciple kunne være frustrerede over det, som skete med Jesus. For de oplevede, at det ikke var alle Det Gamle Testamentes løfter om Messias, der gik i opfyldelse. Alligevel lykkedes det for disciplene at fastholde troen på Jesus som Messias.

Årsagen var, at Jesus lod dem forstå, at han ville komme en gang til – med magt og megen herlighed (Matt 24,30).

Peter fangede pointen, for i en af sine store taler siger han, at Jesus skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund (ApG 3,21).

Jesus vil altså komme igen. Spørgsmålet er så bare: Hvornår?

Alle forsøg på at sætte årstal på Jesu genkomst har måttet revideres! Men alle disse fejlslagne »målebånds-forsøg« må ikke få os til at sige, at vi slet ikke kan vide noget om, hvornår Herren kommer.

Jesus selv taler i Mark 13,29 om, at hans disciple – ved at lægge mærke til, at nogle bestemte begivenheder indtræffer – skal kunne vide, at han står lige for døren.

Endvidere ser vi i de to breve til thessalonikerne, hvordan Paulus vejleder menigheden. Han omtaler her rækkefølgen i endetidens begivenheder for at fortælle, at Herrens komme ikke er lige forestående.

Tegnene

Jesus og apostlene har talt om forskellige begivenheder som tegn på Jesu forestående genkomst.

Formålet er ikke, at det skulle være et mål i sig selv at beskæftige sig med disse tegn og eventuelt sætte dem i et særligt system. Det er jo ikke tegnene som sådan, der inspirerer til at leve et frugtbærende kristenliv. Hensigten er i stedet, at de skal hjælpe os til at fokusere på Jesus som vores håb og dermed styrke forventningen om hans kommende rige og foreningen med ham.

I anden anledning sagde Jesus nogle klargørende ord, der kan inspirere til sund forventning: Jeg siger det til jer allerede nu, inden det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er (Joh 13,19).

I øvrigt vil det altid være forbundet med et skøn at registrere hændelser som tegn på Jesu genkomst. For at forklare det har Jesus brugt billedet med veerne hos en fødende kvinde.

I Jesu endetidstale talte han om begyndelsen på veerne (Matt 24, 8). Veer er tegn på en forestående fødsel. I starten er de ikke så stærke, og der er lang tid imellem dem. Men som tiden nærmer sig, bliver der kortere imellem dem, og de tager til i styrke.

I talen (Matt 24, Mark 13 og Luk 21) nævnte Jesus nogle ting, der vil vise sig som tegn på hans genkomst. Men de begivenheder, som nævnes, har på en måde altid fundet sted. For eksempel har der altid været naturkatastrofer og stridigheder mellem folk. Men efterhånden vil de tage til i intensitet og hyppighed.

Hvad er det for tegn, Jesus nævnte?

Krige

Siden syndefaldet har krig været brugt som et middel til at afgøre indbyrdes uoverensstemmelser. Alligevel har Jesus omtalt krig som et endetidstegn. Først som krigslarm og rygter om krig. Siden hen skulle folk rejse sig mod folk, og land imod land (Matt 24,6-7).

Det er en udvikling, vi kan nikke genkendende til. Der har altid været lokale konflikter. Men 1900-tallet blev med to verdenskrige på særlig måde en foreløbig kulmination.

I øjeblikket er det lykkedes verdens magthavere at inddæmme konflikter; men det er som om rygterne om mere omfattende konflikter ligger og lurer under overfladen. Det sker med udgangspunkt i mellemøstkonflikten.

Kristi genkomst beskrives i øvrigt i Åb 19,11ff meget voldsomt. Han omtales her som Kongernes Konge og Herrernes Herre, der vil gøre regnskabet op med folkeslagene.

Naturkatastrofer

Jesus talte om, at sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv (Matt 24,7).

Igen er der tale om noget, som har fundet sted til alle tider. Endvidere skal man være opmærksom på, at kendskabet til jordskælv og andre naturkatastrofer øges efterhånden som kommunikationen udbygges. Desuden bliver katastrofernes konsekvenser øget med stigende befolkningstæthed.

Men når det er nævnt, kommer man ikke udenom, at naturkatastroferne de sidste hundrede år har været meget voldsomme. Seismologer har faktisk hævdet, at de store jordskælvs antal er vokset støt de sidste 400 år.

For mange står det stadig klart, hvad der skete anden juledag 2004. Det var dagen for den store tsunami, der ramte Thailand og andre lande i Sydøstasien. Dagen gav mindelse om, at der i adventstiden netop var prædiket over teksten, hvor Jesus siger: på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen (Luk 21,25).

Naturkatastrofer har i øvrigt sammenhæng med det, som Jesus også talte om, nemlig hungersnød.. Et eksempel på det har vi i de seneste års meget voldsomme regnskyl. Tænk blot på de konsekvenser, det har fået for et land som Pakistan.

Falske profeter

Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild (Matt 24,11).

De huserede allerede i Oldkirken, og de har gjort sig gældende på forskellig vis til forskellig tid. Endvidere har det været helt almindeligt, at de har optrådt i kirkelig forklædning. Men fra slutningen af 1800-tallet er der begyndt en systematisk nedbrydning af tilliden til Bibelens vidnesbyrd om Gud. Og resultatet er temmelig synligt i de gamle kirkesamfund.

Det har længe været almindeligt, at teologien har arbejdet på at fortolke sig bort fra det, som er Bibelens eget vidnesbyrd. Det gælder på stort set alle punkter, hvor Bibelen ikke passer ind i det, som vi ud fra et alment menneskeligt synspunkt kræver af den.

For eksempel finder nogle det utåleligt, at Bibelen både taler om en evig frelse og en evig fortabelse, og at ikke alle ender med at være Guds børn. Og på det sidste presses der voldsomt på, for at kirken skal kunne vie to af samme køn. Det må anses for en hån over for dem i blandt os, der må leve med homoseksuelle følelser og samtidig ønsker at leve efter Guds tanker med menneskelivet.

Endvidere kan vi i denne sag registrere, at ledende folk i kirken ikke længere omtolker, hvad Bibelen lærer, men i stedet siger: Sådan siger Bibelen, men sådan siger vi.

Når mennesker, der har ansvar for at forvalte Bibelens budskab, siger sådan, er der tale om falske profeter, der fører mange vild.

Israel

Der har altid været kristne, der har forstået Israel som en »viser på Guds frelseshistoriske ur«. Hvorfor? Lad os prøve kort at se på årsagen.

På Jesu tid var der mange – specielt blandt de ledende – der betragtede Jesus som en åndelig fjende. Og han måtte med tårer konstatere, at han ikke blev taget imod af sit folk. Men en dag skulle det blive anderledes. I Luk 21 talte Jesus om, at landet ville gå nationalt i opløsning. Men det vil kun vare »indtil … hedningernes tider er til ende« (v 24). Så skal der åbenbart komme et vendepunkt, hvor Israels folk ikke længere er spredt, og hvor Jerusalem ikke længere bliver nedtrådt af andre folk.

Men Jesus talte også om en åndelig forandring i Israel. En af sine stærkeste advarsler sluttede han med ordene: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: »Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!« (Matt 23,39). Folkets afvisning af Jesus vil altså en dag blive vendt til folkets modtagelse af ham.

I tilknytning til talen om endetiden ser vi altså, at Jesus talte både om en national og en åndelig genfødelse af Israel.

Denne sammenkædning af nationale og åndelige begivenheder svarer til profeternes vidnesbyrd (for eksempel Ez 36,24 og 27). Og hos Paulus (Rom 11,26) ser vi, at han nævner hele Israels frelse i direkte tilknytning til Jesu genkomst. (I sagens natur må Paulus med Herrens komme have ment hans andet komme. Første komme var for længst afsluttet med Jesu himmelfart).

Samlende kan vi altså sige, at Bibelen sammenkæder en national fornyelse af Israel med en åndelig genfødelse og Jesu genkomst. Hvad der historisk er sket med Israel de sidste hundrede år vidner således om, at vi er på vej mod et kommende frelseshistorisk vendepunkt.

Mørke og håb

Bibelens tale om tegnene på Herrens genkomst synes at pege frem mod en tid med ufred og åndeligt mørke. Men Jesus har altså ønsket, at vi er her (Joh 17,15).

For det andet har han om den tid, hvor tegnene for alvor viser sig, sagt: Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig (Luk 21,28).

Mon tæppet snart går for næste akt i Guds store frelseshistoriske drama?

Samuel Roswall er tidligere formand for Ordet og Israel og forfatter til en lang rækkebøger om bibelske emner og Israels historie.

Kilde: www.ordetogisrael.dk

Samuel Roswall

En populær kristendom uden korsets kraft

2011-11-29T14:20:00.001+01:00

Et andet kristendomssyn

I de sidste år har mange kristne fået et andet kristendomssyn. Den går i sin korthed ud på, at vi mere må være som verdens børn for at kunne vinde dem for Kristus. I stigende grad forsvares en kristendom, som vedr. moral ikke skiller sig væsentligt ud fra den, som er herskende i verden. Mange kristne undervises i, at det er forkert at hævde en speciel kristen moral. F.eks. gør mange kristne ledere sig til talsmænd for, at ’det vigtigste er at mennesker møder Jesus’, uden at man behøver at tale om omvendelse og efterfølgelse. I den sidste tid har kristne fået flere og flere populistiske shows på banen – som f.eks. fremgår af overskrifter som:

’Juleshow, bragende succes’ (Korsets Evangelium, jan/2002),
’Vi væltede os i nåde’ (Oasenyt nr. 4/2001-02) og ’Katolske mirakler’ (Udfordringen nr 5/2002) for blot at nævne enkelte.

I øvrigt mener Udfordringen som så mange andre kristne, at når mennesker SER mirakler, så vil de for alvor komme til at tro på Jesus.

I sin ivrighed for, at mennesker får et møde med Jesus, har man glemt betingelserne for, at det er ’ordet om korset’, at mennesker bliver ’født på ny’ og det kan ingen gode oplevelser (følelser) erstatte. Der er ingen andre veje til frelse! Ordet om korset kan nok ikke samle ligeså mange mennesker, men det er vigtigt, at vi ikke forsøger at gøre vejen til himmelen bredere end den, som bibelen beskriver. Det er der faktisk flere kristne, som er begyndt at påstå! Overfor sine disciple beskrev Jesus, at der var en pris at følge ham, men hvor meget tales om det i dag? Jesus overgav os heller ikke en ’populær’ kristendom, men et budskab om korset, som aldrig bliver så ’populær’ blandt ikke kristne, som de såkaldte helbredelsesmøder er blevet det.

Mange flokkedes dengang om Jesus, da de så hans mirakler og tegn, men han afviste aldeles at lade sig hylde som konge af alle andre end dem, som tog imod ham som frelseren. Og sådan er det stadig. Dengang fik det mange af hans disciple til at sige: ’Dette er hård tale, hvem kan holde ud at høre den’? (John. 6:60). Og sådan er det også i dag.

Et andet evangelium – og en anden Jesus!

Og derfor er man i fuld gang med at lave evangeliet om, så der tilsyneladende bliver flere ’kristne’.

Men det er som sagt ikke den gode oplevelse, som frelser nogen, men om de omvender sig og tager imod Jesus (fødes på ny). I dag er man i gang med at lave et nyt tilpasset ’koncept’, som skal få flere mennesker til at blive kristne, selvom det sker på bekostning af ’ordet om korset’ og den kristen moral og etik. Evangeliet skal for enhver pris præsenteres uden at forarge, og dermed har man degraderet evangeliet til at være ’et andet evangelium’, hvor der er stor risiko for, at det også er en anden ånd og en anden Jesus, som de så kommer i kontakt med.

I dag tales der meget om succesen ’Alpha’, hvor man kan præsentere en Jesus, som er anderledes end bibelens Jesus. En Jesus, som de kan møde, uden at de behøver at tage et opgør med synden og uden at de behøver at blive præsenteret for bibelens ’negative’ budskab om korset alene. Dette præger vidnesbyrdene fra dem, som har været på Alpha-kursus. De fleste taler om det gode sociale samvær og om Helligåndens manifestationer. Men de allerfleste af dem taler slet ikke om Jesus. Det er ligesom om, at der ikke sådan er rigtig er brug for ham i Alpha. På et Alpha-video bliver Helligånden således omtalt rigtig mange gange, men Jesus bliver kun omtalt én gang.

Nøgleord er, at ’søgerne’ skal have det rart og sjovt i et kristent socialt fællesskab, men hvor budskabet om omvendelse, synd, korset og fortabelse på det nærmeste helt er sorteret fra, så at de ikke-kristne ikke skal blive afskrækket, men få en behagelig oplevelse. Og derfor er det den gode oplevelse, som sættes i fokus, uanset om der er tale om god mad eller åndelige oplevelser, og derfor er der ikke plads til budskabet om den smalle vej.

’Vi ér taget ud af verden’

Det er ikke noget galt i socialt fælleskab med ikke-kristne. For at nå mennesker med evangeliet er det selvfølgelig nødvendig, at vi er menneskefiskere, så at vi når mennesker hvor de er. Men det er ikke ensbetydende med, at vi skal sænke bibelens standard for frelse og helligelse. For bibelen siger, at ’vi ér taget ud af verden’ og vores ’borgerskab ér i himlen’, og er Guds ambassader på overfor mennesker i denne verden. Og som ambassadør er vi forpligtet til at være talsmand for Gud, og være 100% tro overfor det ord, som han har givet os. Han har ikke givet os myndighed til at ændre på hans ord, selvom vi mener, at der er en bedre metode end den han har anvist.

Det er forfærdeligt, at kristne er sunket så dybt i sin forståelse af evangeliets storhed, at man tror, at man (bedre) kan præsentere påskens budskab, hvis det tilsættes flaminco-dans (Udfordringen nr. 8/02). Argumentet er, at

’flamenco er fuld af passion, smerte og medfølelse. Derfor er flamenco ideelt til påskens budskab’.

Indenfor de sidste år er det blevet mere og mere almindeligt, at kristne samarbejder med ikke kristne om div. ’kristne’ projekter, og derfor er der som den største selvfølgelighed både ateister og katolikker blandt danserne. Også her er kristne tilsyneladende blevet helt ligeglade med, at Gud har sagt i sit ord, at alt vedr. vores gudsforhold og gudstjeneste skal være ’helliget Herren’, og derfor er det kun de troende, som må være med til opbygge Herrens helligdom (Kristi menighed). Dette fremgår f.eks. mange gange i GT som forbillede på NT, f.eks.:

2 Mos. 35:31 ’Herren har… fyldt ham med Guds Ånd, med kunstsnilde, kløgt og indsigt i alskens arbejde…’ (se også 2. Mos. 28:3 og 35:21).

Bemærk, at det her drejer sig om alskens arbejde, som gøres for Herren, samt, at det kun må være nogle, som af Herren er fyldt med Guds Ånd. Men kan kristne få sig selv til at tro, at Gud nok alligevel vil velsigne?

I samme nr. af Udfordringen står der om et samarbejde mellem kristne og ’komikeren Tom Mc.Ewan’ og andre skuespillere for at få evangeliet ud. Det er da muligt, at dette vil lokke mange til. Men tror man virkelig så lidt på Guds ord, som ’er mægtig til at knuse fjelde’, at man vælger at søge verdens metoder i stedet. Tror man virkelig på, at Gud vil velsigne noget sådant?

Intelligente mennesker dyrker afguder

I det gamle Testamente er det forfærdeligt at læse om intelligente mennesker, som var så forblændede, at de kunne tilbede træ, sten eller metal. Vi forstår ud fra skriften, at folk gik ud i skoven og hentede et stykke hårdt træ. Var det for stort, blev det savet i stykker. Og et af stykkerne udskar de kunstfærdigt en figur og kaldte ’deres gud’, og hele familien knælede for denne udskårne trægud og sagde: ’Du er min gud, min udfrier, som frelste mig’! Nå – ja, men vi ved, at hedninger dyrker sådanne guder! Men det var ikke hedninger – det var Guds folk!

Det var en sådan afgudsdyrkelse, som nedkaldte Guds vrede over hans eget folk, og som gjorde Herren mere vred end over nogen anden synd i GT, læs. Jer. 7:15-18. Hvis nogen skulle være i tvivl, så hader Gud lige så meget afgudsdyrkelse i dag. Afgudsdyrkelse har altid nedkaldt Guds vrede over enhver generation.

I dag knæler ’kristne’ ikke foran udskårne figurer, for afgudsdyrkelsen er nu i en langt snedigere form. Og denne moderne afgudsdyrkelse forfører mange med sin list op opfindsomhed og rejser Guds vrede mere end nogen af de afguder, der berettes om i GT. I det ny testamente advares vi om, at der i de sidste dage vil optræde nogle, der tilsyneladende er lysets engle, men som i virkeligheden arbejder for Satan. Paulus underviser om, at de tror, at de tjener Gud. De vil være veltalende og behagelige, og synes at være ærlige og retsindige, men i virkeligheden er de under Satans indflydelse, men de ved det ikke. Hvordan skal vi kende dem?

Nødvendig at nå mennesker på en anden måde i dag! (?)

Hvis de er fra Gud, så vil det bl.a. give hellighed og ærbødighed overfor det, han har sagt i sit ord. Kan man forestille sig, at Helligånden vil komme med en anderledes forkyndelse end den bibelske? NEJ! Men alligevel er der mange ’kristne’, som hævder, at Guds ord er ’for’ kedelig overfor mennesker i dag, og det derfor er nødvendigt at nå mennesker på en anden måde. Og denne måde er bl.a. at opleve ham, for ’når mennesker ser, at Gud helbreder, så vil 10.000’er komme til tro og blive frelst’. Denne lære har sit udspring i trosbevægelsen og er via Pensacolavækkelsen og Alpha nået de fleste store kirkesamfund. Men bemærk, at læren ikke kommer fra Gud, men er i virkeligheden forklædt afgudsdyrkelse, fordi det får mennesker til at dyrke en gud, som ikke er bibelens åbenbaring af Ham.

Der er mange, som i dag påstår, at der er vækkelser her og der. Men du kan være overbevist om, at hvis Kristi kors ikke er ’indgangsdøren’, hvor folk går igennem, så er vækkelsen IKKE fra Gud. Mange kirker og menigheder bliver pakket med folk, og man slår det stort op, at nu har så og så mange blevet frelst. Men sporene skræmmer. Mange vidnesbyrd fortæller den samme sørgelige beretning om, at ’de’ har fået en god oplevelse, men der er ikke sket nogen åndelig forvandling. Men alligevel er de talt med som frelste, fordi de har været fremme til forbøn, eller faldet om på gulvet ved ’Helligåndens (læs: vanhellighedens) kraft.

Mange kristne ledere glæder sig over de mange, som kommer til møderne, og ser dette som tegn på en vækkelse fra Gud. Men prøv at forestil dig, hvad der ville ske, hvis én på et sådant møde i stedet for at fokusere på helbredelser prædikede om korset, og med død over vores syndige lyster og verdslig behag, tror du så ikke, at det ville vække forargelse blandt de fleste? Netop, som bibelen siger, at korsets budskab vil være? Men da det vil få folk til at blive væk, så vil mange vælge at tro, at det er Gud, som virker i deres menigheder.

Det sande evangelium har korsets budskab i centrum

Hvis vi tror på Guds ord, så må vi samstemme med ordet om, at korsets budskab må være centrum for al liv og lære. Det er ved Jesu blod, at et menneske frelses, og det er ved Jesu blod, at vi ved, at vi er frelst af nåde, og har fået et helt nyt liv. Vi er sat fri til at tjene Herren. Vi er taget ud af verden for at leve med ham. Når bibelen advarer igen og igen, så er det fordi muligheden for frafald er der. NT advarer os ustandselig mod at fare vild, og derfor må vi tage det til os og være særdeles agtpågivende, jfr. Gal. 1:6-8.

Må Gud velsigne dig til at forstå bibelens vidunderlige budskab om Jesu kors, så der ikke er andet, som optager os som kristne end at lovprise ham for korsets evangelium. For det er ved dette evangelium, at vi får kraften til at leve for ham og til at give det videre, som vi selv har modtaget.

Kilde: www.jesus-lever.homepage.dk

Eskild Særkjær

De ti ord i jødisk og kristen forståelse

2011-11-29T12:04:00.002+01:00

Samuel Roswall

Pilgrimsvandringen

2011-11-29T11:44:00.003+01:00

Hent Mp3 filen her:
Pilgrimsvandringen

Kilde: http://www.bethesda.dk/

Eskild Særkjær

Hvad er sandhed?

2011-11-29T11:41:00.001+01:00

Hent Mp3 filen her:

Hvad er sandhed?

Kilde: www.bethesda.dk

Eskild Særkjær

Har vi helt misforstået Jesus?

2011-11-26T16:58:00.002+01:00

Hent Mp3 filerne her:
Har vi helt misforstået Jesus? 1af6
Har vi helt misforstået Jesus? 2af6
Har vi helt misforstået Jesus? 3af6
Har vi helt misforstået Jesus? 4af6
Har vi helt misforstået Jesus? 5af6
Har vi helt misforstået Jesus? 6af6

Hent Pdf noterne her:
Har vi helt misforstået Jesus? Del 1&2
Har vi helt misforstået Jesus? Del 3&4
Har vi helt misforstået Jesus? Del 5&6

Kilde: http://www.bethesda.dk/

Samuel Roswall

Den Store Trængsel, det fremtidige holocaust

2011-11-14T17:34:00.001+01:00

Hent Mp3 filen her:

Den Store Trængsel, det fremtidige holocaust

Nicki Andersen

Om Bortryggelsen og Den Store Trængsel

2011-11-03T15:44:00.001+01:00

Hvorfor siger bibelen så meget om den store trængsel, hvis vi (som kirken) slet ikke kommer til at opleve den?

Mange steder i bibelen bliver den kommende store trængsel omtalt. I flere passager i Det gamle testamente og hele 14 Kapitler i Johannes åbenbaring, og det lader os tilbage med spørgsmålet: Hvis menigheden virkelig bliver bortrykket før den store trængsel, hvorfor taler skriften så, så meget om netop denne tidsperiode? Et godt og relevant spørgsmål, der som Jeg ser det, er minimum fire grunde til.

For det første: For at vi kan lære noget

Ethvert skrift er Guds indåndet og derfor gavnligt for den kristne. (2Tim 3:16-17) Paulus skrev til romer menigheden: Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet. (Rom 15:4)

Det Paulus henviser til er selvfølgelig de 39 bøger, vi kalder det gamle testamente, og som Guds handlen med Israel i det gamle testamente er noget vi kan lære af, på samme måde kan vi lære noget ved at studere hvad bibelen siger om fremtiden.

Her skal kun fremhæves at:

Vi lærer, at fremtiden ligger hos Gud, og at han har helt styr på det, at alt går efter planen. Læren om de sidste tider er IKKE et skræk scenarie, for at skræmme os kristne, tværtimod, læren handler om forløsning fra denne onde og syndsplagede jord (Luk 21:28)
Vi lærer, at Gud er Hellig og Retfærdig og ikke ser gennem fingre med synd og ondskab men straffer og dømmer det (Åb 20:7-15)
Vi lærer, at Gud er en kærlig Gud, der frelser talrige mennesker selv midt i den store trængsels håbløshed (Es 66:18-21; Åb 7:9-17)
Vi lærer, at djævelen bl.a. opererer gennem religion, og at han i de sidste tider vil vildlede mange gennem falsk gudsdyrkelse. (Åb 13 & 17). Vi må huske på det i denne tid, hvor alt der bærer kristent navn, går for at være kristendom, men hvor det meste i virkeligheden er ekkoer fra de falske profeters løgnetale Her er HERRENS Tempel, HERRENS Tempel, HERRENS Tempel! (Jer 7:4 [DA31])

For det andet: Vi er ikke de eneste bibelen er skrevet til

Det vil være utrolig arrogant at tro, at bibelen kun er skrevet til os og for vores generation, nej Guds ord er skrevet til alle mennesker, i alle slægter og som bibelens vidnesbyrd om den store trængsel står som et doms ord til den tids generation, således fik profeten Esajas et budskab om dom over Israel, der først gik i opfyldes efter Esajas generation var død og borte¹.

Den tid skal komme, da alt, hvad der er i dit palads, alt, hvad dine fædre har samlet sammen indtil denne dag, skal bringes til Babylonien. Intet bliver tilbage, siger Herren, og nogle af dine sønner, som nedstammer fra dig, og som fødes for dig, bliver taget og gjort til hofmænd i babylonerkongens palads.« (Es 39:6-7)

For det tredje: Profeti er Jesu vidnesbyrd

Det at kunne give en profeti, at kunne forkynde fremtiden i fortiden, hører unikt sammen med Gud. Det er sandt, til en vis grad, at der kan profeteres uden om Gud (5Mose 13:1-6), men den falske profet vil med tiden træde ved siden af og blive afsløret (som Joseph Smiths berømte og berygtede borgerkrigs profeti²). Det er anderledes med Gud, hans profetier går alle i opfyldelse ned til mindste detalje. Han siger om sig selv:

Husk, hvad der skete tidligere, for længe siden! For jeg er Gud, der er ingen anden, jeg er Gud, der er ingen som jeg. Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg. (Es 46:9-10)

Jeg tror vi er inde på noget vigtigt her, at opfyldelsen af profeti, vidner om Gud, og det er i virkeligheden vel nok det bedste trosforsvar vi har. Gud har talt, og se det sker. Tænk bare på den vækkelse i 1948 generationen, der så nationen Israel genopstå på en enkel dag: d. 14. Maj 1948, præcis som bibelen har forudsagt (Es 66:8). På samme måde tror jeg skriftens forudsigelse af den store trængsel ville kunne være medvirkende til den måske største vækkelse i verdenshistorien i netop en slægt, der må gennemgå den forfærdelige tid (Åb 7:9-17). Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd (Åb 19:10)

For det fjerde: Vi er Guds venner

Jesus siger til menigheden, til du og jeg: I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. (Joh 15:14-15.) Tjenere kalder Jesus os ikke mere, men venner, for venner deler man med, venner inkluderer man, venner lukker man ind i sine tanker og overvejelser. Om det at være ven med Gud kan vi lære noget af Abraham. Han bliver i bibelen nemlig også kaldt Guds ven (2Krøn 20:7; Jak 2:23), og her er hvad Gud sagde til sin ven Abraham umiddelbart før han dømte Sodoma og Gomorra:

Herren tænkte: »Skulle jeg skjule for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre? Abraham skal jo blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham. Jeg har jo udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin slægt at følge Herrens vej og øve ret og retfærdighed, så Herren kan lade det ske, som han har lovet Abraham.« (1Mose 18:17-19)

Jeg tror, at Jesus på samme måde ikke vil skjule noget for os men har talt om den store trængsel i sit ord, om dommen over det moderne Sodoma og Gomorra, for at også vi kan pålægge vores børn og vores slægt at følge Herrens vej og øve ret og retfærdighed, så Herren kan lade det ske, som han har lovet sin menighed.

Nicki Andersen

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

1) En af de sidste historiske markører vi finder i Esajas er Es 37:38; hvor profeten omtaler assyrerkongen Sankeribs død, det skete i år 681 f.Kr. Samtidig ser jeg personligt ingen grund til at betvivle traditionen om, at Esajas kort herefter lider martyr døden og bliver savet i to. (Heb 11:37?, 2Kong 21:1-17?) Profetien fra Es 39:6-7 gik i opfyldelse i 606-605 f.Kr., hvor et afgørende slag mellem Babylon og Egypten fandt sted ved Karkemish. Babylonierne, anført af Nebukadnesar, tilføjer farao Nekos styrker et knusende nederlag, og med dette slag blev der gjort ende på Egyptens magtstilling i Mellemøsten. Nebukadnesar forfølger den flygtende Neko (Jer 46:2), men pludselig dør Nabopalassar, Nebukadnesar far, i Babylon. Nebukadnesar stopper forfølgelsen af Neko og vender tilbage til Babylon for at sikre sig sin position som den nye konge. Med sig tager Nebukadnesar de tilfangetagende medlemmer, dels fra kongeslægten, dels fra de fornemme familier af jøder, fønikere, syrere, egyptere, og meget mere. (Dan 1:1-4) Profeten Daniel er en af de fanger der bliver taget fra Jerusalem, kun 23 år gammel.

2) efter sigende skulle han havde givet profetien d. 25 dec 1832. og den findes i et af mormon kirkens hellige skrifter kaldet Lære og Pagter 87:1-3. og lyder: Sandelig, så siger Herren angående de krige, som snart vil udbryde og begynde med Syd-Carolinas oprør, hvilket til sidst vil ende i manges død og elendighed, de dage vil komme, da krig skal bryde løs over alle nationer og begynde på dette sted. Thi se, Sydstaterne skal skille sig ud fra Nordstaterne, og Sydstaterne skal henvende sig til andre nationer, ja, selv Storbritannien, som den kaldes, og de skal også henvende sig til andre nationer og bede om hjælp til at forsvare sig mod andre nationer. Og da skal krig bryde ud over alle nationer. Interessant er det at bemærke at Smith øjensynligt fik noget rigtigt da den amerikanske borgerkrig startede den 12. april 1861, ved at konfødererede styrker angreb en af Unionens militære installationer, Fort Sumter i Syd Carolina, men som bekendt endte borgerkrigen ikke i en verdenskrig som profetien ellers klokkeklart siger.

Jesus Stiller Stormen På Søen

2011-10-30T14:45:00.001+01:00

Hent Mp3 filen her:

Jesus Stiller Stormen På Søen

Kilde: www.bethesda.dk

Egil Kildeholm Jensen

Kom Jesus For Sent?

2011-10-30T14:36:00.001+01:00

Hent Mp3 filen her:

Kom Jesus for sent?

Kilde: www.bethesda.dk

Egil kildeholm Jensen

Tempelrensningen

2011-10-30T14:18:00.001+01:00

Hent Mp3 filen her:

Tempelrensningen

Kilde: www.bethesda.dk

Egild Kildeholm Jensen

På besøg hos pottemageren

2011-10-30T14:03:00.001+01:00

Hent Mp3 filen her:

På besøg hos pottemageren

Kilde: www.bethesda.dk

Preben Dahl

Troens Triumf Sang

2011-10-30T13:58:00.001+01:00

Hent Mp3 filen her:

Troens Triumf Sang

Kilde: www.bethesda.dk

Preben Dahl

Super S-day: Galaterbrevet

2011-10-04T16:49:00.001+02:00

Hent Mp3 filerne her:

Super Sunday - Gal 1:1-2:10 - Del 01 (Nicki Andersen)

Super Sunday - Gal 1:1-2:10 - Del 02 (Nicki Andersen)

Super Saturday - Gal 2,11-3,29 - Del 01 (Jesper Iversen)

Super Saturday - Gal 2,11-3,29 - Del 02 (Jesper Iversen)

Super Sunday - Gal 4,1-5,12 - Del 01 (Anders Møberg)

Super Sunday - Gal 4,1-5,12 - Del 02 (Anders Møberg)

Nicki Andersen, Jesper Iversen & Anders Møberg

Når Troen Prøves

2011-09-28T16:12:00.001+02:00

Hent Mp3 filen her:

Når Troen Prøves

Nicki Andersen

Korsets Dårskab

2011-09-26T13:51:00.001+02:00

Hent Mp3 filen her:

Korsets Dårskab

Nicki Andersen

Sådan skal man betragte os: Kristen ledere

2011-09-21T14:38:00.001+02:00

Hent Mp3 filerne her:

Sådan skal man betragte os: Kristen ledere (del 1)

Sådan skal man betragte os: Kristen ledere (del 2)

Nicki Andersen

Splittelse og Korset

2011-09-21T14:32:00.001+02:00

Hent Mp3 filerne her:

Splittelse og Korset (del 1)

Splittelse og Korset (del 2)

Nicki Andersen

Hjælp til bibeloversættelser

2011-09-04T16:31:00.001+02:00

Nicki Andersen

Fundament der fastholder

2011-09-01T14:27:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Fundament der fastholder

Nicki Andersen

Seneste Opdateringer

2011-08-24T23:53:00.002+02:00

1 September 2011

Tilføjede 1 lydfil af Nicki Andersen: Fundament der fastholder

24 August 2011

Tilføjede 2 lydfiler af Preben Dahl: Laodikea og Gud vil at alle mennesker skal frelses
Tilføjede seneste opdateringer til sidebar

Laodikea

2011-08-24T23:45:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Laodikea

Kilde: http://www.bethesda.dk/

Preben Dahl

Gud vil at alle mennesker skal frelses

2011-08-24T23:37:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Gud vil at alle mennesker skal frelses

Kilde: http://www.bethesda.dk/

Preben Dahl

Forkyndelse der frigør

2011-08-17T13:52:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her.
Forkyndelse der frigør

Nicki Andersen

Jesus i Adams Slægtsbog

2011-07-25T13:45:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Jesus i Adams Slægtsbog

Hent Pdf note her:
Jesus i Adams Slægtsbog

Nicki Andersen

Salige Vished

2011-06-13T22:37:00.004+02:00

Hent MP3 filen her:

Salige Vished

Nicki Andersen

Vidnesbyrd bragt i IMT

2011-06-12T00:53:00.000+02:00

Uden Jesus ville jeg stadig være punker

Nicki mødte Gud i en sump af alkohol og stoffer. Nu forkynder han om Jesus i København

Af Anette Ingemansen

Interview

Som teenager begyndte Nicki Andersen at undersøge hvilke værdier, han ville indrette sit liv efter, men han blev utrolig skuffet.

"Det var lige meget, hvad jeg satte mig ind i, så havde jeg en følelse af, at alt var prøvet, alt var slået fejl, og livet var ikke andet end elendigheder. Der var ikke noget at holde fast i, så jeg kunne ikke se nogen fremtid," fortæller Nicki om årsagen til, at han som femtenårig havnede i punkermiljøet i Randers. I de følgende år gled livet forbi ham.

"Håbløsheden prægede mig. Det hele var ligegyldigt, så det gjaldt om at nyde dagen i dag, for i morgen ville vi være væk. Mit liv som punker var selvdestruktivt, og det endte i druk og stoffer. På et tidspunkt blev jeg erklæret tabt af kommunen."

Som 20-årig fik Nicki så meget styr på sit stofmisbrug, at det begrænsede sig til weekender, og han tog en drama- og teaterlederuddannelse.

Pigens forældre bad

En kristen familie og en medarbejder i en IM-genbrugsbutik ledte Nicki i retning af kristendommen.

"I folkeskolen gik jeg i klasse med en kristen pige, og mine forældre og hendes forældre fik noget med hinanden at gøre. Jeg ved, at pigens forældre bad for mig i skolen. Flere år senere så hun mig nede i byen, hvor jeg gik rundt i en rus. Da hun kom hjem, sagde hun til sine forældre, at de måtte bede for mig," fortæller Nicki. Han boede ikke så langt fra IM-genbrug i Randers.

"Jeg kom tit ned i butikken og kiggede efter gamle bøger, og jeg snakkede med en medarbejder om kristendommen."

Nicki mødte Guds ord

En dag sad 22-årige Nicki og læste i sin konfirmandbibel.

"Når jeg var allerlængst nede og ikke havde andre steder at gå hen, så kom der en bevidsthed om, at jeg kunne spørge Gud om råd. Jeg vidste ikke, hvem han var, eller hvordan han var. Kun at han var der," forklarer Nicki. Det var en bevidsthed, han havde fået med hjemmefra.

"Jeg betragtede Bibelen som en gammel støvet bog, men lige den dag skete der noget, da jeg læste i Bibelen. Guds ord nåede mig. Jeg måtte træffe et afgørende valg, om Gud skulle bestemme i mit liv."

Nicki lagde sit liv i Guds hænder.

"Jeg bad til Gud, og jeg gav ham ret i alt det, der stod i Bibelen. Jeg følte, at jeg var en synder og havde fortjent Guds straf. Jeg bad om tilgivelse, og bagefter takkede jeg Gud for frelsen og tilgivelsen i Jesus," understreger Nicki, som her otte år senere konstaterer: "Jeg kom ned i sumpen af alkolhol og stofmisbrug, og der mødte Gud mig."

Så fulgte en hård og turbulent tid for ham.

"Mit liv var lagt over til Jesus, men det betød ikke, at mit liv tog en drejning på 180 grader. Gentagne gange i de første par år faldt jeg tilbage i druk og stoffer, og jeg måtte på knæ og søge Guds tilgivelse. I den periode undersøgte jeg forskellige fællesskaber i kirken for at finde ud af, hvor jeg ville komme," siger Nicki.

Droppede venner

Nicki droppede de fleste gamle venner i punkermiljøet.

"Der skulle laves et skel, for det var ikke mig, der hev dem med, men det var dem, som hev mig med. Der skulle ikke så meget til, at jeg faldt i. I dag har jeg ikke den fristelse i mit liv, og det er Guds værk. Det er Guds nåde, der har givet mig kraften til det," forklarer Nicki.

Folkekirken var hans kristne fællesskab, og IM-genbrug var hans åndehul, når han havde fri fra arbejdet som pædagogmedhjælper.

"Jeg fik en god ven i medarbejderen, som jeg snakkede med om troen. En dag spurgte han, om jeg havde prøvet at komme i IMU, men jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg tog til IMU i Randers, men det viste sig, at de lige havde lukket ned, fordi der ikke var nok IMU'ere," fortæller Nicki. Han var nu 25 år og søgte ind til militæret. Det førte ham til Holstebro.

"Jeg kom i IMU, når det kunne lade sig gøre, men på grund af de mange aften- og natøvelser var mit kristne fællesskab først og fremmest på soldaterhjemmet. Det var mit andet hjem, hvor jeg fik god kristen føde, og der var nogle ansatte, jeg kunne snakke med," siger Nicki.

Kaldet på værelset

På soldaterhjemmet mødte Nicki også sin kone Joan. De flyttede til Randers, og IM-samfundet blev deres base. Nicki søgte ind i Indre Mission som volontør og blev ansat i januar 2007, fordi han havde fået et kald.

"Lige siden den dag, hvor jeg mødte Gud på mit værelse, havde der været noget i mig, som sagde: 'Det her kan og må du ikke holde mund med'," fortæller Nicki. Han blev senere missionær i Randers i en kort periode.

Nu er arbejdsområdet København, hvor Nicki er ansat som missionær i missionshuset Bethesda. Over en kop kaffe på kontoret siger han: "Det er en utrolig stor velsignelse at være medarbejder i IM og være frikøbt til at forkynde og undervise om Jesus på fuld tid. Jeg kan ikke holde mund med, hvem Jesus er. Alle religioner har slået fejl, men det har alle relationer ikke. Der er Herren Jesus Kristus."

En anden Jesus

"Hvis ikke Jesus var i mit liv, ville jeg stadig være punker," konkluderer Nicki.

"Jeg mener stadig, at håbløsheden er der. Uden Jesus er det hele bare ligegyldigt. Det kører kun ned ad bakke med denne verden, men det befriende er, at man kan læse om det i Bibelen. Det går efter planen, som Gud har beskrevet. Derfor kommer han igen anden gang og gør en ende på det. Gud har fuldstændig styr på det."

Nicki har haft mange snakke med Jehovas Vidner og Mormoner for at vise dem Bibelens Jesus.

"De er oprigtige i deres tro, og de er flinke og rare. Men bag deres organisationer står der nogle åndsmagter, som har givet dem en anden Jesus, et andet evangelium, en anden ånd. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at være så overbevis om, at du har fundet fred med Gud, og så står du på dommens dag med løftet hoved, men bliver dømt og fejet bort," forklarer Nicki.

"En ting er at sige nej til kristendommen. Det kan jeg godt sætte mig ind i, det er et valg, men at tro og være sikker i sin sag, og så er det bare ingenting. Det er så forfærdeligt."

Bibelvækkelse

"Der er mange Jesus'er derude. Mormonerne har en Jesus, Jehovas Vidner har en Jesus, de liberale har en … Bibelens Jesus er anderledes. Han er troens banebryder og fuldender. Han giver liv og frelse. Det er kun i Bibelen, vi lærer ham at kende, og det er kun i Bibelen at vi har en relation til ham," tilføjer Nicki.

Han ønsker, at der kommer en bibelvækkelse.

"Jeg håber, at der engang bliver sagt om Indre Mission: Hold da op, hvor folk er kedelige. De sidder bare og læser i Bibelen. – Det er frækt sagt, men jeg vil hellere have et samfund med seks bibeltroende og bibelelskende kristne, end jeg vil have et samfund med 125 let-på-tå-lovsangs-elskende-følelses-kristne," forklarer Nicki.

"Det er min mission at få folk til at granske skrifterne. Der er ikke noget større, end når et menneske kommer til tro. Men hvis vi bliver på troens grænse lige mellem tvivlen og vantroen, så står vi et rigtig farligt sted. Vi må over på skriftens grundvold og dykke ned i den."

Nicki er optaget af, at folk bliver bevaret i troen.

"Det slutter ikke med en omvendelse. Det er der, det hele begynder," siger Nicki Andersen.

Artikel bragt i: IMT 2009 nr. 24

Forfatter: Anette Ingemansen

De Sidste Tider

2011-05-10T22:26:00.003+02:00

Hent MP3 Filerne Her:
De sidste tider 01: Indledning og overblik over åbenbaringen
De sidste tider 02: De 24 ældste og bortrykkelsen
De sidste tider 03: De 5 ryttere
De sidste tider 04: Tusindårsriget og den nye jord
De sidste tider 05: De 5 store domme

Nicki Andersen

Markus - En Konges Sind, En Tjeneres Hjerte

2011-05-10T22:18:00.002+02:00

Hent MP3 Filerne her:
Markus 16: En vældig opstandelse

Nicki Andersen

Forord til De Fem Mosebøger af Bent Melchior

2011-05-09T14:06:00.001+02:00

Forord

Det er med en følelse af ydmyghed og dyb ærbødighed, at jeg er begyndt på arbejdet med en ny dansk oversættelse af De fem Mosebøger, og jeg beder til, at det må lykkes at gengive indholdet af vore hellige bøger på korrekt måde.

En oversættelse kan ikke undgå samtidig at være en kommentar og en fortolkning, fordi oversætteren ofte står over for et valg af muligheder, hvor små nuancer kan betyde en væsentlig forskel i tekstens forståelse. Dette er også en af grundene til, at det er væsentligt at have en speciel jødisk oversættelse af jødedommens hellige skrifter. Men i tidens løb har mange jødiske fortolkere givet mange forskellige kommentarer, og det er ikke for ingenting, at vore vise har sagt, at Torah'en har halvfjerds ansigter. Der er altså tilfælde, hvor den ene oversættelse kan være lige så rigtig og lige så jødisk som den anden. Jeg har som regel konsulteret den kommentar, der i så høj grad er blevet en del af jødisk folkeeje, skrevet af vor store lærer Rashi i det ellevte århundrede, uden at jeg dog har følt mig bundet til slavisk at følge denne kommentator.

En yderligere årsag til, at jeg kun med megen betænkelighed har påtaget mig denne opgave, er, at den jødiske menighed i Danmark siden forrige århundrede har kunnet glæde sig over en eminent oversættelse af menighedens daværende overrabbiner, professor A. A. Wolff. Denne oversættelse danner i høj grad grundlag for den nye oversættelse, og professor Wolff har til sene tider bidraget til danske jøders mulighed for at forstå de bibelske tekster. Kun den omstændighed, at sproget i løbet af et århundrede ændrer sig så meget, at en mere nutidig sprogbrug letter forståelsen, har bevirket, at det har været nødvendigt at bringe en ny oversættelse.

Lad mig endelig fastslå, at der rent teknisk i en oversættelse med mange navne er den vanskelighed, at transskriptionen fra det fremmede alfabet ikke kan gennemføres med fuld konsekvens. Nogle navne er i den grad indgået i almindelig dansk sprogbrug i en given form, at det ville være meningsforstyrrende at underkaste dem de principper for transskription, der i øvrigt er anvendt.

Fra forskellig side har jeg modtaget forslag til formuleringer og til sproglige forbedringer, som jeg har været taknemmelig for og i vid udstrækning gjort brug af. Måtte det for alle lykkes at være med til arbejdets færdiggørelse til yderligere fordybelse i denne evigt gyldige tekst.

April 1977 / Nisan 5737.

Bent Melchior

Forord til Det Nye Testamente Efter Vulgata af Erikke Rosenørn-Lehn

2011-05-09T13:54:00.001+02:00

OVERSÆTTERENS FORORD

NÆRVÆRENDE Udgave af det Nye Testamente fremkommer med det bestemte Formaal at gøre Guds Ord let tilgængeligt for alle og enhver.

Pater Fr. Küpferle S. J. har derfor i en Række Indledninger korteligt gjort Rede for den kirkelige Bibelvidenskabs sidste Resultater. Selve Tekstinddelingen og den Oversigt over Indholdet, hvormed han ledsager hvert enkelt Afsnit, samt Fodnoterne har til Hensigt at klarlægge den Hellige Skrifts Tankegang og være en Hjælp til at faa et praktisk Udbytte af Bibellæsning.

Hvad selve Oversættelsen angaar, da har den taget Sigte paa den unge Slægts Trang til at faa det glade Budskab tolket paa et jævnt, letforstaaeligt Sprog. Det er en bekendt Sag, at Dansk, lige saa vel som de andre levende Sprog, i vort Aarhundrede har gennemgaaet en Udvikling og Forandring. Den ældre Slægt har som Regel kun Øje og Øre for Nytidens Fejl, ikke for dens berettigede Krav; den hænger med trofast Kærlighed ved det gamle, hævdvundne »Bibeldansk«, der for den har været

det glade Budskabs Tolk og er indvævet i alle dens Barndoms- og Ungdomsminder. Her skal hverken øves Kritik over den ældre Slægt eller det »Bibeldansk«, den elsker. Tiden er imidlertid inde, da Kravet om en Bibeloversættelse paa Nutidssproget efterkommes rundt omkring i Landene (bl. a. Tyskland, Holland, Frankrig, Italien). Ogsaa herhjemme har vor Biskop ønsket, at vi skulde følge med Tiden paa dette Omraade. Saa har jeg da forsøgt at omhugge det filologiske Tjørnehegn af forældede Ord, Udtryk og Vendinger, som den store Almenhed ikke mere formaaede at bryde igennem for at naa ind til Guds Ords Paradishave. Det har været min Stræben at gøre Sproget saa letlæst, at det ikke skulde danne en Hindring for Tilegnelsen af Indholdet, men kun være dettes beskedne Tjener. Sproget er Menneskenes; Indholdet er Guds.

ERIKKE ROSENØRN-LEHN.

ROSKILDE,

Kristi Forklarelses Fest, 6. August, 1932.

Forord til Paulus´ Breve af Niels Hyldahl

2011-05-09T13:51:00.001+02:00

FORORD

Paulus var jøde, af Benjamins stamme ligesom kong Saul: Saulus — Paulus. Hans jødiske forældre boede i „adspredelsen", diasporaen, i byen Tarsus i den romerske provins Kilikien i Lilleasien. De har som Paulus selv været græsktalende. Paulus' fødselsår kendes ikke, men det må have været omkring år 10 e.Kr. Sin ungdom tilbragte Paulus i Jerusalem som discipel af den jødiske rabbi Gamaliel den Ældre, en farisæer. „I jødedommen gjorde jeg større fremskridt end de fleste jævnaldrende i mit folk og var langt mere nidkær for mine fædrene overleveringer", skriver Paulus i Gal 1,14. „Udadlelig i lovretfærdighed" skriver han i Fil 3,6 om sig selv dengang. Senest under dette ophold i Jerusalem har han også lært aramaisk, de palæstinensiske jøders modersmål. Men først og fremmest har han lært de kristnes bevægelse at kende og derfor — just derfor! — forfulgt dem, voldsomt og nidkært: „Til overmål forfulgte jeg Guds menighed og søgte at udslette den", skriver han i Gal 1,13; i 1 Kor 15,9 og Fil 3,6 siger han det samme. Han kendte altså evangeliet, før han for alvor kom til at kende Kristus.

Så slog lynet ned! På vej til Damaskus for at gribe de kristne jøder d& så han i et syn Herren, der gjorde ham til apostel for hedningerne. Det var ikke Paulus, der havde ret, men dem, han forfulgte. Det har været omkring år 33.

Hvad gjorde han nu? Som han selv skriver: „Jeg drog straks bort til Arabien; senere vendte jeg så tilbage til Damaskus. Først efter tre års forløb drog jeg så op til Jerusalem for at træffe Kefas (d.v.s. apostlen Peter), og jeg blev hos ham i femten dage. Så drog jeg til områderne i Syrien og Kilikien. Først efter fjorten års forløb (d.v.s. omkring år 48) rejste jeg så igen op til Jerusalem sammen med Barnabas": Gal 1,17-2,1. I en årrække havde han altså virket som hedningeapostel på denne, den såkaldte første missions-rejse, med provinsen Syriens hovedstad Antiokia som udgangspunkt.

Fra omkring år 50 indtil omkring år 56 finder vi Paulus i den vestlige del af Lilleasien, i provinsen Asia, og på europæisk grund, i provinserne Makedonien og Akaja; hans opholdssteder er her blevet Filippi, Korint og Efesus. Det er den anden og tredje missionsrejse.

Fra slutningen af disse fem-seks år stammer de breve, som er samlet og oversat i denne bog. Medtaget er ikke: det kanoniske Efeserbrev og de tre pastoralbreve, 1 og 2 Timoteusbrev samt Titusbrevet, som jeg med mange forskere ikke kan anse for ægte.

Efter sin syriske, lilleasiatiske og græske virksomhed drog Paulus med en delegation af ikke-jødiske kristne til Jerusalem med en betydelig pengegave til menigheden der. Han havde dermed afsluttet sit arbejde i østen og havde planlagt en missionsrejse til Spanien. Men i Jerusalem blev han taget til fange og overført til romersk arrest i Kæsarea ved Middelhavskysten. Efter to års forløb appellerede han sin sag til den kejserlige domstol og blev derfor bragt til Rom. Her tilbragte han andre to år i forvaring og blev sluttelig — dog muligvis først efter at have været løsladt en tid — henrettet. Det var omkring år 62, i kejser Neros regeringstid og omtrent samtidig med, at samme skæbne også overgik apostlen Peter og Jesu broder Jakob.

At der overhovedet findes breve fra Paulus' hånd (eller rettere: fra hans mund, for de er for det meste blevet dikteret), skyldes den omstændighed, at han som apostel havde arbejde i gang flere steder på samme tid. Han skriver i 2 Kor 11,28 om „den anspændelse, jeg dagligt har: bekymringen for alle menighederne". Dette er nu ikke sådan at forstå, at Paulus også benyttede sig af brevet, af brevformen, som forkyndelsesredskab. Forkyndelsen krævede altid, uden nogen undtagelse, apostlens personlige tilstedeværelse. Brevene derimod var til for at vejlede i og oplyse om det, som evangeliet selv havde sat i gang. De er med andre ord ikke forkyndende. Paulus' forkyndelse kender vi overhovedet kun indirekte, punktvis. Hans breve derimod — dem kender vi!

Man kunne nu sige: Når vi ikke kender Paulus' forkyndelse, har vi dog i brevene i det mindste hans lære, hans teologi. Men her kræves der forsigtighed. For hvis man ved „lære" eller „teologi" forstår et mere eller mindre fuldendt system, logisk modsigelsesfrit og med et præcist, tidløst indhold, har Paulus ingen lære og ingen teologi haft. For hvordan skulle der kunne være lære eller teologi i breve? Dertil kræves jo lærebøger og teologiske afhandlinger!

Hvis man derimod ved teologi er villig til at forstå den altid situationsbundne overvejelse af og besindelse på, hvad evangeliet vil sige, hvad det lover og forlanger, så har Paulus i allerhøjeste grad en teologi. Så har vi den også og kender den fra hans breve. Men så er teologi til gengæld også noget ganske andet, end hvad der sædvanligvis forstås ved dette ord. Så lader det sig ikke gøre blot at gentage Paulus' teologi i det 20. århundrede og tro, at det under en sådan „gentagelse" stadig væk er Paulus' teologi, man har at gøre med.

Jeg har med samlingen og oversættelsen af Paulus' breve forsøgt at fastholde den bundethed til den historiske situation, hvori de blev til. Først da bliver de levende og taler også til en sen eftertid.

Men at oversætte Paulus' breve til et forståeligt dansk er så svært, at det må kunne få selv den tålmodigste læser til at opgive. Hvad skal man f.eks. stille op med „kærlighedens fuldkomne bånd" (Kol 3,14), med „jomfruerne" (1 Kor 7,25) eller med „nåden, der ved at nå til flere og flere skal vokse og forøge taksigelsen til Guds ære" (2 Kor 4,15)? Hvad skal man stille op med „kødet" og „at vandre i kødet"? Hvad menes der med „at leve i Kristus"? Hvad skal man tænke ved de talrige og drilagtige forholdsordsled eller ved ejefaldsforbindelser som „herlighedens Herre" og „Kristi herligheds evangeliums lys" (1 Kor 2,8 og 2 Kor 4,4)?

Hertil kommer den struktur, hvori Paulus tænker og udtrykker sig, en logisk struktur, som det er oversætterens sag at gengive for sine læsere. Ofte nok har den traditionelle Paulusoversættelse været lige så dunkel, som man mente at Paulus selv var. Men Paulus er ikke dunkel! Han kræver imidlertid noget af den, der vil forstå ham — ellers går det, som det gik allerede ved midten af det andet århundrede, da man mente at kunne sige, at der i Paulus' breve findes „ting, som er vanskelige at forstå, og som de ukyndige og ubefæstede til deres egen fortabelse fordrejer" (2 Pet 3,16).

Det er frem for alt den ofte vanskeligt gennemskuelige struktur og logik i teksterne, det har ligget mig på sinde at gengive. Et sådant arbejde er imidlertid ensbetydende med fortolkning — det græske ord 'hermeneia' betyder både oversættelse og fortolkning (se 1 Kor 12,10)! En objektiv, beviseligt „rigtig" oversættelse er det umuligt at give og en illusion at regne med. Det betyder på den anden side ikke, at fortolkning er det samme som vilkårlighed. Men kun ihærdige, ja, årelange studier kan sikre mod vilkårlighed i fortolkningen, og der er her tale om stor teknisk kunnen og viden hos fortolkerne. Rækkefølgen er altså denne: studier — fortolkning — oversættelse, ikke omvendt eller anderledes. Oversættelse er først mulig, når teksten er forstået.

Rækkefølgen, hvori jeg har anført brevene, er den kronologiske, i hvilken de efter min mening er, eller kan være, blevet til; bortset fra de to første breve (1 og 2 Tess.), som er skrevet lidt tidligere, er de efter mit skøn alle blevet til inden for et tidsrum på et år eller mindre. Begrundelsen herfor har jeg søgt at give i indledningerne.

For at lette tilegnelsen af teksternes indhold har jeg forsynet oversættelsen med noter. De gør det ikke ud for nogen kommentar, men er netop kun noter, og det af vidt forskelligt indhold, både kvantitativt og kvalitativt; opfattelser, der afviger fra mere gængse, eller som gengiver mit eget syn på sagen, har jeg også haft mulighed for at begrunde i noterne. Men teksterne selv, Paulus' breve, er det vigtigste i bogen.

Hvad forkortelser af de bibelske skrifter angår, gør jeg specielt opmærksom på, at en henvisning til et skrift som sådant forsynes med punktum (f.eks.: 1 Kor.). Står der derimod kapitel- og versangivelse ved en henvisning, bruges der ikke punktum (f.eks.: 1 Kor 7,25). Henvises der til flere vers i samme kapitel, adskilles verstallene ved punktum (f.eks.: 1 Kor 7,25.27). Ved breve, der kun har et kapitel, anføres kun verstallet (f.eks.: Filem 22).

Tanken om 2 Kor 8 som et selvstændigt brev (se teksten og noten til stedet) skylder jeg cand. theol. Ebba Refshauge. Ved korrekturlæsningen har pastor Mogens Müller været til stor hjælp. Det siger sig selv, at ansvaret for bogens indhold helt og fuldt er mit eget.

Paulus er den første kristne, der træder os i møde som et menneske af kød og blod, som en historisk person, vi kan danne os en forestilling om. Om ingen andre af det første århundredes kristne gælder noget lignende, heller ikke apostlene Peter og Johannes. Anderledes med Paulus: om ham har vi ikke kun beretninger (i Apostlenes Gerninger), men oven i købet hans egne breve. Vi skal helt frem til midten af det andet århundrede, før vi for en tilbageskuende betragtning igen møder kristne med farve, form og skikkelse: Polykarp, Justin, Irenæus; det eneste mellemled, omkring år 110, er Ignatius. Med Paulus og hans breve famler vi ikke i blinde, men lærer et menneske at kende, tilmed et menneske, der på afgørende måde kom til at bestemme og præge historiens gang.

Og Paulus befandt sig i samme situation som vi: han har heller ikke kendt den historiske Jesus fra Nazaret. Nok var Paulus apostel — ubestrideligt, og efter min mening også ubestridt af hans samtid. Men de andre apostle såvel som utalte kristne i Palæstina havde dog kendt Jesus, hørt ham tale og fortælle, set ham, været rystet over hans død. Paulus derimod havde kun lært Jesus at kende gennem traditionen om ham. Vi har derfor i Paulus en fælle, som uden selv at vide det er solidarisk med sine nutidige læsere.

Ezekiel

2011-05-03T14:23:00.004+02:00

Hent Mp3 filerne her:
Ezekiel 01 – Intro
Ezekiel 02 - Synet af Tronen
Ezekiel 03 - De Utro Søstre
Ezekiel 04 - Tyrus´ Konge
Ezekiel 05 - Tusindårsriget 01
Ezekiel 06 - Tusindårsriget 02

Hent Pdf noter her:
Ezekiel: Intro/Synet af Tronen
Ezekiel: De utro søstre/Tyrus´ Konge
Ezekiel: Tusindårsriget

Nicki Andersen

Tjen Herren med glæde

2011-05-03T14:13:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Tjen Herren med glæde

Nicki Andersen

Jeg har noget at sige dig Simon

2011-05-03T14:10:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Jeg har noget at sige dig Simon

Nicki Andersen

Livet I Ham (Efeserbrevet)

2011-05-03T14:05:00.002+02:00

Hent Mp3 Filerne her:
Livet I Ham 01 - Udvalgt I Jesus - Ef 1:1-14
Livet I Ham 03 - Levende I Jesus - Ef 2:1-10
Livet I Ham 08 - Tilgivet I Jesus - Ef 4:17-32

Livet I Ham 09 - Barn I Jesus - Ef 5:1-20
Livet I Ham 12 - Stærk I Jesus - Ef 6:10-24

Nicki Andersen

Fællesskab der favner

2011-05-03T13:41:00.004+02:00

Hent Mp3 filen her:
Fællesskab der favner

Nicki Andersen

Bibelen, Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger

2011-05-03T13:29:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Bibelen, Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger

Hent Pdf noter her:
Bibelen, Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger

Nicki Andersen

Mormonerne

2011-05-03T13:24:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
MORMONERNE (Jesu Kristi Kirke Af Sidste Dages Hellige)

Nicki Andersen

Judas´ Brev

2011-05-03T13:21:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Judas´ Brev

Nicki Andersen

Glæde

2011-05-03T13:17:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Glæde

Nicki Andersen

Åbenbaringen

2011-05-03T13:08:00.002+02:00

Hent Mp3 filerne her:
Del 1: Åbenbaringen 1:1-3.
Del 2: Åbenbaringen 1:2-20.
Del 3: Åbenbaringen 2-5 (Del 1)
Del 4: Åbenbaringen 2-5 (Del 2)

Nicki Andersen

Jesus vor ypperstepræst

2011-05-03T12:31:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Jesus vor ypperstepræst

Nicki Andersen

Vores opstandelse og det evige liv V2

2011-05-01T22:36:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Vores opstandelse og det evige liv (Version 2)

Nicki Andersen

Abraham ofre Isak

2011-05-01T22:33:00.003+02:00

Hent Mp3 filen her:
Abraham ofre Isak

Hent Pdf note her:
Abraham ofre Isak

Nicki Andersen

Tro ikke, at I kan sige ved jer selv

2011-05-01T22:31:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Tro ikke, at I kan sige ved jer selv

Nicki Andersen

Bartimæus

2011-05-01T22:25:00.002+02:00

Hent Mp3 filen Her:
Bartimæus

Nicki Andersen

Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd

2011-05-01T22:21:00.002+02:00

Hent Mp3 filerne her:
Del 1: Jesus i hele Tanakh
Del 2: Skygger af Kristus I Den Jødiske Påske
Del 3: Jesus kommer igen

Hent Pdf noter her:
Del 1: Jesus i hele Tanakh
Del 2: Skygger af Kristus I Den Jødiske Påske
Del 3: Jesus kommer igen

Kilde: http://www.bethesda.dk/

Nicki Andersen

Jesu frelsergerning

2011-05-01T22:06:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Jesu frelsergerning

Nicki Andersen

Simeons Lovsang

2011-05-01T22:00:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Simeons Lovsang

Kilde: http://www.bethesda.dk/

Nicki Andersen

Forord til Det Nye Testamente - Den Skrift-tro Oversættelse

2011-04-28T20:51:00.001+02:00

FORORD

Ved "Det nye Testamente" eller "Den nye Pagt" forstår man egentlig dén frelsesforanstaltning, som er blevet grundlagt ved Jesu Kristi Lære og forløsergerning.

Navnet "Det nye Testamente" overføres imidlertid også på de Skrifter, som på en vis måde udgør Dokumenterne for Denne Guds nye Pagt med menneskene, nemlig De Bøger, i Hvilke grundlæggelsen af Denne Pagt med samt Dens væsentligste indhold på Helligåndens indskydelse og under Hans bistand er blevet skriftligt optegnede af de dertil kaldede vidner.

Det nye Testamente i denne forstand er egentlig ikke Een enkelt Bog, men en samling af flere større og mindre Skrifter af forskelligt indhold, skrevet af forskellige forfattere på forskellige tider og i forskellige anledninger, og Som først af Kirken er blevet samlede til een Bog. Det drejer sig om i alt 27 Skrifter af 8 forskellige forfattere, nemlig: de 4 evangelier af hhv. Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, Apostlenes Gerninger af Lukas, 14 breve af Paulus, eet af Jakob, to af Peter, tre af Johannes, eet af Judas og endelig et Skrift af profetisk indhold: Åbenbaringen.

Næsten alle disse forfattere er apostle, som af Kristus Selv blev særlig kaldede til at være øjen- og ørenvidner til Hans Ord og gerninger; kun to af dem er "blot" aposteldisciple (Markus og Lukas), men også de skrev under apostlenes opsyn og med deres godkendelse, så at de kan betragtes som deres penneførere: hos Markus har vi Peters vidnesbyrd, hos Lukas Paulus'.

Apostlenes guddommelige kaldelse som vidner gik dog ikke i første omgang ud på, at de skulle aflægge et skriftligt vidnesbyrd. Nej, ligesom Kristus Selv ikke nedskrev Sin Lære, således kaldte Han også Sine apostle til et mundtligt vidnesbyrd; Han udsendte dem i hele verden, for at forkynde Evangeliet for alle folkeslag, hvilket de også gjorde med utrættelig iver og med troskab indtil døden.

Det var snarere ydre anledninger, som fik apostlene til også at nedskrive deres vidnesbyrd om Kristus. Det var altså ingenlunde disse Skrifters vigtigste opgave at gøre mennesker, som endnu aldrig havde hørt noget om Jesus Kristus, bekendte med Hans lære og Hans gerninger og at bringe dem til tro på Ham. Nej, De forudsatte snarere allerede troen gennem apostlenes mundtlige prædiken. Skrifterne var rettede til troende og skulle dels bekræfte dét, som allerede var kendt, dels frigøre for tvivl og misforståelser. Netop derfor kan og skal disse Skrifter heller ikke fuldstændigt gengive hele fylden af Den kristelige Lære. De enkelte Skrifter kan ikke gøre det, allerede på grund af Deres tildels ringe omfang og Deres ganske bestemte foranledning; og samlet kan De det heller ikke, fordi de enkelte forfattere jo så måtte have konfereret med hinanden og delt stoffet mellem sig efter en bestemt plan, så at den eene supplerede den anden.

Disse Skrifter skulle altså ikke være en fuldstændig gengivelse af hele Den kristelige Lære og dermed gøre enhver anden undervisning overflødig, nej, De forudsatte apostlenes mundtlige prædiken, beråbte sig på den og havde i den nøglen til Deres forståelse; De skulle netop yderligere befæste, dybere begrunde og nærmere bestemme den mundtlige undervisning.

Den anseelse, apostlenes Skrifter havde, og den ærefrygt, hvormed Kirken omgikkes Dem, skyldtes netop, at De stammede fra apostlene, som Kristus Selv havde kaldet og udsendt; ved disse mænd måtte derfor ethvert spørgsmål angående det, Kristus havde gjort og lært, blive uomstødeligt besvaret. Denne tillid til uomstødeligheden af apostlenes vidnesbyrd skyldtes dog ikke deres blotte naturlige, menneskelige egenskaber, men fremfor alt Helligåndens bistand, som Kristus havde lovet dem. Han, Helligånden, skulle minde dem om alt og vejlede dem til hele Sandheden (Joh. 14,16 & 26, Joh. 16,13 m.fl.st.). Troen på deres vidnesbyrd var følgelig en tro på Helligåndens vidnesbyrd, som gav sig tilkende ved dem (Joh.15,26 Samme Helligånd, Som styrede deres mundtlige prædiken og indgav dem, hvad de skulle tale (Mt. 10,19), stod dem også hjælpende bi under affattelsen af deres Skrifter og indgav dem, hvad de skulle skrive.

Opfyldte af Helligånden (Ap. G. 2,4) skrev de af Helligåndens fylde: deres ånd var ikke mere overladt til sig selv, så at kun deres egen erindring, deres egen eftertanke og deres egen visdom gav dem Ordene, nej, Helligånden, Som boede i dem (Joh. 14,17), levendegjorde og styrede deres erindring, befrugtede deres eftertanke og forøgede deres visdom. Helligånden bevarede dem ikke blot for enhver vildfarelse, nej, Han uddybede og levendegjorde også deres erkendelse af enhver sandhed og ledede dem i valget af deres tanker og Ord, så at disse altid blev de rette til det givne formål.

Skrifterne er dog ikke Helligåndens værk i den forstand, at apostlene kun var Helligåndens blinde og stumme redskaber. Hvad apostlene skrev, var deres egne ord og tanker, fremgået af deres egen ånds virksomhed, men: netop denne deres egen åndsvirksomhed stod under Helligåndens ledelse. Deri består jo dén virksomhed, Ånden udfolder: Han knytter Sig til menneskenes egen virksomhed, tilskynder, leder og understøtter dem, uden at berøve dem deres frihed og ejendommelighed, så at de tanker og beslutninger, som er resultatet af Hans indskydelser, lige så meget tilhører mennesket selv som Helligånden. Derfor ser vi også, at apostlenes Skrifter, trods deres fælles guddommelige oprindelse, er karakteristiske ved hver enkelts ejendommelige ånds og karakters stempel; Paulus udtaler de samme sandheder anderledes, end Johannes gør det.

Ligesom Kristus altså Selv var på een gang fuldt og helt Gud og samtidigt fuldt og helt menneske, er Skrifternes Ord fuldt og helt guddommelige og samtidigt fuldt og helt menneskelige!

Disse af apostlene under Helligåndens indgivelse forfattede Skrifter blev, ligesom deres mundtlige lære, betroet til Kirken. Den største del af Dem var jo allerede fra begyndelsen af rettet til kristne menigheder, og hensigten med Dem var, at De offentligt skulle forelæses i menighedens forsamlinger. Dermed var selvfølgelig ikke udelukket, at også de enkelte troende satte sig i besiddelse af afskrifter af Dem og læste Dem til egen opbyggelse; men hovedøjemedet med Dem forblev altid menighedens offentlige belæring og opbyggelse.

Derved stilledes Kirken dog overfor en tredobbelt opgave: at samle apostlenes Skrifter, at bevare dem og at forklare dem.

For en stor del var disse Skrifter ganske vist rettede til bestemte menigheder, men De indeholdt dog så mange almene sandheder, at de også kunne tjene til andre menigheders belæring og opbyggelse. Intet var derfor mere naturligt, end at de enkelte Kirker meddelte hinanden De apostoliske Skrifter, de var kommet i besiddelse af, og at enhver Kirke med iver tragtede efter at eje en så fuldstændig samling af disse Skrifter som muligt.

Udover de enkelte Kirkers store afstand fra hinanden trådte dog snart en meget større hindring i vejen for denne stræben. Der blev nemlig allerede meget tidligt bragt skrifter i omløb, som bar apostlenes navne, uden virkeligt at stamme fra dem. Derfor måtte enhver menighed være meget forsigtig med at tage imod apostoliske skrifter, såfremt man ikke ville udsætte sig for at blive bedraget med uægte efterligninger. Man måtte, når et skrift blev tilbudt som apostolisk, først underkaste dets ægthed en prøve, og denne opgave løste Kirken med en til mistænksomhed grænsende forsigtighed og agtpågivenhed. Skriftets indhold gav den første målestok til bedømmelsen af ægtheden: det blev undersøgt, om dets lære stod i overeensstemmelse med apostlenes Lære, som jo var særdeles vel bekendt gennem den mundtlige overlevering og gennem andre skrifter.

Viste der sig fra denne side ingen hindring for antagelsen, opstod så spørgsmålet om det ydre vidnesbyrd. Intet skrift, hvis apostoliske oprindelse ikke een eller flere Kirker ifølge nøje kendskab kunne indestå for, blev antaget som ægte. Når fex. Kirken i Rom meddelte Pauli brev til romerne til en Kirke i Asien med det vidnesbyrd, at den selv havde modtaget det af apostelen, så kunne den asiatiske Kirke ikke længere med føje nære nogen tvivl om brevets ægthed. Det lå i sagens natur, at der ved denne nøjagtige prøvelse af ægtheden måtte hengå en rum tid, før samlingen af De hellige Skrifter var afsluttet, bekendt og anerkendt i hele den kristne verden.

En del af Skrifterne var ganske vist fra begyndelsen af anerkendt af alle, og fra alle sider vidnedes der så stærkt for dem, at der snart dannede sig en almen overensstemmelse i henseende til anerkendelse af deres ægthed. Men en mindre del især brevet til Hebræerne, Peters andet brev, Johannes' andet og tredje brev, Åbenbaringen, Jakobs brev og Judas' brev fik først noget senere denne almene anerkendelse. For jo mere, man fjernede sig fra apostlenes tider, desto mere mistroisk blev man i bedømmelsen af apostoliske Skrifter, og des utilbøjeligere blev enhver Kirke til at anerkende et Skrift, Der hidtil havde været ukendt for den, som ægte, og til at lade det blive offentligt forelæst i menighedens forsamlinger. Således kom det, at mens den største del af Det nye Testamentes Skrifter allerede i begyndelsen af det 2. årh. havde fundet almen anerkendelse, var de ovennævnte 7 Skrifter endnu en rum tid kun af enkelte større eller mindre dele af Kirken uden betænkelighed anerkendt som apostoliske, og en fuldkommen eenstemmighed i deres anerkendelse blev først opnået ved begyndelsen af det 4. årh.

Fortegnelsen over de Skrifter, der således af Kirken er garanterede som apostoliske, kaldes "Kanon", og et Skrift, der er indlemmet i denne og dermed af Kirken er garanteret som ægte, kaldes derfor "kanonisk". Således indestår da Kirken for ægtheden af de Skrifter, som indbefattes under Det nye Testamentes navn, og bortset fra denne guddommelige autoritet, giver alene den ængstelige agtpågivenhed, med hvilken Kirken gik frem ved disse Skrifters antagelse, os en fuldkommen sikkerhed, som ydermere bliver stadfæstet ved de kirkefædrenes vidnesbyrd.

De Skrifter, som Kirken har samlet med så ængstelig agtpågivenhed og foreenet til Een Bog, har Den også med den samvittighedsfulde troskab bevaret rene og uforfalskede indtil den dag i dag. Den betragtede fra begyndelsen af apostlenes hele Lære, enten Denne nu var blevet overleveret mundtligt eller skriftligt, som et kostbart, betroet gods, som Den var forpligtet til at bevare og udbrede videre fra slægt til slægt, fra århundrede til århundrede, indtil tidernes ende. Ligesom Kirken derfor bevarede apostlenes mundtlige Lære, i henseende til mening og indhold, i vedvarende erindring, således overleverede Den også deres skriftlige Lære, i henseende til ordlyden, til alle kommende tider, idet Den altid drog omsorg for, at denne ordlyd blev bevaret i nye og tro afskrifter.

Vel kunne selv ikke den ængsteligste omhyggelighed forhindre, at fejl sneg sig ind i nogle af de tusinder af afskrifter, der findes, og at der således på en del steder i de forskellige håndskrifter fremkom afvigende læsemåder. Men alle disse afvigelser er af så ringe betydning, at de enkelte sætningers mening yderst sjældent berøres, og at indholdet ikke på nogen væsentlig måde ændres af dem. Betænker man, hvor mange af oldtidens Skrifter, der er gået tabt, kan vi kun tilskrive det Helligåndens særlige bistand, at disse Skrifter er blevet bevaret så uforfalskede i Kirken ligesom Han jo har sørget for, at apostlenes mundtlige Lære er blevet bevaret i Kirkens usvækkede erindring!

Ligesom Kirken har bevaret De hellige Skrifter, således bevarer Den også nøglen til forståelse af Dem i Sin mundtlige Overlevering. Allerede i deres oprindelse har disse Skrifter jo apostlenes mundtlige lære som væsentlig forudsætning. Læserne var altså ikke henviste til selv at udlægge disse Skrifter; deres forståelse var allerede kendt for dem ved den forudgående undervisning. Og vi befinder os i alt væsentligt i samme position; det lader sig jo ikke nægte, at Den hellige Skrift sine steder er dunkel og vanskelig at forstå, ja, at Den selv der, hvor Den er krystalklar og tydelig, er blevet udsat for mistolkning ved uvidenhed eller bevidst fordrejning. Denne dunkelhed og usikkerhed i Den hellige Skrifts mening forsvinder ved den mundtlige overleverings forklaring. For Kirken har ikke blot bevaret Den hellige Skrifts ordlyd, nej, Den har også bevaret Dens mening og indhold i levende overlevering; Den har altid vidst med tydelig forståelse, hvad Den afskrev og forelæste i Denne Bog.

De samme sandheder og lærdomme, som Den her besad i skriftlig form, havde Den også ifølge mundtlig belæring i levende erindring og tydelig forståelse, så at apostlenes Lære også uden Bøgerne ville have været kendt; i lyset af denne sandhed forsvinder al Den hellige Skrifts mørke.

Især måtte Kirken altid tilbagevise enhver forklaring af Den hellige Skrift, som ville have bragt Skriften i modstrid med den mundtlige overlevering. Lige så lidt som apostlene i deres Skrifter kunne lære noget andet end i deres mundtlige undervisning, lige så lidt kan Den hellige Skrift have et andet indhold end Kirkens mundtlige overlevering, som kun har apostlenes mundtlige lære som genstand. Hvis vi altså af Kirkens hånd modtager Den hellige Skrift med tillid som ægte og uforfalsket, så må vi med samme tillid også modtage den belæring, som Den giver os om Skriftens mening og indhold. Vi kan trygt stole på, at Kirken veed, hvad der er Den hellige Skrifts mening; vi behøver blot at søge tilbage til Traditionen, til apostlenes vidnesbyrd, som vi finder det uændret fra kirkefædrene til Middelalderens udgang, dvs: indtil Kirkens ulyksalige splittelse. Fra da af skæmmes megen theologi så stærkt af polemik, at man ved en oversættelse gør klogest i for de dunkle steders og afskriftsvariationers vedkommende at søge løsningen i Kirkens udsagn fra før bruddet.

For at få Den kristne Lære at kende, er vi altså ikke alene henviste til en Bog, Hvis Ord kan tydes vilkårligt vi har også Kirkens Tradition at støtte os til. Den har for alle tider fra Kristus den opgave og fuldmagt til at forkynde os Hans Lære i Det levende Ord, og derfor må vi også henvende os til Den, når vi vil vide, hvad Jesus har lært.

Den hellige Skrift kan jo misfortolkes; slipper vi derfor Kirkens levende hånd og vælger os Den hellige Skrift som eeneste Fører til kundskab om Kristi Lære, så vil vi hverken lære den sande, eller Kristi hele Lære at kende. Vi ville ikke fatte Jesu sande Lære; for tolker vi Den hellige Skrifts Ord med vor naturlige evne og erkendelse, med adskillige forudfattede meninger, oftest tillige stærkt påvirkede af verdens tankegang, eller også ganske vilkårligt, vil vi i den sande menings sted hyppigt kunne komme til at sætte vor egen mening. Ja, selv om vi hvad næsten er utænkeligt overalt ville tolke Skriftens Ord ret, så ville vi alligevel ikke lære hele Kristi Lære at kende; vi ville nemlig ikke få &n del med, som apostlene kun i mundtlig undervisning har overleveret til Kirken.

Det ville derfor være at bruge Den hellige Skrift forkert, hvis man af Den alene ville øse sin tro uden Kirken, Dens bekendelse og Tradition, og endnu mere forkert ville det være, hvis man ville bruge Den mod Kirken og det gør man jo, hvis man læser Det nye Testamente i den hensigt at måle Kirkens Lære med sin egen Skriftforståelses målestok, og derfor forkaster alt d& som vildfarelse, som man ifølge sin egen fortolkning ikke har ment at finde i Skriften. Det er åbenlyst forkert således at opkaste sig til Dén Kirkes dommer, af Hvis hænder man netop tillidsfuldt har modtaget Denne hellige Skrift.

Jesus Kristus, Hans Lære og Hans gerninger kan vi kun erkende gennem apostlenes vidnesbyrd, de, som har set Ham og hørt Ham, og dette deres vidnesbyrd har vi i deres egne Ord i Det nye Testamente. Ved Dem har vi derfor det fuldgyldige bevis for, at det er sandt, hvad vi tror om vor Frelsers, Jesu Kristi Person, Hans guddommelige værdighed, hellighed, Hans undergerninger, liv og død; ved Dem har vi det fuldgyldige bevis for, at Han virkelig har lært det, vi tror på Som Hans Lære, og d& netop som evig sandhed, som Guds ufejlbarlige Ord.

Dog: ikke blot indholdet er guddommeligt, nej, også karret, formen! Når Gud Selv udtaler Sin evige Sandhed, så gør Han det naturligvis ufejlbarligt på dén måde, som er bedst egnet til at åbenbare Denne Sandhed og gøre Den gældende for menneskets forstand og vilje. Den guddommelige Visdom tager aldrig fejl i Sine midler, og når Den netop valgte disse Ord, for i Dem at åbenbare Sandheden, så er det, fordi De repræsenterer den bedste form, i hvilken Sandhedens indhold kan åbenbares!

Derfor må man også vare sig for, hvordan man læser Dem; enhver, som kun læser Den hellige Skrift i hovmodig stolthed eller med selvsikker dømmesyge, vil vende den velsignelse, som er lagt i hans hånd, til en forbandelse. Jo større et gode er, desto større er også faren ved dets misbrug!

Dog: faren for misbrug må og skal ikke afskrække os fra den rette brug, men kun formane os til en viis forsigtighed. Der gives utvivlsomt mennesker, for hvilke læsningen af Den hellige Skrift snarere ville blive til skade, end tjene til troens og håbets forøgelse, nemlig de, som nærmer sig Skriften med vantro, bedreviden eller kritik og dømmelyst alle de såkaldte "kritiske" theologiske skoler har vist os det: man slår Det levende Ord ihjel, hvis man behandler det, som en vivisektionist behandler sine forsøgsdyr. Måske finder man ud af, at det objekt, man studerer, består af disse eller hine bestanddele, men resultatet er og bliver, at objektet har måttet lade livet for denne "videns" skyld.

Det, man altså mener at kunne erkende ved dets bestanddele gennem en sådan metode, er ikke Guds Ord for Det er levende! Altså lærer man Det også kun virkeligt at kende ved at leve med Det, ja, i Det, og det tillige i kærlighed, thi kun det, man elsker, vil man for alvor kunne forstå og kende fuldt ud! Sålænge et menneske altså forholder sig kritisk eller vantro overfor Guds Ord, bør han egentlig afholde sig fra at læse Det, for ikke at risikere at dømme sig selv!

Men endog den mest dannede ånd, den redeligste, trosstærkeste vilje kan ved læsningen af Den hellige Skrift støde på tvivl og betænkeligheder. Derfor har alle brug for ydmyghed og lærevillighed, den ydmyghed, som ikke formaster sig til at optræde som dommer over Guds Ord, men som anklager sig selv, der, hvor Guds Ord går over forståelsen, og den lærevillighed, som ikke udelukkende stoler på eens egen forstand.

Gud har altid sørget for, at Vejen til Hans Rige er snæver, trang og stejl, så de, der vil ind, må vise deres oprigtige hensigt ved at tage denne besværlige vandring på sig; eller, anderledes sagt: Kirken har altid sørget for, at "indgangen" til Guds hus var smal og lav, så de, der ville ind, måtte bøje sig dybt for at komme der for "den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes, mens den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges".

Hvis Kirken altså forsat skal tjene sine børn så godt, som muligt, så bør Den sørge for, at døren til Gudshuset forbliver smal og lav, så folk der får en mulighed for at ydmyge sig. Det Ord, HErren oftest gentog, var netop Dette: "Den, som mister sig selv, skal bjærge sig, men den, som bjærger sig selv, skal miste sig selv!" Derfor er det tilsvarende vigtigt, at Kirken byder mennesket ikke blot een, men mange muligheder for at ydmyge sig for Ham, så Han kan ophøje det!

Mit udgangspunkt ved nærværende oversættelse af Det nye Testamente har derfor været ydmyghedens tilgang!

Det er jo moderne at tale om "Skriftsyn" dog: jeg har slet ikke et sådant! Jeg har blot, som i alle andre ting, overtaget Kirkens gamle tro; og Kirken har altid indtil vantroen begyndte at vinde fodfæste indenfor Dens mure vidst, at Skriften i eet og alt, hvert eeneste Ord af Den, er ubrydeligt og uantasteligt sandt, både rent ydre, fysisk, faktisk og rent åndeligt, symbolsk. Herom vidner også både HErren og apostlene i NT, idet de siger og disse udsagn har jeg i den fulde visheds tro gjort til mine "Skriften kan ikke sættes ud af kraft" (Joh. 10,35); og det gælder ikke blot Skriftens indhold, nej, det gælder også og netop Dens ordlyd: "....jeg påminder jer....om Det Evangelium, som jeg forkyndte jer, Som I tog imod, og Som I jo stadig står i, ja, ved Hvilket I frelses hvis I da holder fast ved Den Ordlyd, hvormed jeg forkyndte jer Det ellers var det jo forgæves, I kom til tro!" (1.Kor. 15,1-2). Det turde ikke være til at misforstå!

Men for at det skal stå så meget mere fast, siger Jesus Kristus Selv: "Thi sandelig, Jeg siger jer: Indtil himmelen og jorden skal forgå, skal ikke et bogstav, ja, end ikke en prik over et "i" (en prik over et "jota") af Loven forgå " (Mt. 5,18). Vi bør altid ihukomme Disse Ord fra Åbenbaringen, Som udenfor enhver tvivl gælder hele Skriften: "Jeg vidner for enhver, som hører denne Bogs profetiske Ord: hvis nogen føjer noget til Dem, skal Gud på ham lægge de plager, som er beskrevne i denne Bog! Og hvis nogen tager noget bort fra denne Bogs profetiske Ord, skal Gud fratage ham hans del i Livets Træ og i Den hellige Stad, som det er skrevet i denne Bog!" (Joh.Åb. 22,18-19), jvf. 1.Kor. 4,6: "Gå ikke udover, hvad der er skrevet!"

For at "Sandheden virkelig skal kunne frigøre een" (Joh. 8,32 & 8,36), må man først have ydmyget sig så dybt overfor Guds Ord, at man virkelig "mister sig selv", dvs giver afkald på alt det, man tidligere har ment, alt det, som tidligere udgjorde eens person, alle meninger, holdninger, sym- og antipatier osv., for alene at antage sig Guds Ord som Sandheden for een; først da vil man erfare, hvad det betyder, at "Sandheden vil frigøre jer"! Så længe man ophøjer sig over for Guds Ord, holder noget for sandt, andet for usandt, noget for troværdigt, andet for utroværdigt, så længe vil man heller ikke erfare den herlige frihed, der ligger i ikke at behøve altid at skulle præstere en mening om alt muligt, men blot at følge Guds Ords udsagn om dette eller hint. Tror man ikke uforbeholdent! på Guds Ord; er man en slave af sine egne meninger; tror man derimod på Skriften, er man frigjort til at være Kristi træl og behøver derfor blot i alle ting at følge Ham efter; og har man således "bygget på Klippen" (Mt. 7,25), vil man opdage, at selv ikke den værste storm kan omstyrte eens hus!

Det er, hvad jeg har forsøgt i denne oversættelse: under megen bøn om vejledning at omsætte Den græske Ordlyd til et forståeligt dansk, med et minimum af forvanskning af grundtexten. Helt kan man vel ikke undgå det en ord-for-ord-oversættelse ville jo resultere i et totalt uforståeligt dansk, og tillige rummer de fleste ord, græske som danske, flere nuancer af betydninger men som nævnt kaster Kirkens overlevering og Tradition lys over de dunkle steder i Skriften, så meningsfordrejende forvanskninger ikke behøver at optræde, hvis man lader denne få sin behørige indflydelse på oversættelsen.

Nærværende oversættelse er udarbejdet på bl.a. disse præmisser:

- sprogligt er den forsøgt holdt på plan, der er forståeligt for alle, der vil gøre sig den umage at sætte sig ind i Skriftens og Evangeliets hele tankegang, for dem, altså, som er villige til at "ydmyge sig, så Guds Ord kan ophøje dem";

- theologisk er den forsøgt holdt aldeles neutral! Det går jo ikke an, at man på en oversættelse kan se, hvilken theologisk overbevisning, oversætteren har. Om man er katolik eller protestant, pinsemand eller højkirkelig, IM'er eller baptist, grundtexten er dog for alle den samme, og det er den, og dén alene (!), der skal oversættes ikke een eller anden "mening"!

- liturgisk skulle den være aldeles brugbar, da der er tilstræbt et dansk, som både egner sig til højtidelig oplæsning og til at blive messet;

- retorisk er der taget hensyn til alle de i grundtexten forekommende figurer foruden til den retoriske opbygning, de forskellige Skriftdele har, jvf senere i dette forord;

- stilistisk er der ved oversættelsen blevet taget hensyn til de forskellige stilarter, der forekommer i Skriften, så Lex. breve er holdt i en anden stil end evangelierne, den højstemte Åbenbaring i en anden end den mere episk berettende "apostlenes gerninger";

- poetisk: de især i Luk. forekommende lovsange er forsøgt oversat, så den poetiske parallelisme kommer fuldt til sin ret, ligesom de poetiske dele i brevene og Åbenbaringen er forsøgt oversat, så det klart fremgår, at der her er tale om poesi, uden at disse dele dog rent satsmæssigt adskiller sig fra den øvrige text.

Jeg har altså forsøgt at holde mig til den Kirkens tradition, som har bestået ubrudt i mange, mange århundreder, fra kirkefædrene til middelalderens udgang.

Kirken har jo forlængst både læst og forstået de (ret få!) skriftsteder, der p.g.a. variationer i de overleverede manuskripter kan synes dunkle. I koncilserklæringer, som oftest var nødvendiggjorte af kætterier, som netop skyldtes fejlfortolkninger af disse "dunkle steder", har Kirken umisforståeligt fastlagt, hvordan dette og hint Ord i Skriften er at forstå, så det er ikke særlig svært for en oversætter at finde sig et endog særdeles klart grundlag at udforme sin oversættelse på.

Jeg har, for at lave en oversættelse, der ikke er præget af een bestemt theologisk anskuelse eller "skole", vendt mig til traditionen fra før Kirken splittedes, den Tradition, som alle de afdelinger, Kirken til alles sorg er splittet i, kan være enige i; derfor kaldes denne oversættelse også: "oversat med den fulde visheds tro på Skriftens absolutte ufejlbarlighed og med udgangspunkt i den ubetingede tro på Kirkens tradition og overlevering".

Et par praktiske oplysninger om nærværende oversættelse:

1. I overensstemmelse med ældre oversættelser har jeg skrevet HErrens navn med to store bogstaver; og alle hellige personer og ting er sat med stort begyndelsesbogstav: Gud, Ånden, Sønnen, Riget, Ordet, Templet o.l., og også Han, Sig, Hvem osv., når disse ord henviser til hellige personer.

2. Som en for mig meget væsentlig ting har jeg konsekvent skrevet HErrens forskellige navne med udelukkende versaler: JEG ER / JEG ER DEN, JEG ER / HAN, SOM KOMMER / DEN, SOM KOMMER. Især JEG ER-navnet har det været mig vigtigt at fremhæve, da der så ofte har været sået tvivl om, hvorvidt Jesus åbenbarede Sig Selv Som Kristus, Som HErren. I den græske oversættelse af GT, man benyttede på Jesu tid, Septuaginta, gengives HErrens navn JEG ER (fex 2.Mos. 3,14) med de græske ord "ego eimi"; netop disse Ord benytter Jesus gentagne gange om Sig Selv, og netop dette var den væsentligste årsag til, at farisæerne klandrede Ham for "at gøre Sig Selv til Gud".

Flere begivenheder i NT er uforklarlige, hvis man ikke veed, at det er det, Jesus siger; således fex. Joh. 8,24-25: Jesus siger til farisæerne, at "hvis I ikke tror, at JEG ER DEN, JEG ER, skal I dø i jeres synder". Da de spørger, Hvem Han da er, svarer Han blot: "Netop Det, Jeg siger", dvs: "JEG ER", altså HErren! Eller Joh. 8,58, hvor Jesus ikke siger: "...før Abraham blev til, var Jeg", som det oftest oversættes, men: "....før Abraham blev til, JEG ER!", altså: "Jeg er HErren, derfor var Jeg til før Abraham; eller tydeligst: da alle Judas Iskariots ledsagere vil pågribe Ham i Getsemane Have og siger, at de søger Jesus, Nazaræeren, siger Jesus: "JEG ER!" Derefter står der: "Da Han nu sagde: "JEG ER", veg de tilbage og faldt til jorden!" Hvorfor skulle dog en hel skare af sværtbevæbnede soldater vige og falde til jorden af skræk overfor een ubevæbnet Mand? Jo: de var jøder, så da de hørte Ham udtale det forbudte Guds-navn "JEG ER" og dermed åbenbarede at være HErren, da blev de forskrækkede!

Ligesom jeg har sat JEG ER-navnet med versaler, har jeg gjort det med de andre betegnelser, som reelt er profetiske Kristus-navne, nemlig: HAN, SOM KOMMER, eller DEN, DER KOMMER, så det overalt bliver synligt, hvor Han åbenbarer Sig Selv Som Kristus, og hvor apostlene og skarerne anerkender det, fex ved indtoget i Jerusalem, hvor de råber: "Velsignet være HAN, SOM KOMMER" og dermed åbenbarer, at de på det tidspunkt tror på, at Han er Den af profeterne lovede Kristus, Der skulle komme.

3. De i grundtexten forekommende retoriske figurer og af dem er der mange, hundredevis har jeg behandlet lidt forskelligt: nogle har jeg oversat ord for ord, andre har jeg "oversat" til direkte, figurløs tale. Når jeg fex i Joh. 11,25 oversætter: "JEG ER Livets Opstandelse", i.s.f. som normalt: "...opstandelsen og livet", er det, fordi disse Ord danner en "Hendiadys", en retorisk figur, der betegner "to ord sagt, een ting ment". Jesus siger ikke, at Han er to ting, Livet og Opstandelsen, men een ting: Livets Opstandelse. Vigtigere er denne figur ved Joh. 14,5-6: Thomas spørger efter den Vej, Jesus omtaler, og Jesus svarer ham selvfølgelig på det og kun det ved at sige: "Jeg er Den sande og levende Vej" og ikke forvirrende ved at sige tre ting om Sig Selv: "Jeg er Vejen, Sandheden og Livet", for dette er en "Hendiatris", dvs "tre ting sagt, een ting ment". En anden figur, der er værd at nævne, fordi den afstedkommer mange af de [ ], som snart skal omtales: Ellipsis, som er en figur, der består i, at man udelader eet eller flere ord for at tydeliggøre noget eller fremhæve noget på noget andets bekostning. Når der fex i Mt. 14,19 står: "så brød Han brødene og gav disciplene dem, og disciplene [gav dem] til skaren", så er de to Ord "gav dem" tilføjede af mig; i grundtexten står der: "...gav disciplene dem og disciplene til skaren". Nu det var jo ikke disciplene, Han gav til skaren, men brødene; disse to Ord er dog udeladt, for at det skal være tydeligt, at det ikke er disciplene, der er de egentlige givere, at de kun rækker brødene "instrumentalt" videre, dvs: at det er Jesus, Der er Den egentlige Giver. For at det på dansk skal blive forståeligt, må man dog tilføje disse ord; jeg håber dog, at jeg ved at sætte dem i [ ] og dermed vise, at de er tilføjede, kan gengive lidt af den smukke retoriske figur, dette jo er.

Det er jo et sted, der i høj grad har med Alterets Sakramente at gøre, for også dér rækker præsterne jo kun brødene "instrumentalt" til menigheden HErren er Den egentlige Giver! Den slags kan altså tydeliggøres af retoriske figurer, og af dem er der, som nævnt, hundredevis i NT.

4. I 90% af de tilfælde, hvor jeg har sat eet eller flere ord i [], kendetegner det, at jeg har måttet tilføje dette/disse ord, enten af forståelsesmæssige grunde, fordi der er en retorisk figur el. lign. I de resterende tilfælde betyder [], at jeg har måttet ændre på grundtextens ord eller ordstilling for at skabe en forståelig dansk sætning.

5. Jeg har så vidt muligt forsøgt at undgå fodnoter og forklaringer; visse ting har jeg dog ment det nødvendigt at uddybe eller forklare, og det er så gjort med * og en forklaring sat i ( ) under verset. Een forklaring må jeg åbent tilstå, at jeg ikke kan "bevise" ud fra grundtexten, nemlig det i Mt. 19,24 nævnte "skibstov", der normalt oversættes som "kamel"; jeg har nærstuderet fænomenet og er overbevist om, at den under verset givne forklaring er korrekt; her må dog hver læser/hører selv afgøre, hvad han vil tro, eller eventuelt selv studere det nærmere.

6. De enkelte bøgers/breves overskrifter og "efterskrifter", som normalt ikke gengives, har jeg fundet det rigtigst at videregive, da de i flere tilfælde rummer vigtige oplysninger. Dét, der normalt kaldes "Hebræerbrevet", har jeg i tryg forvisning om, at Kirkens gamle tro er korrekt, kaldt, som Kirken altid har kaldt det: "Paulus' brev til Hebræerne"! Ligeledes har jeg kaldt NT's sidste bog: "Jesu Kristi Åbenbaring", som Dens egentlige titel jo er.

7. Af praktiske årsager det ville have forlænget arbejdet med flere år har jeg undladt at indsætte henvisninger til parallelsteder; ang. sådanne må jeg så henvise til 1948-oversættelsen eller andre oversættelser, der har disse.

8. Helt bevidst har jeg benyttet nu forældede skrivemåder ved visse ord, som "veed", "viis" m.fl. for at undgå forvexlinger med "ved", "vis" o.l.

9. x'erne i stedet for "ks" i mange ord er en ortografisk fix idé hos mig; skulle nogen irriteres heraf, bedes de tilgive mig det og læse henover det!

Måtte denne oversættelse blive og forblive Gud den Almægtige til ære og pris og Hans troende udvalgte til gavn, glæde, trøst, oplæring og opbyggelse.

Ole Wierød Gjerrild

Februar 1997

SOLI DEO GLORIA

Forord til Det Ny Testamente af Dr. T. Skat Rørdam

2011-04-28T20:48:00.001+02:00

FORTALE

til første Udgave.

I mange Aar har det været erkjendt af alle, som have tilstrækkeligt Kjendskab til det Ny Testament i Grundsproget, at vor autoriserede danske Oversættelse ikke er tilfredsstillende. Gjengivelsen af den græske Grundtext er paa mange Steder mindre nøjagtig, end den burde være, selv om man gaar ud fra den saakaldte »vedtagne Text« af det græske N. Test., som Oversættelsen for det meste har fulgt; og langt mere Grund har man til at klage over det Dansk, den bruger, hvilket ved sine mange halvt tydske, halvt græske Vendinger ikke sjælden vanskeliggjør den rette Forstaaelse for Læsere, der ikke kjende Grundsproget.

At dette er Tilfældet, kan man ikke undres paa, naar man kjender vor nuværende Bibeloversættelses Historie. Til Grund for den ligger Biskop H. P. Resens Oversættelse (fra 1607). Denne skulde egentlig have været en Revision af den ældre danske Oversættelse, »Kristian III.s Bibel« (1550), som var oversat efter Luthers tydske, og som man ikke fandt ordret nok; men den blev i Virkeligheden en ny Oversættelse, skjønt man ofte sporer dens, Forgænger i den. Resens Oversættelse var paa sin Vis et dygtigt Arbejde, men dens Sprog var saa udansk som næsten muligt. Han vilde gjengive Grundtexten saa ordret, ja saa bogstavret, som det kunde gjøres, men han havde intet øre for Forskjellen mellem tydsk og dansk Sprog; det sidste skulde med Vold og Magt klemmes ind i den hebraiske og græske Ordføjning, og det blev derfor paa mangfoldige Maader mishandlet, endog saaledes, at Oversættelsen stundom blev uforstaaelig.

Efter Resens Død udgav den senere Ærkebiskop Hans Svane en gjennemset og rettet Udgave af hans Oversættelse (»den Svaningske Bibel«, 1647), hvorved den dog ikke vandt stort i sproglig Henseende. Ingen var imidlertid rigtig tilfreds med dette Arbejde, og efter flere forgjæves Forsøg paa at tilvejebringe en helt ny Bibeloversættelse blev den Svaningske Bibel efter et Hundredaars Forløb under Kristian VI underkastet en ny Revision (1737 og 1740), for hvilken Professor M. Wøldike var Hovedmanden.

Og i dette Aarhundrede blev det N. Test. endelig for tredje Gang revideret (1819), hvorved det fik den Skikkelse, vi nu have det i. Naar denne Oversættelse saaledes atter og atter er bleven gjennemgaaet og rettet, kunde man maaske tænke, at den da endelig maatte være bleven saa god som muligt; men enhver, som kjender Forholdet mellem en Revision og en Oversættelse, vil vente det modsatte. Ved en Revision arbejdes der nemlig altid med bundne Hænder, eftersom den paa en Gang har de to Opgaver, at gjengive Grundtexten nøjagtig, og tillige saa vidt muligt at holde paa den ældre Oversættelse. Dennes Fødselsmærker ville derfor stedse holde sig gjennem alle Revisioner, og naar disse Mærker ere saa uheldige, som Tilfældet var med Resens udanske Oversættelse, ville de stedse vedblive at give Aarsag til saadanne Klager, som der føres over det nuværende danske Ny Testament.

Hertil kommer endnu, at man forlængst har erkjendt, at der ingenlunde tilkommer den saakaldte »vedtagne Text« af N. Test. den Hævd, som man i tidligere Dage har tilkjendt den. Allerede ved Revisionen af 1819 afveg man paa flere Steder fra den; og ved det store Arbejde, som i de sidste 40 Aar er gjort af Tydskeren Tisehendorf og Englænderne Tregelles, Westeott og Hort, for at fastsætte det N. Test.s oprindelige Text, saa vidt som det nu er os muligt, er det blevet stedse mere uimodsigeligt, at den »vedtagne Text« ikke har Ret til at være »vedtagen«, — en Benævnelse, som den iøvrigt kun ved et Boghandlerfif har faaet.

Vor Tids Undersøgelser have godtgjort, at det væsentlige Indhold af N. Test. er det selv samme, hvilken Text man end tager for sig; men »den vedtagne« er udgiven efter ikke sønderlig nøjagtige Haandskrifter fra en sildig Tid, og de ældste Vidner om N. Test.s Text afvige fra den i saa mange Smaating og Enkeltheder, at man ikke kan lægge den til Grund, naar man skal give en virkelig nøjagtig Oversættelse. Det vilde være højst ubilligt at laste de tidligere Revisorer af det danske N. Test., fordi de ikke have taget Hensyn dertil, al den Stund de omtalte Arbejder for at fastsætte den oprindelige Text falde længe efter deres Tid. Men ligesaa ubilligt og uforsvarligt vilde det være, nu om Dage at give en Oversættelse, som ikke tog tilbørligt Hensyn til disse Arbejder.

Den Oversættelse af N. Test, som jeg nu begynder at forelægge danske Medkristne, har optaget en stor Del af min Fritid i den sidste halve Menneskealder. Fra først af troede jeg, at et nøjagtigt Gjennemsyn og Rettelse af vor danske Oversættelse vilde kunne fyldestgjøre alle billige Krav. Men jo længere jeg kom ind i Arbejdet, og jo nøjere jeg sammenholdt den danske Text med den græske, des mere blev det mig klart, at de kyndige Læsere aldrig derved vilde kunne tilfredsstilles.

Vistnok vilde man ved et saadant Gjennemsyn have det Forspring fremfor ved en ny Oversættelse, at det baade var langt lettere at foretage, og lettere vilde finde Indgang i Menigheden, idet der da vilde være mindre, som kristne Lægfolk ved første Øjekast vilde studse ved eller stødes over. Men paa den anden Side vilde Arbejdet da komme til at lide af de samme Mangler og blive Gjenstand for de samme Anker som vor nuværende Oversættelse. Jeg besluttede da med Guds Hjælp at foretage en ny Oversættelse, dog saaledes, at jeg bevarede den gamles Klang eller Sprogtone, for saa vidt denne er ægte dansk og med Rette kan kaldes bibelsk. Dette er et Arbejde, som kræver megen Tid og Flid og Omhu, og hvis Vanskeligheder man næppe ret kan gjøre sig Forestilling om, inden man selv har prøvet det; og det blev for mig dobbelt vanskeligt, fordi jeg kun har kunnet bruge min Fritid dertil og har maattet udføre Arbejdet under mange Afbrydelser og Forsinkelser, især i de senere Aar, efter at jeg er bleven Præst i Kjøbenhavn. Og det vil næppe undgaas, at disse Afbrydelser ville efterlade deres Spor i min Oversættelse. Thi for at en saadan skal blive ret fyldestgjørende, udkræves der en stadig Opmærksomhed for en Mængde af Enkeltheder; men denne vil være omtrent umulig, naar man ikke kan være nogenlunde stadig ved Arbejdet, saa at man uforstyrret kan hengive sig dertil.

Det første Krav, der maa stilles til en Bibeloversættelse, er, at den er en nøjagtig og samvittighedsfuld Gjengivelse af Grundtextens Ord og Tanker. Ved andre Skrifter kan man som oftest nøjes med at gjengive Tankerne; er dette gjort nøjagtig, kommer det ikke saa meget an paa de enkelte Ord, og i mange Tilfælde vil en Omskrivning i Virkeligheden være en bedre Oversættelse end en mere ordret Gjengivelse. Ikke saaledes med den hellige Skrift. Medens en Omskrivning (Parafrase) af denne kan være i sin gode Ret, naar Talen er om en Gjenfortælling af dens Indhold (f. E. i en Bibelhistorie e. lign.), saa kan man ikke nøjes dermed i en Bibeloversættelse; thi her kræver man ej alene Tankerne, men ogsaa Ordene gjengivne saa nøje, som det lader sig forene med vort Sprog. Derved føres vi til det andet Krav, som vi maa stille til en dansk Bibeloversættelse: at den er skreven paa rent og ret Dansk, saaledes som det tales og forstaas af danske Kristne, der ere fortrolige med den Tankegang og det Livssyn, som hører hjemme i Guds Rige.

Den skal derfor ikke være given i forældede Ord og Vendinger, som nu ere uddøde af det levende Sprog, ej heller i nydannede Ord af nordisk Rod, som først skulle vinde Borgerret i Sproget; den skal ikke danne sit Sprog, men gives i et Sprog, som kjendes og bruges af danske Kristne. Og fremdeles: den hellige Skrift hverken skulde eller kunde oversættes i vore Dages filosoliske Tungemaal; men ligesaa lidt kan den oversættes i det dagligdags Sprog »fra Gaden«, uden at Indholdet lider derved. Hvad der gjælder om enhver Livsvirksomhed, at den vil meddele Sproget hos dem, der leve i den, en ejendommelig Tone eller Farve, der for et opmærksomt Øre vil give sig til Kjende paa mangfoldige Maader, i Vendinger, Udtryk og Ord, saa at man strags »kjender Manden paa hans Tale«, det samme gjælder i fuldeste Maal om den hellige Skrift.

Den aabner os Indblik i en Verden, som er højt ophøjet over den, vi kjende fra den daglige Handel og Vandel; den er udsprungen af et Liv, der er langt dybere end Dagligdagslivet, som mødes paa Gader og Stræder; og denne Forskjel maa nødvendigvis give sig til Kjende i det bibelske Sprog i en Oversættelse, ikke mindre end det er Tilfældet i Bibelens Grundsprog. Vilde man gjengive Skriften i et helt dagligdags Sprog. vilde uundgaaelig meget af det dybe i Indholdet udviskes og udglattes, af den ligefremme Grund, at det dagligdags Liv i det hele bevæger sig paa Overfladen, og denne Overfladiskhed vil nødvendigvis afpræge sig i Sproget, saa det kommer til at fattes den rette Fynd og Dybde.

Derfor bør en god dansk Bibeloversættelse være skrevet i det danske bibelske Sprog; thi der er et ejendommeligt bibelsk Sprog, i Dansk ligesaa vel som i Græsk, og dette Sprog vilde have sine Ejendommeligheder, selv om N. Test. fra først af havde været skrevet paa Dansk og i vore Dage; men langt mere kjendelige ville disse Ejendommeligheder være nu, da det er skrevet paa et fremmed Tungemaal og for 1800 Aar siden. Selvfølgelig fremtræde det bibelske Sprogs Ejendommeligheder paa forskjellig Maade i de egentlige Læreskrifter og i de historiske; men i alle Skrifterne maa det kjendes, i en Oversættelse ligesaa vel som i Grundsproget, at den, der skrev, »har draget sine Sko af, fordi han stod paa hellig Jord«. Det maa aldrig kræves af en Bibeloversættelse, at den skal lyde som en Nutidsfortælling.

Naar man nu vilde kræve Regler for dette bibelske Sprog, til Bestemmelse af dets Forskjel fra det dagligdags, saa vilde jeg ganske vist ikke være i Stand til at give dem; ligesaa let som det er ved Exempler fra Skriften at oplyse Forskjellen, ligesaa vanskeligt er det at give Regler derfor. Det er »Øret», som maa lære os at gjøre Forskjellen, det vil sige, et Øre, som er aabent for den HelligAands Røst, af hvem de hellige Mænd bleve baarne, naar de talte og skrev, og et Øre, som er Vej til et Hjærte, der har virkelig Ærbødighed for den hellige Skrift og Ærefrygt for Gud, som i den har givet sig Vidnesbyrd for Menigheden; men ikke mindre udkræves der et Øre, som er saaledes klaret, at det kan høre Forskjel mellem det ægte bibelske Dansk og det Vrængbillede deraf, som mange troskyldige Bibellæsere holde derfor, men som i Virkeligheden er en udansk, halvgræsk og halvtydsk Sammenføjning af danske Ord.

Hvor vidt det nu maa lykkes mig at give den danske Menighed en god dansk Oversættelse af det Ny Testament, maa andre dømme om; men jeg tør sige, at jeg ikke har sparet paa Flid og Omhu for at gjøre Arbejdet saa godt, som det var mig muligt. Det er mit Haab, at det maa kjendes, at det er gjort med Troskab og Kjærlighed og Ærbødighed, og fremfor alt, at det maa bidrage noget til at gjøre den hellige Skrift tilgængelig og kjær for danske Kristne. For at fremme dette, har jeg endvidere tilføjet korte oplysende Anmærkninger, ikke for lærde og saadanne, som have udførligere Udlægninger til deres Raadighed, men for kristne Lægfolk, som kunne trænge til en Hjælp for at læse deres Ny Testament med Forstand og med Frugt. Gud har kjendeligt besøgt sit Folk iblandt os i den sidste Menneskealder, og der lindes ikke alene en stor Villighed til at høre om Guds Rige, men ogsaa megen Hjærtevarme og Iver for at fremme Guds Rige i forskjellige Retninger.

Men ved Siden deraf er der ogsaa megen Mangel paa alvorlig kristelig Erkjendelse, og denne Mangel vil næppe blive afhjulpen, førend Menigheden lærer at øse ret af den hellige Skrifts dybe Kilder, som ere opladte for os, for at vi ved dem skulle blive »vise til Frelse ved Troen paa Kristus Jesus«. Det har været mit Ønske med disse Anmærkninger at bidrage noget til at fremme denne Erkjendelse. Læseren maa ikke vente sig nyt i dem, ikke heller en opbyggelig Anvendelse af Skriftordet, men kun en jævn Oplysning om saadanne Spørgsmaal, som jeg tænkte mig kunde opstaa for kristne Lægfolk under Læsningen. Nogle ville maaske finde, at mine Anmærkninger ere for mange og lange, andre, at de ere for faa og korte; jeg selv har beflittet mig paa den størst mulige Korthed, og jeg havde tænkt, at de vare blevne meget kortere, end det viser sig nu ved Trykningen; men jeg har ikke kunnet gjøre dem kortere, naar jeg skulde have sagt, hvad jeg ansaa for nødvendigt, og faa dette sagt paa en nogenlunde forstaaelig Maade.

Naar der endelig spørges om, hvilken græsk Text jeg har fulgt ved Oversættelsen, saa vil man af det ovenfor skrevne kunne skjønne, at jeg ikke har kunnet følge »den vedtagne« (efter hvilken de i min Prædikensamling »Kirkeaaret« anførte Texter ere oversatte); men heller ikke har jeg kunnet ubetinget slutte mig til nogen af de nyere Textkritikeres Udgaver, uagtet jeg er sikker paa, at de Grundsætninger, som disse have fulgt ved deres Arbejder, i det hele ere de rette.

Thi medens man ved en Textudgave let overser eller mister Følelsen for de Vanskeligheder, som opstaa, naar man følgestrengt gjennemfører visse kritiske Grundsætninger, hvis Rigtighed man har godtgjort, saa ville disse Vanskeligheder blive des mere følelige, naar man faar med Indholdet at gjøre, baade ved en Udlægning og maaske end mere ved en Oversættelse; og man vil se, at disse Grundsætninger dog ikke lade sig gjennemføre overalt. Ved den kritiske Behandling af Skriftens Text (o: af Afskrivernes Arbejde) vil man, som allevegne i Menneskelivet, møde en Mængde Undtagelser og Uregelmæssigheder, som man vel kan kjende for urigtige, men ikke bortforklare eller negte. Derfor vil en omhyggelig Oversætter nødes til efter Evne at gaa ind i det møjsommelige Arbejde, at foretage en kritisk Sigtelse af Texten, og herpaa har ogsaa jeg anvendt megen Tid og Flid. At jeg her altid skulde have truffet det rette og ikke overset noget, som burde være taget med i Betragtning, tør jeg ingenlunde vente; men paa alle Steder, hvor jeg mente, det kunde have nogen Betydning, har jeg i en Anmærkning anført den Læsemaade, som der kunde være Tale om at foretrække for den, jeg har valgt, ofte ogsaa den, som ligger til Grund for vor nuværende Oversættelse, selv om jeg var vis paa dens Urigtighed.

Hermed overgiver jeg da dette Arbejde til danske Kristne, med det Ønske, at det maa blive Gud til Ære og hans Menighed til Gavn.

Marts 1886.

Til anden Udgave.

Den første Udgave af denne Bog fandt saa god Modtagelse, at Oplaget var udsolgt næsten samtidig med, at det sidste Hefte udkom. Den anden Udgave udsendes nu i Haab om, at Bogen fremdeles maa finde god Modtagelse og Udbredelse og tjene til at gjøre den hellige Skrift kjendt og kjær for den danske Menighed. Jeg har underkastet baade Oversættelsen og Anmærkningerne et saa omhyggeligt Gjennemsyn, som min Tid tillod; især har jeg stræbt at affile Oversættelsen i sproglig Henseende, for at den maatte blive saa fattelig og læselig for danske Kristne, som jeg var i Stand til at give den. Hertil har jeg faaet god Hjælp af Rektor, Dr. Joh. Forchhammer, som i Forening med mig har gjennemgaaet min Oversættelse, samt af Præsterne P. N. Petersen og A. Andersen, som have meddelt mig mange værdifulde Bemærkninger, især til Evangelierne.

Af de Ændringer, jeg har foretaget ved dette Gjennemsyn, maa ,jeg her omtale én: at jeg i denne Udgave stadig har oversat det græske Ord Dæmonion (der i N. Test. bruges enstydigt med »en ond, eller: uren Aand«) ved »en Uaand«, medens jeg i første Udgave havde beholdt vor sædvanlige Bibeloversættelses Gjengivelse »en Djævel«. Jeg vidste den Gang ingen bedre Gjengivelse, uagtet jeg saa, at den altid er unøjagtig og i adskillige Tilfælde næsten vildledende for Læsere, som ikke kjende Grundtexten; thi at omskrive Ordet ved af optage det græske, for Folket ukjendte Ord »Dæmon« (eller: »Dæmen«), som nogle have gjort, kan ikke kaldes en Oversættelse eller en Tydeliggjørelse af Meningen. Men nu er der hos os i den sidste Menneskealder opkommet Ordet Uaand (dannet i Lighed med »Umenneske, Udyr, Udaad. o. lign.); dette Ord har i de senere Aar vundet stedse mere Indgang i dansk Sprogbrug, og da det fuldstændig dækker det græske Begreb Dæmonion, saaledes som dette bruges i N. Test., har jeg optaget det i min Oversættelse. Det vil maaske ved første Øjekast vække nogen Studsen; men det er saa sprogrigtig dannet og derhos saa betegnende for Begrebet, at det let forstaas og fortjener at vinde almindelig Indgang i vort Sprog; og jeg haaber, at det skal hjælpe til, for læge Læsere at klare Herrens og Apostlenes Tale om Aandernes Verden.

Endelig har jeg en Tak at bringe til en vid Kreds af kristne Venner baade i og udenfor Danmark, fra hvem jeg har modtaget en betydelig Pengegave, som Hjælp til, at denne Bog kunde udkomme til saa billig Pris, at ogsaa uformuende kunde anskaffe sig den. Dette Givernes Ønske, som aldeles falder sammen med mit eget, har det været mig en inderlig Glæde at opfylde; jeg har ordnet det saaledes, at naar Bogen er helt udkommen, ville uformuende Læsere kunne faa den for en Tredjedel af Bogladeprisen.

Juli 1894.

Til tredje Udgave.

Under fortsat Læsning og Granskning af det Ny Testament er jeg bleven opmærksom paa flere Steder, hvor min Oversættelse kunde blive en bedre og mere udtryksfuld Gjengivelse af Grundtexten, og hvor jeg kunde give en nøjagtigere eller dybere Forklaring. Jeg har derfor ogsaa i denne Udgave saavel i Oversættelsen som i Anmærkningerne foretaget adskillige Ændringer, som jeg haaber at Bogen maa have vundet ved.

Kjøbenhavn i September 1903.

Skat Rørdam.

Forord til Det Nye Testamente - Gengivet Paa Dansk af Peter Schindler

2011-04-28T20:45:00.001+02:00

Motivering for nærværende Udgave

Er en ny Udgave paakrævet i øjeblikket i Danmark? For Katholikkerne: absolut ja, eftersom vor sidste Udgave (af 1933) var udsolgt paa 20 Aar, og ingen ønskede et blot Genoptryk. For den større Almenhed maa Motiveringen ligge i de Principper, der har været normgivende for Udgivelsen af denne Udgave, der i sit I Oplag (1953) blev udsolgt paa et Aar, saa dette nye, uforandrede Oplag blev paaprævet. De ledende Principper*), anerkendt af Den hellige Stol, er i alt væsentligt følgende:

*) Disse Principper er udførligere udformet i en Brochure under Titlen Synspunkter for Fordanskningen af Det nye Testamente (Kbhvn., 1953).

1. At oversætte — i alt væsentligt — efter den græske Text i Augustinus Merk, S. J.: NOVUM TESTAMENTUM GRAECE ET LATINE, Ed quinta, Roma 1944 (Det pavelige Bibelinstituts Udgave) og i baade Text og Noter at indarbejde alt det Erkendelsesstof, den theologiske Videnskab, særlig paa katholsk Grund, har udvundet gennem de sidste 50 Aar, og som tør betragtes som sikkert.

2. At stille Skrifterne i den Rækkefølge, hvori de — saa vidt Forskningen er naaet idag — tør formodes at være skrevne.

3. At inddele hvert enkelt Skrift i de Afsnit, hvori Forf. — saa vidt Forskningen idag tillader at efterføle det — selv har komponeret det.

4. I Gengivelsen at tage Hensyn til hvert enkelt Skrifts Karakter og Stil.

5. I Noter af usædvanlig Udførlighed at oplyse litteraturhistorisk om Skriftets Oprindelse og om den nøjagtige Ordlyd, hvor denne ikke kan gengives i Oversættelsen — samt at give fornødne saglige Oplysninger.

6. At oversætte til et Dagliglivets NutidsDansk, som svarer til det uhøjtidelige Græsk i Originalen — uden dog at gengive dens utilsigtede Mangler.

7. At gengive, ikke Glose ved Glose, men Mening ved Mening og dærfor at variere en Glose efter den Sammenhæng, den staar

8. At erstatte gængse Betegnelser for religiøse Begreber, som idag har skiftet Mening paa vort Sprog, eller som ikke længere for den almindelige Dansker har nogen Mening, med saadanne Udtryk, som i Nutiden dækker disse Idéer og Realiteter.

Endnu beder vi Læseren og Brugeren af dette NT, som vil benytte det til andet end at »slaa op« i, erindre tre vigtige Forhold:

1. NT er ikke, i sin Oprindelse, en Bog, endsige een Bog, men 27 større og mindre, yderst forskellige Skrifter, fra mindst 8 Forfatteres Haand indenfor to Menneskealdre; selvom den Kirke, i hvis Trosatmosfære de er blevet til, senere har samlet dem i eet Bind og dannet en Helhed af dem, er vi ikke berettigede til at forvente Enshed i dem. Selv den enkelte Forf. udvikler med Aarene og under Arbejdet sin Stil og sin Tankegang, og en Forf. i Slutningen af Aarhundredet skriver anderledes, end man skrev i Midten af samme Aarhundrede, og anderledes end de talte i dets Begyndelse; Forfattere skriver forskelligt, naar de henvender sig til Orientalere eller til Europæere, privat til Enkeltmand eller officielt i Dokumenter til Institutioner, til folkelige Kredse eller til Læsere af højere Dannelse, og selv den enkelte Forf. varierer sin Stil efter sit Skrifts Æmne og Art samt efter den Stemning, det er affattet i.

2. Selvom det enkelte Skrift er en Enhed, en Helhed, er det dog udtænkt og affattet i Dele og Afsnit, der ofte er nedskrevne med længere Tids Mellemrum; det er dærfor uberettiget at løsrive det enkelte Skriftsted fra dets Sammenhæng i Afsnittet, i Skriftet eller i hele det Forfatterskab, Skriftet er Del af. Man maa læse sit NT, som man læser anden Litteratur, hvis man vil naa fra Skriftstedet til Skriftet og fra Skriftet til Skriften — saa først faar man det rette Lys over det isolerede Citat.

3. De enkelte Forfattere skriver vel ud fra en fælles Tros Forudsætninger, men kun de senere har kunnet benytte de tidligere, og selv en saadan Benyttelse tvinger dem ikke til at kopiere Forgængerne; ofte har den enkelte Forf. end ikke konfereret det ene af sine Skrifter med de andre, endsige med andres. Dærfor er det uberettiget at rive Enkeltvers ud for at prøve, om de — endda ordligt — staar i Overensstemmelse med andre løsrevne Enkeltvers, afviger fra dem eller maaske modsiger dem. Der er ikke mange religiøse Existensproblemer, som ikke er belyst i NT, men Lyset falder, som det falder over et Landskab eller over et Maleri: diffust, jævnt over det hele, og ikke pletvist, som frembragt af en Projektør, hvis Straale rammer et vilkaarligt Sted; saadan falder det himmelske Lys ogsaa jævnt over Skrifterne i NT og over deres Afsnit og rammer ikke et vilkaarligt isoleret Skriftsted, som fra Forf.s Haand kun sjældent er beregnet paa at skulle have selvstændig Existens og sletikke paa at skulle sammenlignes med løsrevne Udtalelser fra anden Haand i en anden Tid og Sammenhæng.

Kun ved at læse saaledes faar man Mulighed for at se Guds Aand bag den menneskelige Haandskrift.

Forord til Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter

2011-04-28T20:41:00.001+02:00

Forord

DET ER en ansvarsfuld opgave at skulle oversætte Bibelen fra grundsprogene, hebraisk, aramaisk og græsk, til et nutidssprog. Den der vil oversætte De Hellige Skrifter, som er et helt bibliotek bestående af 66 bøger, skal på et andet sprog gengive de tanker og udtalelser som den himmelske forfatter, Jehova Gud, for lang tid siden har ladet hellige mænd nedskrive under inspiration.

Den gudfrygtige oversætter, som har kærlighed til Bibelens forfatter, føler især at han har det ansvar over for Gud at hans tanker og ord overføres så nøjagtigt som muligt. Oversætteren føler sig også ansvarlig over for de sandhedssøgende mennesker der læser og forlader sig på en oversættelse af den Højestes inspirerede ord for at opnå frelse til evigt liv.

Med denne følelse af et stort ansvar har en komité af gudhengivne mænd udarbejdet New World Translation of the Holy Scriptures. Hele oversættelsen udkom oprindelig i seks bind, fra 1950 til 1960, med fodnoter og marginalhenvisninger. I 1961 forelå en revideret udgave i ét bind, uden fodnoter og marginalhenvisninger. I 1970 kom den anden reviderede udgave, og en tredje revision, med fodnoter, fulgte i 1971. I tilslutning hertil kom i 1969 The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures, som indeholdt den af Westcott og Hort reviderede græske tekst (1948-udgaven) med en ordret interlinear oversættelse til engelsk. I de 34 år der er gået siden New World Translation begyndte at udkomme, er den, helt eller delvis, blevet oversat til ti andre sprog og er trykt i et samlet oplag på 40 millioner eksemplarer.

Den foreliggende udgave er ikke blot en revision af den oversatte tekst i forhold til de tidligere reviderede udgaver, men den indeholder også fodnoter og marginalhenvisninger (krydshenvisninger) der er en fuldstændig ny bearbejdelse og revision af fodnoterne og marginalhenvisningerne i de oprindelige seks bind der udkom på engelsk i årene 1950 til 1960.

Angående oplysninger om de specielle noter, tillæg, registre m.v. som denne reviderede udgave er forsynet med, samt brugen af dem, henviser vi til indledningen.

Vi overgiver hermed denne reviderede udgave til Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, til trykning, oversættelse og distribution. Den udgives med en dybtfølt taknemmelighed mod Bibelens forfatter, som har betroet mennesker denne opgave. Vi har i dette vigtige arbejde tillidsfuldt støttet os til hans ånd. Vi beder ham velsigne alle som bruger denne oversættelse med henblik på deres åndelige fremgang.

New World Bible Translation Committee

Den 1. januar 1984, New York, N.Y.

Den første del af den danske udgave af denne bibeloversættelse, Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter, forelå i 1974 og blev i en let revideret form indlemmet i den komplette udgave, Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter, der forelå i 1985. Nærværende danske udgave er en revision der hviler på den seneste reviderede engelske udgave (1984) med enkelte rettelser der er kommet til siden da.

Efterord til Den Nye Aftale - Det Nye Testamente på nudansk

2011-04-28T20:38:00.001+02:00

Efterord

Den Nye Aftale — Det Nye Testamente på nudansk er en oversættelse af Det Nye Testamente fra den græske grundtekst, som den foreligger i den 27. udgave af Nestle-Alands Novum Testamentum Graece.

Med udgivelsen af Den Nye Aftale har Bibelselskabet nået et længe ønsket mål. Helt tilbage i 2001 blev der nemlig taget initiativ til et pilotprojekt der skulle undersøge muligheden for at lave en oversættelse af Det Nye Testamente med et mere enkelt og nutidigt ordforråd. Ikke som et alternativ til den autoriserede oversættelse, men som et supplement. Professor Kirsten Nielsen var den drivende kraft i pilotprojektet, og konklusionen blev at det både ville være muligt og en god idé at gå videre og gøre pilotprojektet til et egentligt projekt. I den periode fik Bibelselskabet ny generalsekretær, og derfor kom man frem til august 2004 før oversættelsesprojektet blev skudt i gang.

Formålet har været at få en oversættelse af Det Nye Testamente som man kan forstå uden særlige forudsætninger, og som derfor kan være et godt sted at begynde når man vil vide noget om kristendom.

Præmisser og grundlag for oversættelsen af Det Nye Testamente til nudansk har været:

det skat være en videnskabelig oversættelse af den græske grundtekst;
den skal holdes i et enkelt og mundret dansk der kendes af de fleste, og kun i begrænset omfang bruge hvad man kan kalde fagsprog;
oversættelsen skal være meningsbaseret.

Et mundret nutidigt dansk

Luther sagde at når man skal oversætte Bibelen, skal man lytte til manden på marken og konen i køkkenet. Det sprog de — og vi — taler, skal man oversætte Bibelen til, for det er det sprog og de ord man kender fra sin dagligdag.

Sproget ændrer sig hele tiden og især dagligsproget som vi taler med hinanden. Den Nye Aftale afspejler ikke det sidste nye inden for sproget. Derfor bruger vi ikke slang eller f.eks. sms-sprog. Vi bruger et almindeligt, ligefremt sprog i et dagligdags toneleje.

For eksempel siger vi ikke >befaler<, for i dag er det stort set kun generaler der befaler. Derimod kan man godt forestille sig at man i dag giver nogen en ordre eller siger til andre at de skal gøre sådan og sådan. Vi siger heller ikke >sky<, men >undgå<. Vi siger >ked af det<, ikke >bedrøvet< og >gravid<, ikke >med barn< for nu at nævne et par eksempler. Man kan sige at vi forsøger at gøre sproget så upåfaldende som muligt, så det ikke er det man lægger mærke til eller undrer sig over, men indholdet.

Hvor Luther gik på marken og i køkkenet for at lægge øre til dagligsproget, er vi i højere grad gået på nettet. Her kan man slå ord og begreber op på Google og meget hurtigt se hvor meget de bliver brugt, og ikke mindst i hvilken sammenhæng ordene bruges. Det er en god strømpil for hvad der er nudansk, og hvad der ikke er.

Her kan man også opdage at f.eks. ord som >retfærdig< og >retfærdighed< stort set kun findes i rent juridiske sammenhænge, eller at de bruges tit at betegne en ligelig fordeling af noget. To til dig, og to til mig osv. Derimod bruger man i dag ikke ordet >retfærdig< hvis man vil sige om nogen at de opfører sig som de skal — at de har en ret færd. Men det er faktisk det ordet >retfærdig< betyder i den græske grundtekst for Det Nye Testamente. Det vil sige at hvis man skal have den betydning frem som ligger i den græske grundtekst, så er man nødt til at oversætte det græske ord >retfærdig< på en anden måde på dansk. Vi har oversat det til >gøre som man skal<, >opføre sig som Gud vil have det< og tilsvarende.

Det gælder også en række andre ord, som på sin vis er blevet hvad man kan kalde bibelsk fagsprog. Altså ord og begreber som man kender hvis man kender Bibelen og er vokset op med den. Så ved man at >retfærdig< også betyder >at opføre sig som Gud vil have det<, og at f.eks. >testamente< ikke alene er noget man skriver før man dør, men også en aftale, eller med et andet bibelord, en pagt.

Fagsprog er vigtigt af mange grunde. Det gør det nemmere at få nuancer frem og at udtrykke sig præcist i faglige sammenhænge, ligesom det er med til at fastholde en forbindelse bagud til traditionen. Men fagsprog har det problem at man skal kende det og bruge det jævnligt for at få glæde af det. Ellers har det den modsatte virkning — det får teksten til at virke fremmed. Derfor har vi i oversættelsen af Det Nye Testamente til nudansk valgt at bruge almindeligt kendte ord og formuleringer når de findes. Der er dog nogle få fagord som vi har valgt at lade blive stående. Det gælder først og fremmest tidshistoriske begreber som f.eks. >disciple<, >farisæere<, >saddukæere < og >denar<, som der ikke umiddelbart findes et almindeligt kendt dansk ord for. Nogle af dem bliver forklaret i ordlisten.

Meningsbaseret

I en meningsbaseret oversættelse lægger man vægt på at meningen med teksten kommer frem — den mening som de første læsere/lyttere har hørt og læst. Med et banalt eksempel: Når den græske grundtekst skriver at folk blev døbt i Jordan, har datidens læsere vidst at der var tale om Jordanfloden. Men det kan man ikke være sikker på at læsere i dag ved. Derfor tilføjer vi i den nudanske oversættelse >floden< så det bliver helt tydeligt at der er tale om en flod og ikke f.eks. et land.

Et andet eksempel er fortællingen om >en fremmed fra Samaria< (som nogle vil kende som >lignelsen om den barmhjertige samaritaner<). De første der hørte Jesus fortælle den historie og siden læste den, vidste at der var et modsætningsforhold mellem jøder og samaritanere på grund af nogle religiøse stridigheder, og at jøderne ikke havde respekt for samaritanerne. Derfor er det en overraskende pointe at det netop er en samaritaner, en fremmed, der stopper op for at hjælpe den mand der bliver overfaldet. Men den pointe er det svært at få fat i hvis man ikke kender til det negative forhold mellem jøder og samaritanere, og det gør en læser i dag sandsynligvis ikke. Som man kan se, skriver vi >en fremmed fra Samaria< selv om der i den græske grundtekst kun står >en fra Samaria<. Vi tilføjer altså >fremmed< i forsøg på at få den pointe og mening frem som de første lyttere og læsere har hørt i historien.

Enhver oversættelse, også bibeloversættelse, er i en eller anden grad meningsbaseret fordi en direkte ordret og ord til ordoversættelse ikke ville være til at forstå. Men med oversættelsen af Det Nye Testamente til nudansk går vi længere i retning af det meningsbaserede end traditionelt i danske bibeloversættelser. Det gælder som sagt i ordvalget, og vi er også mere tilbøjelige tit at bryde den græske sætningskonstruktion op og sætte flere punktummer — hele tiden ud fra det overordnede formål: at teksten skal være mundret og kunne forstås også selv om man ikke er vokset op med kirke og Bibel. Den meningsbaserede oversættelse går på den måde længere i sin tolkning end en mere ordret oversættelse gør. Hvis der er flere tolkningsmuligheder, har vi valgt at følge den mest sandsynlige og gængse.

Det er værd at understrege at formålet med en meningsbaseret oversættelse netop er at få meningen med teksten frem, også de steder hvor man måske synes det er en mening man har svært ved at forstå eller forholde sig til i en moderne sammenhæng. En meningsbaseret oversættelse er altså ikke en oversættelse der vil undgå at støde nogen. Tværtimod er formålet at man skal forstå det der står, så godt at man netop kan støde sig — på indholdet! Eller sagt anderledes: Hvis man skal støde sig skal det være på indholdet, ikke fremmedartede sproglige formuleringer.

En videnskabelig oversættelse af den græske grundtekst til nudansk

Først et par ord om den tekst, der er oversat. Her har vi fulgt Nestle-Alands vurdering af hvilke af de ældste håndskrifter der hører med til grundteksten. Kun de steder hvor der >mangler< hele vers i de ældste græske håndskrifter, har vi inddraget de foreslåede yngre håndskrifter og oversat versene derfra. Der er kun én undtagelse fra denne regel, nemlig oversættelsen af fadervor fra Matthæus' fortælling kapitel 6 vers 13. Her mangler de ældste håndskrifter sidste del af vers 13: »For du er Gud, du har magten, og vi vil altid hylde dig. Amen«. Selv om der ikke er tale om et helt vers, har vi taget det med alligevel og oversat det. Vi mener at det er en så integreret del af fadervor at det ville blive savnet hvis det ikke blev oversat.

Der er som sagt tale om en videnskabelig oversættelse. Det betyder at der er brugt de redskaber og metoder, historiskkritiske, analytiske og sproglige, der anvendes i en videnskabelig oversættelse. Det kræver at man som oversætter behersker kildesproget, græsk; man skal være bibelvidenskabeligt skolet og trænet; man skal kunne vurdere forskellige mulige oversættelser ud fra sammenhæng og baggrund, og man skal have teologisk indsigt og forståelse. Desuden skal man kunne dansk; ikke bare til husbehov og på det niveau som de fleste af os kan vores modersmål; man skal have dansk som sin spidskompetence fordi det er dansk der er målsproget. Eller sagt med andre ord: Man skal kende det danske sprog og dets mange nuancer så man kan finde lige netop de ord og begreber der skal til for at få meningen med den græske tekst frem på dansk. Man skal have sprogøre og sans for gode formuleringer og >godt sprog< der kan hjælpe læseren i forståelsen, og man skal kunne det mundrette og rammende sprog.

Så mange kompetencer opgav Bibelselskabet at finde i én person. Derimod fandt vi flere personer der hver især havde én eller flere af disse kompetencer, og satte dem sammen i oversætterteams, konsulentgruppe og redaktionsgruppe for at sikre at der på alle niveauer i oversættelsen har været de nødvendige kompetencer til at sikre oversættelsens kvalitet.

Processen

I foråret 2004 godkendte Bibelselskabets bestyrelse grundlaget og præmisserne for en oversættelse af Det Nye Testamente i et mere enkelt, nutidigt og alment anvendt og kendt ordforråd. I august samme år blev der nedsat to oversættergrupper der hver bestod af tre personer for at få de nævnte kompetencer repræsenteret. Arbejdsgangen i oversættergrupperne var lidt forskellig, men det var fælles for dem at de danskkyndige og de græskkyndige/eksegeterne har været placeret i centrum af oversættelsen og konstant har udfordret hinanden. Så snart de græskkyndige har oversat et kapitel til dansk, har de danskkyndige fået det. De har arbejdet oversættelsen igennem for at få meningen frem så klart som muligt og har derefter givet oversættelsen tilbage til de grEeskkyndige. Deres reaktion har så typisk været at oversættelsen da sikkert lød bedre nu, men det var bare ikke helt det der stod på græsk. Hvilket har fået de danskkyndige til at sige: »Så fortæl os hvad der står i den græske tekst.« Det har de græskkyndige så gjort — mens de danskkyndige har grebet ordene og foreslået: »Kan man sige det sådan eller sådan?« Efterhånden har man sammen fundet frem tit den danske formulering der bedst muligt udtrykker meningen med den græske tekst. Sådan er vi gået frem ord for ord, vers for vers, kapitel for kapitel, skrift for skrift!

De græskkyndige er på den måde blevet udfordret til ikke at falde ind i traditionelle formuleringer, men har virkelig skullet overveje og udtrykke hvad der står i teksten. Og tilsvarende er de danskkyndige blevet udfordret til ikke alene at lave en god og flydende dansk tekst, men en oversættelse. Det har været en bunden opgave hvor der skulle findes danske ord og formuleringer for at oversætte nuancerne i den græske tekst.

Konsulenter, lektører og redaktion

Efter at oversættergrupperne havde afleveret deres første udkast til oversættelsen, så konsulentgruppen på den for at give grupperne et kvalificeret modspil på både det græskfaglige, eksegetiske og det danskfaglige felt. I konsulentgruppen var kompetencer inden for både græsk, teologi, eksegese og dansk altså også repræsenteret.

Når oversættergrupperne havde tygget på konsulentgruppens kommentarer og arbejdet oversættelsen igennem igen, gik den til eksterne lektører, som fra hver deres vinkel (græsk, teologisk, bibelvidenskabelig, dansksproglig, bruger, skole mv.) læste oversættelsen og kommenterede den.

Så tog redaktionsgruppen fat. Hele oversættelsen blev gennemarbejdet ord for ord, lektørernes kommentarer blev inddraget; der blev foretaget konsekvensrettelser og harmoniseringer, det blev besluttet hvordan brevindledningerne skulle oversættes og sættes op osv. osv. Dertil kom selvfølgelig den almindelige korrekturlæsning så der ikke er stave- og slåfejl, og så kommaerne står rigtigt — efter Dansk Sprognævns anbefaling bruger vi i øvrigt ikke startkomma foran ledsætninger.

Det har været en lang proces som det bliver når man skal diskutere sig igennem alle ord og begreber, både hvad de betyder i den græske tekst, og hvordan man bedst muligt udtrykker det på et alment forståeligt dansk. Men vi er overbeviste om at det i sidste ende er med tit at sikre at det både er en oversættelse, og at den er på nudansk, fordi de to sæt spidskompetencer har udfordret hinanden og holdt hinanden i skak.

Nu ligger den der så, Den Nye Aftale — Det Nye Testamente på nudansk. Målet har været at oversætte til et mundret, nutidigt og enkelt dansk, så læseren får al den hjælp sproget kan give til at nå ned i teksten og ind i indholdet. Nogle vil sikkert mene at vi er gået alt for vidt fordi vi ikke bruger ord som >nåde<, >barmhjertighed<, >forkyndelse<, >nadver< og >retfærdiggørelse<. Andre vil mene at vi slet ikke er gået langt nok fordi vi bruger ord som >synd<, >hylde<, >tilbede<, >farisæer< og >rabbi<. Det er en vigtig samtale og debat som vi ser frem til og håber mange vil deltage i.

God læselyst.

Hvem har været med?

Oversættere: journalist og cand.mag. Malene Bjerre, forfatter og cand.phil. Mette Finderup, cand.theol. og ph.d. Gertrud Yde Iversen, cand.theol. og baptistpræst Raymond Jensen, cand.mag. i lingvistik og retorik Carsten Almann Levisen, sognepræst og cand.theol. & phil. Rasmus Nøjgaard og lærer og cand.theol. Frank Rechter

Konsulentgruppe: journalist og cand.mag. Malene Bjerre, forfatter og cand.phil. Mette Finderup, lektor og cand.theol. Geert Hallbäck og dr.phil. Viggo H. Pedersen

Lektører: cand.theol. og journalist Niels Thulesen Dahl, skuespiller Caspar Koch, sognepræst og cand.theol. Jørgen Børglum Larsen, cand.theol. Christina Petterson, lærer og pædagogisk konsulent John Rydahl og teologisk æresdoktor, professor Christer Asberg

Redaktionsgruppe: journalist og cand.mag. Malene Bjerre, lektor og cand.theol. Geert Hallbäck og generalsekretær, cand.theol. Tine Lindhardt

Projektkoordinator: lærer og grafiker Marianne Pedersen

Indledningstekster: sognepræst og cand.theol. Jørgen Børglum Larsen

Forord til Det Gamle Testamente af Fr. Buhl & O.A.

2011-04-28T20:35:00.001+02:00

FORORD

Den Opgave, som den foreliggende Oversættelse af det gamle Testamente søger at løse, er — i Modsætning til de hidtil benyttede, der havde en mer eller mindre udpræget kirkelig Karakter og derfor i mange Henseender var bundne ved Hensynet til det Tilvante — at give Læserne et Indblik i det omfattende Arbejde, som navnlig i det sidste Hundredaar har knyttet sig til de gammeltestamentlige Skrifter, og som paa mangfoldige Punkter netop ved sin friere Stilling til tilvante Forestillinger har bragt Klarhed, hvor man tidligere stod overfor noget Uforstaaeligt. En anden Side af den samme Sag er det, naar Oversættelsen tillige bestandig gør opmærksom paa de Steder, hvis Forstaaelse endnu er usikker eller hæmmes af Vanskeligheder, der maaske aldrig vil kunne overvindes.

En stærkt iøjnefaldende Forskel mellem Oversættelsen og dens Forgængere er, at de enkelte Skrifter er ordnede efter Rækkefølgen i den ægte jødiske Skriftkanon, der foruden sin større Oprindelighed har den Fordel at give et Indblik i Skriftsamlingens Tilblivelseshistorie.

Derimod holder Oversættelsen sig ikke til den af Jøderne i Tidernes Løb vedtagne Tekstform (den saakaldte massoretiske Tekst), men gengiver en Tekst, der ved Benyttelsen af alle de Hjælpemidler, som den moderne Videnskab raader over, er ført saa langt tilbage til det Oprindelige, som det hidtil er lykkedes de Tekstkritikere, der forener Fordomsfrihed med forsigtig Varsomhed. For imidlertid ikke at paatvinge Læserne noget i denne Retning, der kunde fremkalde Følelse af Usikkerhed, er alle de Steder, hvor den reciperede massoretiske Tekst er forladt, udtrykkelig markerede ved et lille let forstaaeligt System af Tegn, hvis Forklaring er meddelt S. 3, medens en tilsvarende Note under Teksten giver en ordret Oversættelse af den sædvanlige Tekstform. Tillige bliver der under Benyttelse af det samme Tegnsystem oftere i Noterne gjort opmærksom paa afvigende Læsemaader fra gammel Tid, der af en eller anden Grund fortjener Opmærksomhed.

Egenlige Forklaringer af Teksten er kun i et stærkt begrænset Omfang meddelte i Noterne, da en virkelig fyldestgørende Gennemførelse af dem vilde have givet Bogen et dobbelt saa stort Omfang. De, der meddeles, er betegnede ved en * i Teksten. I Reglen er det Ordspil og Allusioner til Egennavnes Betydning eller andre Punkter, der vedrører Oversættelsen som saadan, der er Genstand for dem. Tillige henvises der overalt til de Afsnit i det gamle Testamente, hvor den samme Tekst findes gentaget, og undertiden ogsaa til andre særlig lærerige Parallelsteder.

I de historiske Skrifter er der tilføjet Randbogstaver, der angiver de Kildeskrifter, Som det ved lange Tiders udholdende og skarpsindige Arbejde er lykkedes at paavise i de foreliggende Beretninger (smig. Forklaringen af disse Tegn S. 3). Da de staa udenfor Teksten, vil de ikke kunne volde dem, der ønsker at holde sig borte fra disse Undersøgelser, nogen Forstyrrelse. Dem, der vil danne sig en virkelig begrundet Opfattelse deraf, kan man ikke noksom anbefale at begynde med en Sammenligning mellem Krønikernes Bøger (fra 1 Kr. c. 10 af) og de ældre historiske Skrifter, Samuels og Kongernes Bøger. En saadan Sammenligning, der i den foreliggende Oversættelse let vil kunne foretages ved Hjælp af Randbogstavet K og de tilsvarende Noter under Teksten, viser, hvorledes Forfatteren af Krønikernes Bøger har optaget store Stykker af de ældre Bøger og af klart foreliggende Grunde udeladt andre, og hvorledes han til de optagne Afsnit har føjet sine egne, af de senere Tiders Forestillinger prægede Bemærkninger eller suppleret dem med Uddrag af andre Kilder. Ud fra denne Erkendelse af den bibelske Virkelighed vil man da let kunne forstaa Berettigelsen af det kritiske Arbejde ved de ældre Skrifter, forsaavidt de for en nøjere Betragtning frembyder ganske de samme Fænomener, og endelig vil man høste den bedste Løn for dette Arbejde ved at se, hvorledes de gamle Beretninger efter en saadan Sondring fremtræder i en ganske anden Klarhed og Skønhed end i deres nuværende Sammenarbejdelse.

Ved de profetiske Skrifter er der derimod ikke gjort noget Forsøg paa ved lignende Midler at sondre mellem ældre og yngre Bestanddele, da de herhen hørende Undersøgelser vel i flere Tilfælde har ført til indlysende Resultater, men dog som Helhed ikke har naaet en saadan Sikkerhed, at de kan optages i en Oversættelse som den foreliggende.

Oversættelsen er ikke blot forsynet med Overskrifter, men ogsaa med korte Indholdsangivelser, der er optagne i selve Teksten, men dog ved en anden Tryk angiver sig selv som fremmede Bestanddele.

Gengivelsen af Teksterne har søgt at vise sin Troskab mod Originalen ved at behandle dem med sproglig Frihed og meddele den os i høj Grad fremmede hebraiske Udtryksmaade i en Form, der svarer nærmere til vor og fordeler Lys og Skygge over Originalens ensformige Sideordning. I de digteriske Afsnit er en metrisk Gengivelse gennemført i et større Omfang end det fra først af tilsigtedes. Overalt, hvor Læseren mærker en bestemt Rhytme — f. Eks. Linier med to Gange tre Betoninger, eller en Skiften af Led med tre og to Betoninger som f. Eks. i Klagesangene — er dette den samme, der findes i Grundteksten. Men denne metriske Gengivelse er kun gennemført, forsaavidt den lod sig forene med en fuldtud nøjagtig Oversættelse; hvor dette ikke var muligt, er Hensynet til Rhytmen opgivet som det mindre væsenlige.

Sluttelig har jeg at bringe en Tak til dem, der sammen med mig har deltaget i dette Oversættelsesarbejde. Jeg skylder dem en Tak ikke blot for den Omhu, hvormed de har udført deres Del deraf, men ogsaa for den Redebonhed, hvormed de for Ensartethedens Skyld har givet mig Haands og Halsret over deres Bidrag. I ganske særlig Grad gælgælder dette om Professor Michelets Oversættelse af Dommerens Bog, der har maattet undergaa en mere indgribende sproglig Omarbejdelse forat kunne passe til sine danske Omgivelser.

Februar 1910.

Fr. Buhl.

Forord til Bibelen på hverdagsdansk af 2007

2011-04-28T20:31:00.001+02:00

Forord

I 1992 udkom 1. udgave af Bibelen på hverdagsdansk, inspireret af den engelske Living Bible. Den blev en stor succes, og rigtig mange mennesker har været glade for dens ligefremme, letforståelige danske sprog. Mange har oplevet glæden ved at kunne læse en hel bog som for eksempel Johannesevangeliet uden at blive trætte i hovedet eller give op på grund af en knudret sætningsbygning eller for mange uforståelige, fremmedartede begreber. Det er en stor hjælp at få et samlet overblik over Bibelens budskab ved at læse en eller flere bøger i streg frem for enkelte vers, der bliver taget ud af deres sammenhæng.

Nogle har kritiseret Bibelen på hverdagsdansk for ikke at være oversat direkte fra grundsprogene. Andre har ønsket en knap så vidtløftig og forklarende oversættelse. Atter andre har efterlyst fodnoter og krydshenvisninger som en hjælp til personligt bibelstudium. Disse ønsker har vi forsøgt at efterkomme i denne nye og stærkt reviderede udgave.

Bag arbejdet med den nye udgave ligger et ønske om at gøre den gode oversættelse fra 1992 endnu bedre. Det er nu en oversættelse, som kan bruges både til personlig bibellæsning, som studiebibel og som udgangspunkt for forkyndelse. Vi har ønsket at lægge oversættelsen tæt op ad talesproget — dog uden at inddrage slang. Det gør teksten velegnet til oplæsning, og det falder helt i tråd med, at den oprindelige tekst også var tænkt til oplæsning ved hovedsageligt at bruge det talte hverdagssprog.

Bibelen indeholder både retoriske virkemidler og en kraftfuld billedtale, hvilke vi har søgt at bibeholde. De poetiske afsnit var ikke poetiske nok i den tidligere udgave, så det har vi også søgt at råde bod på, uden at vi har turdet foretage en radikal gendigtning, som man ellers ofte er nødt til for at oversætte poesi.

Den nye udgave er oversat fra grundsprogene, strammet op utallige steder og udstyret med mange fodnoter og henvisninger. Oversættelsen kan godt forstås, uden at man læser disse noter og henvisninger. De er tænkt som en bonus til dem, som gerne vil have en yderligere baggrund for forståelse af teksten. De er også tænkt som forklaring, når læsere, der kender tidligere formuleringer, undrer sig over en ny formulering.

Ønsket har været at skabe en oversættelse, der fastholdt den tidligere udgaves gode sprog og klare formuleringer, men samtidig er pålidelig og nøjagtig efter grundtekstens mening. Om det er lykkedes, må vi overlade til læseren selv at vurdere, og vi er klar over, at Bibelen på hverdagsdansk kan forbedres, som enhver anden oversættelse kan. Vi har gjort brug af den nyeste forskning inden for tekstlingvistik, oversættelsesteori, kommunikationsteori, græsk og hebraisk. Romerbrevet og Galaterbrevet er nyoversat helt fra grunden, og de øvrige bøger i Ny Testamente og hele det Gamle Testamente er reviderede efter grundteksten, vers for vers. Med hensyn til det Gamle Testamente har vi også kigget i den græske oversættelse, Septuaginta, og enkelte gange fulgt den i stedet for den hebraiske tekst, vi kender og har adgang til. Denne hebraiske tekst er nemlig "kun" en kopi af den oprindelige tekst.

Et tilsvarende arbejde er udført på den engelske Living Bible. Resultatet blev The New Living Translation, som udkom første gang i 1996 efter syv års ihærdigt oversættelsesarbejde. Vi har brugt denne nye oversættelse som reference uden dog at oversætte direkte fra den.

Vi er klar over, at nogle teologer hellere vil kalde denne oversættelse for en "gengivelse" end en "oversættelse", men det skyldes, at professionelle oversættere og teologer har forskellige traditioner for at definere begrebet "oversættelse". Vi har valgt at gengive tekstens mening på en måde, så den er forståelig for dem, som ikke er kendt med dansk kirkesprog og tradition. Skulle der være steder, hvor læserne synes, vi har bevæget os for langt væk fra tekstens ordlyd, kan de jo altid sammenligne med den autoriserede gengivelse, som ligger tættere på grundtekstens ydre form, men til gengæld mister meget af grundtekstens indre mening. De fleste er ikke klar over, at jo mere ordret en oversættelse er, des mere mister den af den oprindelige mening. Naturligvis kan en oversættelse også blive så "fri", at den giver en anden mening end den oprindeligt tiltænkte.

Enhver oversættelse er til en vis grad farvet af oversætternes eget teologiske ståsted. Det gælder for denne oversættelse såvel som for den autoriserede oversættelse, der er farvet af luthersk teologi og den danske folkekirkes tradition og liturgi. Vi har bestræbt os på at lægge vore egne teologiske briller til side, men det er næppe lykkedes fuldt ud. Derfor anbefaler vi, at man læser passager af mere læremæssig art i mere end en enkelt oversættelse for at få flere synsvinkler med.

Vi håber, at denne nye udgave af Bibelen på hverdagsdansk vil blive brugt både i hjemmet, skolen, børnearbejdet, konfirmandundervisningen, missionshusene og i kirkerne. Den henvender sig til alle, som gerne vil vide, hvad Bibelen siger, og til dem, som ønsker at læse de tidløse skrifter i en frisk og forståelig udgave.

Vi håber og beder om, at Bibelen på hverdagsdansk vil hjælpe mange mennesker til at overskride de historiske, kulturelle og sproglige barrierer, som måske hidtil har afholdt dem fra at læse og forstå Bibelens budskab. Vi håber, at de, der ikke er vant til at læse i Bibelen, vil kunne forstå den uden større problemer, og at de, som er vant til at læse i den, vil opdage nye sider af det tidløse budskab. Vi beder Gud om, at læserne vil få øget deres livsvisdom gennem læsningen, men især at de vil få et personligt møde med Bibelens Gud og få et helt nyt liv ved at lære ham at kende i det liv, som rækker ud over døden.

Forlaget Scandinavia, september 2007

Forord til Det NYE Testamente Oversat af Anna Sophie og Paul Seidelin

2011-04-28T01:16:00.002+02:00

Forord

Helt fra den første nedskrift har ordene i Det nye Testamente været bestemt til at siges og høres. For det første kendte man dengang slet ikke til at læse stille, man læste højt, også når man læste for sig selv. Rige og dannede mennesker holdt slaver til at læse højt for sig, og man dikterede til skrivere hellere end at skrive selv, hvad vi kender fra Paulus' breve. Mennesker havde dengang en meget trænet hukommelse for det, de hørte sagt. Evangelierne er nedskrevet efter menneskers hukommelse for Jesu ord og apostlenes vidnesbyrd, Johannesevangeliet efter tilhørernes erindring om apostlens prædikener.

Det har præget oldtidsskrifternes stil, at de er tænkt højt. Der er mange forskellige stilarter i Det nye Testamente, for der er forskel på forfattere, selv om de tænker højt. Men den, der taler for at huskes (og som selv skal huske, hvor han er kommet til i sin diktat!), får uvilkårligt et sprog, der er rytmisk, bygger på gentagelser af ord og ensartede sætningsled, eller på modstillinger af ord og sætningsled. Stilen får temperament og påvirker tilhørernes temperament. Tankerne bliver ikke abstrakte meninger, men opleves som direkte berøring med tilhørerne.

I vore dage er læsning noget, der kræver stilhed og koncentration. Der skal helst være stille omkring den læsende, han skal koncentrere sig væk fra andre mennesker. Tilsvarende forestiller vi os forfatteren som et menneske, der arbejder koncentreret med sine egne tanker, og som skriver for at se — ikke høre — dem udfolde sig — på papiret.

Derfor er de fleste nutidsmennesker uøvede i at høre, og huske det hørte. Vi synes, vi bedre kan "forstå" en ting, når vi læser selv og alene.

Man kan alvorligt overveje, om man ved oversættelse af Det nye Testamente i vore dage skal rette sig efter vor tids læsevaner. Det har en række især engelske og tyske oversættere gjort. De har tænkt som så: "Det nye Testamente bringer et budskab, som man skal tro og følge. Men hvordan kan man tro og følge noget, man ikke kan forstå? Vi må skrive vor oversættelse sådan, at Det nye Testamente kan læses af den enkelte ligesom en letfattelig lærebog eller en god avisreportage". Sådanne samvittighedsfulde og naturligvis stærkt fortolkende omskrivninger er til. gængelige for det engelsk- eller tysklæsende publikum, også selv om man ikke kan ret meget engelsk eller tysk. Titlen på den amerikanske udgave: "Good News For Modern Man" fortæller tydeligt om, hvad man har villet opnå med sit arbejde.

Da Det danske Bibelselskab for en lille halv snes år siden førte de første forhandlinger med os om en oversættelse, foreslog vi i stedet at skrive en genfortælling. Det er nemlig vor opfattelse, at man ikke hverken kan eller skal prøve på at skjule, at Bibelens verden på vigtige punkter er meget forskellig fra den verden, vi oplever — så forskellig, at der mange gange skal forklaringer til for at få det fulde udbytte af evangeliets tale. Det kan godt være tilfældet, selv på steder, hvor læseren synes, der tales fuldstændig klart og forståeligt. Vi mente, at i en genfortælling kunne man indflette den slags nyttige oplysninger, som man ellers plejer at finde i en kommentar, og samtidig skabe en læselig tekst. Og samtidig ville læseren hele tiden være klar over, at udlægningen og oplysningerne stod for genfortællerens egen regning.

Men Bibelselskabet ønskede en reel oversættelse, og det ville vi da hellere end gerne påtage os. Vi ønsker her at sige en stor tak, fordi man ville betro os den opgave at lave det, man kalder "en privatoversættelse". Der er en stor tradition for den slags ikke-autoriserede oversættelser på dansk, fra Ove Høgh-Guldberg over J. C. Lindberg til Skat Rørdam og Peter Schindler. Og vi siger tak, fordi vi fik frie hænder til at løse vor opgave.

Men så skulle vi jo tage stilling til, om vi ville følge den nye omskrivningsmetode, eller om vi skulle forsøge at gengive den oprindelige skrivemåde, som er tænkt til at blive talt og hørt. Vi valgte det sidste. Vi kan ikke forlige os med den tanke, at en oversætter skal forbedre eller forenkle en forfatters sprog og stil. Oversætteren skal netop ikke jævne bjergene og udfylde dalene.

Det er netop ikke hans opgave at låse læseren fast i sin egen fortolkning. Al oversættelse forudsætter fortolkning; men fortolkningen må netop kun være et redskab. Især en ny tysk oversættelse som "Die gute Nachricht. Das neue Testament in heutigem Deutsch", er ganske udmærket som udtryk for et gennemsnit af kirkelig teologi, som den er i øjeblikket. Men Det nye Testamente er ikke skrevet som en letfattelig lærebog i teologi. Det er derimod en kilde at øse af.

Vi har altså villet forsøge at lave en oversættelse til oplæsning, og det vil igen sige til brug for øret, og det vil sige til brug i menighedens forsamling — til fælleslæsning, til at undervise andre om og selv at modtage undervisning om, til drøftelse indbyrdes. Så er vi nemlig i den situation, som er kirkedannende.
For hvad man end kan opleve med Ordet i sin ensomme fordybelse — og det håber vi da meget, bogen også kan bruges til — så bliver det noget helt andet, når man er flere om Ordet. Evangelisten Johannes bruger det mærkelige udtryk: "At gøre Sandheden". For Johannes var det vigtigt at fortælle om Jesu mening, at det er det samme at "erkende" Sandheden og at "gøre" den. Evangeliet viser ud over den enkelte og hans "forståelse" og hans tro, det viser ud imod alle de andre mennesker. Vi må vænne os til at høre Evangeliet sammen, vænne os til, at med Evangeliet hører vi sammen med hinanden, og sammen hører vi til Jesus som vort overhoved.

I denne forbindelse vil vi gerne sige tak til vore egne sognemenigheder, som har tilladt os at bruge vore forsøg ved gudstjenesterne nu igennem flere år.

Da vi nu lige har afvist omskrivningsteknikken så energisk, må, vi hellere tilstå, at vi selv har brugt den for to vigtige ords vedkommende. Det ene er ordet "kød", det andet er "retfærdighed" og de dermed beslægtede ord "retfærdiggøre" osv. Det er ord, hvis indhold kun kan opfattes, dersom man er belæst i Det gamle Testamente; og det er en forudsætning, man for tiden ikke kan regne med. 1948-oversættelsen af Det nye Testamente begyndte allerede med at finde forskellige udtryk for "kød" efter den sammenhæng, ordet stod i. Vi er gået et stykke videre ad samme vej, og har altså udvidet bestræbelserne med at oversætte ordet "retfærdighed". Kun i de gammeltestamentlige citater findes den ordrette oversættelse gennemgående. Vil man kontrollere, må man sammenligne med oversættelsen af 1907.

Nogle småting: Man vil finde nogle ord skrevet med stort begyndelsesbogstav, skønt nudansk retskrivning foreskriver lille bogstav. Det er ord, der har en speciel betydning, f. eks. "Døden", "Livet", eller i Johannesskrifterne "Sandheden". Der er ikke tilstræbt konsekvens.

Visse sted- og personnavne er ført tilbage til den oprindelige sprogform: Efesos, Timotheos. Heller ikke her har vi villet være konsekvente: Vi har ikke rettet Jesus til Jesu, skønt det ligger dansk nærmere, eller rettet det latinske Kristus tilbage til Kristos. I Det nye Testamente optræder ordet "græsk" brugt om mennesker, der tilhører Romerrigets fælles kultur Hellenismen. Vi har i disse tilfælde ikke skrevet "græsk", men "hellensk", og kaldt disse mennesker ikke for "Grækere", men for "Hellenere".

Uensartethed i gengivelse af samme græske ord og vendinger skyldes ofte, at vi har skønnet, at forskellige sammenhænge og forskellige forfattere motiverede dertil.

Erik Gunnes' norske oversættelse har været en hjælp og inspiration ved arbejdet. Mange andre skylder vi tak for tilskyndelser, opmuntring, råd. At nævne dem alle ville sprænge et forords rammer. Specielt skylder vi tak til den komite, bestående af biskop H. Høgsbro, forstander Johs. Müller og professor N. H. Søe, som i en lang serie af møder har gennemgået oversættelsen med os fra ende til anden og flere gange, sådan at vi stadig havde forbindelse med Bibelselskabet, der står som udgiver. Når vi har takket for et forbilledligt samarbejde og det varme forhold, vi havde, er vi sikre på, at de tre vil være enige med os om, at den egentlige oplevelse var bogen selv, Det nye Testamente, dens styrke, dens gennemslagskraft.

Knebel, i august 1974

ANNA SOPHIE OG PAUL SEIDELIN

Helligånden - Et frisk pust

2011-04-21T23:24:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Helligånden - Et frisk pust

Kilde: http://www.bethesda.dk/

Nicki Andersen

Helligånden den 3 person i Treenigheden

2011-04-21T23:19:00.002+02:00

Hent mp3 filen her:
Helligånden den 3 person i Treenigheden

Nicki Andersen

os, som har så stor en sky af vidner omkring os

2011-04-21T01:51:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
os, som har så stor en sky af vidner omkring os

Nicki Andersen

Nådegaverne

2011-04-19T23:16:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Nådegaverne Lyd

Hent Pdf filen her:
Nådegaverne Noter

Nicki Andersen

Åndernes Verden

2011-04-19T14:10:00.002+02:00

Hent Mp3 filen her:
Åndernes Verden

Hent Pdf filen her:
Åndernes Verden

Nicki Andersen

Skriften

Startside

Profetisk Lys fra Israel til os (GT’s Domsprofetier)

Domsprofetierne

1. For øjnene af folkene

2. Som profeti om dommedag

Guds dobbelte handling

Aktuelle domsbudskaber

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Fra Event08

Del 1

Del 2

Guds navn: hemmeligheden i Israels historie

Det Jødiske Påskemåltid og Evangeliet

Jødernes påske

Jesu sidste påskemåltid

Nøgle og lovsang

Oversigt Over Personer

Egild Kildeholm Jensen

Person:

Titel:

Type:

Person:

Titel:

Type:

Person:

Titel:

Type:

Person:

Titel:

Type:

Person:

Titel:

Type:

Person:

Titel:

Type:

Person:

Titel:

Type:

Hvorfor en bortrykkelse før den store trængsel ?

Juleevangeliet i stjernerne

Læs Matt. 2:1-2

Rodskuddet ’Netsær’

Spiren ’Zemak’

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Tusindårsriget – menneskers eller Guds værk?

Misbruget

De tusinde år i Bibelen

Israel i de tusinde år

Et evangelium

Jesu Genkomst – hvad fortæller tegnene os?

Tegnene

Krige

Naturkatastrofer

Falske profeter

Israel

Mørke og håb

En populær kristendom uden korsets kraft

Et andet kristendomssyn

Et andet evangelium – og en anden Jesus!

’Vi ér taget ud af verden’

Intelligente mennesker dyrker afguder

Nødvendig at nå mennesker på en anden måde i dag! (?)

Det sande evangelium har korsets budskab i centrum

De ti ord i jødisk og kristen forståelse

Pilgrimsvandringen

Hvad er sandhed?

Har vi helt misforstået Jesus?

Den Store Trængsel, det fremtidige holocaust

Om Bortryggelsen og Den Store Trængsel

For det første: For at vi kan lære noget

For det andet: Vi er ikke de eneste bibelen er skrevet til

For det tredje: Profeti er Jesu vidnesbyrd

For det fjerde: Vi er Guds venner

Jesus Stiller Stormen På Søen

Kom Jesus For Sent?

Tempelrensningen

På besøg hos pottemageren

Troens Triumf Sang